Ny uddannelsesansvarlig overlæge i almen medicin: »Hvis lægerne bliver behandlet dårligt, skal de henvende sig til mig«

»Der bliver nok at tage fat på for en uddannelsesansvarlig overlæge i almen medicin«.

Tue Flindt Müller griner en smule måbende til forsamlingen af hoveduddannelses (HU)-læger i almen medicin på Slagelse Sygehus. Nogle af dem begraver ansigtet i hænderne og griner med inde bagved.

De har lige fortalt om hårde vagter og problemer med at lande i de korte forløb på forskellige afdelinger, hvor få kender deres navne. Om almenmedicinsk tørke og besvær med at besætte HU-stillinger. Og om ønsket om mere sammenhængende forløb målrettet almen praksis.

Tue Flindt Müller er den nye uddannelsesansvarlige overlæge i almen medicin på Slagelse Sygehus. Vistnok den eneste af sin slags i Danmark, men en meget savnet og ønsket funktion. For i modsætning til de øvrige HU-læger har de yngre almenmedicinere ikke en overlæge, der har snor i uddannelse.

På denne dag mødes otte af slagsen til et netværksmøde, hvor Ugeskrift for Læger har fået lov til at være med. Møderne har de holdt én gang om måneden siden december 2021. Nogle enkelte læger kan ikke være til stede i dag, fordi der er for travlt rundt på afdelingerne.

Og det er et helt generelt billede. Uddannelse lider under travlhed. De er dog også enige om, at Slagelse trods alt er et godt sted at være. Det er bedre end sit ry. Men der er rum for forbedring, som også Tue Flindt Müller konstaterer.

Et kendt ansigt

Den ene af de unge læger har en chokoladebar med. Et lille hjerteklistermærke er sat på.

»Den her er til dig«, siger Sofie S. Jensen, og Tue Flindt Müller griner indforstået.

Sofie S. Jensen er nemlig lige nu i Tue Flindt Müllers gamle praksis, hvor lægerne altid får chokolade med efter sygebesøg hos en patient. Lægerne har en hel skuffe med hjertechokoladebarer, forklarer han.

Tue Flindt Müller er et velkendt ansigt både i Slagelse og i fagforeningsland. Han har været bestyrelsesmedlem i PLO og i Lægeforeningen og er nu aktiv i Foreningen af Pensionerede Læger. I foråret 2023 vandt han Lægeforeningen Sjællands kollegialitetspris og blev af formanden kaldt en stor diplomat.

Han solgte sin lokale praksis i efteråret 2022 efter 31 år, men var slet ikke færdig med lægegerningen.

Da han ville tale med sygehusdirektøren om et projekt om bevægelse i Slagelse, foreslog Niels Reichstein Larsen, at Tue Flindt Müller også blev ansat som uddannelsesansvarlig overlæge. »Ledelsen på sygehuset er meget indstillet på at gøre noget ved uddannelse, så flere finder vej hertil«, lød det.

»Jeg havde ikke slet ikke overvejet det, men jeg vidste fra mine uddannelseslæger i praksis, at der er behov for at forbedre uddannelsen herude«, forklarer han i et interview samme dag som netværksmødet.

Hans titel er uddannelsesansvarlig overlæge i almen medicin for at være en pendant til de andre uddannelsesansvarlige, som tager sig af deres egne HU-læger. Han er bare i en murstensløs afdeling.

Så der er han nu. En gang om ugen siden 1. august.

Tue Flindt Müller har tidligere deltaget aktivt i debatten om rekrutteringsproblemer og sagt, at de praktiserende læger i Slagelse ikke har problemer med at tiltrække læger til almen praksis. Problemet er, at de ikke vil ind på sygehuset.

Han vil bruge sin kritiske tilgang til sygehuset til at ændre på kulturen. Det er ikke noget, man gør på et øjeblik, erkender han.

»Min kontrakt er treårig, for vi ved, at det her tager tid. Der bliver lavet en uddannelsesstrategi, så uddannelse bliver en del af produktionen. Det har det ikke været før. Men det er nødvendigt«.

Kulturændringen skal foregå i en tid, hvor der mangler læger. I 2021 blev der slået 16 stillinger op og besat tre. I 2022 blev der ligeledes slået 16 stillinger op og besat tre.

I 2023 har de besat ti forløb i alt ud af 19, hvoraf to af de ti er deleforløb med Nykøbing F. Sygehus. Det er dermed fremgang.

Tue Flindt Müller fastslår flere gange, at det er i alles interesse, at der bliver uddannet dygtige praktiserende læger.

»Sygehusene er ved at drukne i patienter, og jo dygtigere almenmedicinere, jo færre skal ind i ambulatorierne. Men vi har problemer med at besætte alle lægepraksis. Så opstår der klinikker med skiftende vikarer, som ikke kender patienterne, og som sender alt for mange på sygehuset«.

Fagligt ondt i maven

Lægerne kan opsøge Tue Flindt Müller, hvis der er problemer i deres uddannelsesforløb. De holder et møde, når de afslutter et ophold på en afdeling. Der er også en slutevaluering.

Hvordan vil du matche de andre uddannelsesansvarlige overlæger, som er mere tilgængelige?

»Jeg skal ikke give almenmedicinsk rådgivning. Lægerne har brug for at lære noget på afdelingerne, men hvis de ikke får de kompetencer, de skal have, og hvis lægerne bliver behandlet dårligt, skal de henvende sig til mig, og så tager jeg et møde med vejlederne«.

Er de unge læger i dag mere usikre, eller hvorfor har de brug for den ekstra støtte?

»Der er sket noget med tempoet. Patienterne ryger hurtigere ind og ud af afdelingerne. De yngre læger er generelt i tiltagende dårlig trivsel, også inden for andre specialer. De føler sig stressede og går hjem med ondt i maven. Det har jeg aldrig prøvet. Det gør de i dag, for de kan ikke nå det, der forventes«.

Det er fagligt ondt i maven, uddyber han.

»F.eks. nævner de, at de i Akutmodtagelsen på den sidste del af deres ophold skal gennemgå 16 patienter hver på otte timer. Patienter, som en medicinstuderende eller en KBU-læge har skrevet journal på, og HU-lægerne skal så være med til at lægge en plan«.

Det er meget på otte timer at tage stilling til 16 patienter, og mange læger i uddannelse er detaljeorienterede og samvittighedsfulde og bruger derfor ekstra mental energi, når tiden er knap.

»Tidligere kom man lidt nemmere over dokumentationen, men journalsystemet i dag gør, at man skal igennem mange punkter. I gamle dage skrev vi bare 12 linjer, i dag skriver de over 50 vedrørende en simpel indlæggelse som en akut appendicit«.

Mere supervision

Tue Flindt Müller har allerede planer om at revidere uddannelsesprogrammerne. Der ligger et program for hver afdeling, men de er ikke så konkrete. Der bør stå, hvor mange dage man skal fokusere på f.eks. kirurgi under opholdet i Akutmodtagelsen. Og så skal der fokus på supervision.

Den indsigt har han fået, efter at han startede som overlæge, men han har længe hørt sine uddannelseslæger i praksis brokke sig over det, og at supervisionen er mangelfuld.

Rapporten »Fra KBU til speciallæge i almen medicin: supervision og uddannelse« fra Yngre Læger bekræfter det. Den viser, at uddannelseslæger i almen medicin oplever, at kvaliteten af supervisionen er god i praksis og dårlig på sygehusene.

64% af de yngre læger, der medvirker i undersøgelser, oplever, at de i almen praksis i høj grad får den supervision, de har brug for. På sygehusene er andelen 13%.

»Hvis vi skal gøre det interessant at blive uddannet hernede, skal vi byde på noget. Vi skal sørge for, at uddannelsen kører ordentligt. Det næste er at gøre os interessante, så vi kan tiltrække. Nogle unge læger vil gerne forske, og der er lige lavet en forskningsenhed, hvor der også kommer til at sidde almenmedicinere«.

Tiltrækningen kan også ske ved at have faglige fokuspunkter. Han nævner som eksempel bermudatrekanten, altså samarbejdet mellem kommuner, hospitaler og almen praksis, så den almenmedicinske uddannelse i denne del af regionen inddrager kommunen mere i uddannelsen. Det vil gøre Slagelse mere attraktiv, mener han.

Lavest i hierarkiet

Tilbage ved netværksmødet holder chefkonsulent Thomas Kjær Hansen fra Yngre Læger i dag oplæg om ledelse og beder alle, der drømmer om at eje egen praksis, om at rejse sig. Det gør langt de fleste om bordet. Tue Flindt Müller læner sig smilende tilbage med stjerner i øjnene.

En af dem, der rejser sig, er Ásthildur Árnadóttir. Hun arbejder lige nu på Akutafdelingen og er uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL). Det er også nyt, at de yngre almenmedicinere har sådan en.

»UKYL-rollen har givet os en stemme og har været med til at sætte fokus på uddannelse. Jeg har været i dialog med alle afdelinger om uddannelse, og det er min oplevelse, at der er kommet mere fokus på det«, siger hun i et interview lige inden netværksmødet.

Ásthildur Árnadóttir er næsten færdig på Slagelse Sygehus. Hun startede i foråret 2021 og har fået forlænget sit forløb, fordi hun har en forskningsdag om ugen. Hun er i praksis i Næstved og bor i Køge.

Hvilken forskel kan det gøre, at Tue er startet i sin stilling?

»Kæmpestor forskel som forankring af den almenmedicinske uddannelse på sygehuset. Han bliver et helt naturligt bindeled mellem bloklæger og ledelse og en respekteret stemme i de afdelinger, hvor vi har vores arbejdsgang. Han har en erfaring og kan kaste lys over, hvad vi skal kunne, og skabe dialog for bedre uddannelse«.

De unge læger har før stået lidt alene med at råbe op er hendes oplevelse.

»Vi er yngste mand, lavest i hierarkiet som forvagter og mellemvagter. Og så er vi på rejse igennem. Det har været underprioriteret at investere i os, fordi vi hurtigt er ude ad døren igen«.

Hun var med til at starte netværket op. Det er frivilligt at komme, men afdelingerne skal i princippet give fri til det.

Der er brug for netværket og for en uddannelsesansvarlig overlæge, siger Ásthildur Árnadóttir. Problemet er, at de almenmedicinske HU-læger flagrer lidt.

»På tre år skifter vi job seks gange. Det er der ikke mange andre, der gør. Det er hårdt hele tiden at skulle starte forfra. Det er ikke alene det at skifte job. Det er også fagligheden. Vi går fra gynækologi og obstetrik til intern medicin, over i pædiatri. Vi har en basisviden, men der er mange nye ting«.

Supervisionen er også varieret. Det kniber nogle steder og afhænger meget af afdelingerne. Når det bliver prioriteret, struktureret og skemalagt, f.eks. Børne- og ungeafdelingen samt Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling, fungerer supervisionen godt og giver stort læringsudbytte, siger Ásthildur Árnadóttir.

Hun oplever tit, at mange overlæger rundt på afdelingerne ikke helt ved, hvad de skal stille op med de yngre almenmedicinere. Det er dog ikke kun et problem i Slagelse, men på mange sygehuse, understreger hun.

»Vi er en bred gruppe læger med forskellige erfaringer, og vi passer ikke ind i en enkelt boks. Nogle har flere års erfaring, andre er lige startet. der er stor forskel på de indbyrdes blokforløb – fordi blandt andet ambulatorietid er afhængig af anden bemanding på afdelingen. Det ville være ønskeligt, hvis vores blokforløb var mere ensartede«.

Der er et mismatch mellem, hvad afdelingerne ønsker henvisninger på, og hvad de praktiserende læger sender ind, siger hun. Og den læring skal de have med fra sygehuset, men det kræver tid i ambulatoriet for at kunne håndtere det i almen praksis.

»Selv på Psykiatrisk Afdeling, som især kæmper med underbemanding, fik jeg fem ugers ambulatorie ud af de seks måneder. Det er virkelig godt. Det kan godt lade sig gøre«.

Uddannelse er tit noget af det første, der ryger, når der er pres på, personalemangel og mange patienter. Det har Ásthildur Árnadóttir også oplevet.

»Uddannelse kræver overskud. Sundhedsvæsenet er travlt og presset mange steder. Men det er en af de vigtigste funktioner at blive ved med at uddanne læger og holde fast i fagligheden. Det må ikke underprioriteres. Vi higer efter uddannelse«.

»Man bliver rimeligt robust«

Undervejs i netværksmødet kommer det frem, at bekymringsbreve ikke er ukendte redskaber for lægerne. Nogle af dem har skrevet under på breve om personalemangel og patientsikkerhed.

»Man kunne ønske sig mange ting anderledes«, konstaterer en læge, som også påpeger, at de føler sig udsatte, når de italesætter, hvad der burde være anderledes.

Sofie Friis Bundgaard Jeppesen genkender den oplevelse både fra sig selv og sine kolleger. Hun var UKYL indtil august 2022 og har deltaget i flere dialogmøder med de relevante afdelinger og vicedirektør Henrik Stig Jørgensen.

Hun har haft hele sin sygehusdel på Slagelse og er i gang med sin femte og sidste blok. Hun er i praksis i Ringsted, var også på Slagelse Sygehus under sin KBU og pendler hver dag fra sit hjem i Hørsholm.

Det giver mening fagligt for hende at komme ud i regionen, selv om mange ting også er svære.

»Jeg har valgt at blive ved med at køre. Jeg hører til i Region Sjælland, jeg har kolleger og mentorer i praksis, som holder mig her. Det betyder meget at høre til et sted, at kende navnene på afdelingerne og de praktiserende speciallæger rundt i regionen. Og så er det fagligt interessant. Vi har mange patienter med kroniske lidelser, og jeg får lov til at lære meget om et udsat segment i befolkningen«, siger Sofie Friis Bundgaard Jeppesen, som er mødt ind i dag blot for at være med i netværksmødet.

Hun forklarer, at det har stor betydning, at HU-lægerne i almen medicin har et godt netværk. Det er vigtigt med et fagligt fællesskab.

»I perioder kan man være den eneste almenmediciner på en afdeling. De andre læger har deres HU-uddannelser og deres eget faglige fællesskab«, siger Sofie Friis Bundgaard Jeppesen og tilføjer, at de andre yngre læger er gode til at tage dem ind.

Tue Flindt Müllers funktion giver ballast og holder fokus på, hvad de unge skal lære, mener Sofie Friis Bundgaard Jeppesen.

Du har jo klaret det, selv om du ikke har haft en som Tue?

»Ja, man bliver rimeligt robust. Og det har også været fint. Men det er en god hjælp, at nogen har fokus på vores faglige profil«.

Hun kan godt genkende den faglige knude i maven, som Tue Flindt Müller taler om.

»Vi bliver kastet ud i nogle ting, som ikke er vores faglige profil. Vi vil gerne lære at løbe til røde kald, men det er ikke derfor, jeg skal være praktiserende læge. Man får hurtigt en følelse af ikke helt at slå til. Den ene dag er vi abdominalkirurger, den næste dag ortopædkirurger. Der er meget omstilling. Og overlevelse«.

Vil Tues funktion gøre en forskel, eller vil I altid være lidt flagrende?

»Jeg håber, at det vil gøre en forskel. Vi har selv efterlyst forløb, som er mere målrettet almen medicin. Tues tilstedeværelse gør det sværere for ledelserne at sidde problemerne overhørig«.

Til slut i netværksmødet har Tue Flindt Müller efterhånden et tætskrevet ark foran sig med pointer, som han vil tage med videre.

»Hvis det kniber, eller I oplever noget, må I altid ringe. I får også mit private nummer«, fastslår Tue Flindt Müller, inden hele gruppen af læger slutter mødet af med middag på en lokal mexicansk restaurant.