Content area

|

Robotkirurgi og patologiske fødsler: »Slagelse er et fagligt tag selv-bord«

Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Slagelse Sygehus kæmper ligesom resten af landet med mangel på hænder – både læger, sygeplejersker og jordemødre. Men midt i en svær tid har afdelingen genopfundet sig selv i nye lokaler og arbejder med det gode lægeliv, faglige udfordringer og spirende potentialer for forskning og subspecialisering.
Afdelingslæge Julie Guldberg Stryhn, ledende overlæge Mette Hvilshøj Fabricius og afdelingslæge Suher Othman på en af Slagelse Sygehus’ fem sansefødestuer i det nye Akuthus 2. Foto: Claus Bech
Forfatter(e)
Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

»Du skal stå i midten, du er bossen«.

Suher Othman peger, og Julie Guldberg Stryhn griner, imens ledende overlæge Mette Hvilshøj Fabricius stiller sig midt mellem briks, dobbeltseng og fødekar på sansefødestuen og forsøger at se afslappet ud.

»Jamen, jeg føler mig jo ikke så boss-agtig«, siger hun tilbage.

De tre læger kigger ind i fotografens ­kameralinse og holder fokus et øjeblik, inden de igen skraldgriner og hviler håndfladerne mod deres pander.

De er tydeligt uden for deres comfort zone i kameralinsens søgelys, den dag Ugeskrift for Læger lægger vejen forbi Gynækologisk-­Obstetrisk Afdeling på Slagelse Sygehus.

Der er store armbevægelser og en afslappet atmosfære. Stemningen ændrer sig og bliver anderledes seriøs, når de tre læger sidder ved et mødebord på Mette Hvilshøj Fabricius’ kontor og skal fortælle om ­deres arbejde.

For afdelingen og specialet er ramt af jorde­moder- og speciallægemangel og er samtidig et politisk varmt tema med løfter om flere penge, flere sansefødestuer og flere rettigheder til fødende.

Jordemoder- og speciallægemanglen mærker de også i Slagelse, og det er bekymrende, for de gravide er mere syge end i hoved­staden, forløbene mere komplekse, og der er brug for flere ressourcer, hvis kvaliteten skal opretholdes, og hvis der også skal være tid til forskning og et godt lægeliv, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

Samtidig er det netop det komplekse og at udføre operationer med blandt andet robotkirurgi, der gør arbejdet som speciallæge i Slagelse så spændende.

»Vi er gatekeeperne herude på Sydvestsjælland. Vi skal fange alt det specielle og farlige. Nogle gange skal det sendes videre, andre gange skal vi beholde. Det er os, der først ser de spændende patienter. Og vi gør det godt«, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

Generationsskifte

Ledende overlæge Mette Hvilshøj Fabricius bor i Ringsted med sin ­familie og har taget sin uddannelsesstilling i kombination mellem Næstved Sygehus og Rigshospitalet.

Hun kommer fra en specialisering i føtalmedicin og gik i december 2020 ind i ledelse.

  • »Når jeg kører hjem og har haft en god dag, er det, fordi jeg ikke ,bare’ har været på fødegangen. Vi passer både fødemodtagelsen, svangrepatienter, barselsgangen og føde­gangen på samme tid.«

Julie Guldberg Stryhn, afdelingslæge og klinisk lektor.

»Jeg er ny leder, men har altid været ­meget organisatorisk aktiv. Jeg har svært ved at sidde på mine hænder, har altid meldt mig til udvalg. Det er sjovt at få processer og forandringer til at ske«, siger hun.

Afdelingslæge, klinisk lektor og obstetriker Julie Guldberg Stryhn bor i nærheden af Slagelse med sin mand, sine tre børn og ­islandske heste og har tidligere arbejdet på Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital – hun har altså pendlet den modsatte vej.

Suher Othman er også afdelingslæge, ­klinisk lektor og har valgt gynækologien, og hun pendler en time hver vej til Slagelse fra sit hjem i Smørum, hvor hun bor med sin mand og to børn. Hun har før arbejdet på Herlev Hospital.

De tre læger er altså uddannet fra de store fødesteder i hovedstaden, og det er med ­konstante sammenligninger til lægelivet her, at de udtaler sig om deres arbejde i Slagelse med niveauer af kompleksitet og muligheder.

Afdelingen flyttede for tre år siden og var veletableret i Næstved, den skulle flytte på grund af Region Sjællands sygehusplan.

»Det gjorde også, at der kom et kæmpe generationsskifte, da vi flyttede. Vi arbejder fokuseret med godt arbejdsmiljø, karriereudvikling og individuelle karriereplaner. ­Ledelse er vigtigt og kræver nærhed, tryghed og god kommunikation. Jeg går op i at have en flad struktur med åben dør«, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

Udfordrende år

Afdelingen har i de år, den har eksisteret, ­været igennem flere store udfordringer. Den 27. september sendte jordemødre Region Sjælland et fælles opråb i medierne om, at de er presset i bund. Corona­pandemien og sygeplejestrejke ­medførte mange aflyste operationer i gynækologien, og det har blandt andet betydet, at uddannelseslæger ikke har fået mulighed for at lave de samme antal operationer som planlagt.

»Det var svært, at strejken kom oveni. Det gav samtidig en smule luft, fordi vi ikke skulle foretage vores planlagte gynækologiske operationer. Men det belastede vores ­uddannelsesforpligtigelse«, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

Nu er lægerne vendt tilbage til en mere normal hverdag, men de mangler stadig ­speciallæger.

»Vi er nødt til at løfte i flok, hvis vi skal have et godt arbejdsliv, hvor der også er plads til udvikling. Vi vil gerne have kontordage, og vi vil gerne bidrage med lægefagligheden i det tværfaglige samarbejde. Vi nyder godt af vores gode vikarkorps fra blandt ­andet Region Hovedstaden, som vi selv har kontakt til. De tager mange af vores weekendvagter, hvilket frigør vores læger til dagtid. Vi vil have et lægeliv, der hænger sammen, også selvom man skal pendle eller fodre heste«, siger Mette Hvilshøj Fabricius og kigger på Julie Guldberg Stryhn, som kvitterer med et »ja tak«.

»Og det er vi også optaget af i ledelsen. Man skal også have et sammenhængende ­lederliv, og det skal gerne smitte af på medarbejderne«.

Afdelingen har ti speciallæger og 14 reserve­læger/uddannelseslæger. Ved årsskiftet kommer de til at mangle 3-5 speciallæger.

Spændende kompleksitet

I takt med flere administrative udfordringer ser afdelingen også en tendens til, at de ­gravide er mere syge. Der er sket noget med de gravide populationer. Bare de år, hvor de tre læger har været i branchen.

»Fødslerne er mere patologiske, og der er flere patologiske fødsler«, forklarer Mette Hvilshøj Fabricius.

»De bliver ældre og større – derfor ser vi f.eks. mere svangerskabsforgiftning«, siger Julie Guldberg Stryhn, og Suher Othman ­peger på, at det psykiske også fylder.

»Vores gynækologiske patienter har også andre sygdomme. Sammenlignet med ­Region Hovedstaden ser vi et højt BMI, både i gynækologien og obstetrikken. Det giver også en risikofaktor. Det er sværere at under­søge dem, sværere at komme til og operere«, siger Suher Othman.

Netop de komplekse patienter gør også, at arbejdet bliver mere spændende, fordi ­lægerne bliver udfordret, siger hun.

Det sker blandt andet i vagterne, hvor de står mere alene. I dagtiden sparrer de med andre, men under vagterne er de alene og ringer ofte til hinanden.

»På Herlev og Hvidovre er der altid en ­gynækologisk og en obstetrisk bagvagt til stede. De kan hjælpe hinanden om natten. Når vi går i vagt her, er vi kun os, sammen med en forvagt. Vi kan dog ringe til de speciallæger, der er hjemme, for et godt råd«, ­siger Julie Guldberg Stryhn.

Det gør man også de store steder, påpeger begge læger.

»Og vi har også en af vores seniore overlæger, som vi gerne må ringe til, hvis vi står i en katastrofe på operationsgangen. Det handler både om patient- og personale­sikkerhed. Man skal føle sig tryg i at gå i en så bred vagt på et sted, hvor man ikke nødvendigvis har den samme backup, som man har andre steder«, understreger Mette Hvilshøj Fabricius.

Mindre låst i specialet

Gynækologi og obstetrik er et søgt speciale. I 2020 var der 76 ansøgere til 31 hoveduddannelsesstillinger, og i Videreuddannelsesregion Øst var der 37 ansøgere til 16 stillinger, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

Samtidig er der speciallægemangel vest for hovedstaden, men ikke de samme ud­fordringer med at tiltrække jordemødre.

Operationsstuen ligger på samme gang som de fem sansefødestuer. Lettilgængeligt, når det skal gå stærkt. (Foto: Claus Bech)Operationsstuen ligger på samme gang som de fem sansefødestuer. Lettilgængeligt, når det skal gå stærkt. (Foto: Claus Bech)

Svaret på det er, at afdelingen har arbejdet meget med det gode jordemoderliv, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

»Vores chefjordemoder har arbejdet med arbejdsmiljø, og mange af jordemødrene bor i København. Jordemødrene taler om ­Slagelse-ånden, selvom vi kun har været her i tre år. Vi prøver at overføre erfaringerne med det gode jordemoderliv til lægerne. Men vi er også opmærksomme på, at det er nogle andre ting, der gør sig gældende for lægerne. Geografi betyder noget for ­læger­ne, så vi skal gøre noget andet, f.eks. give mulighed for hjemmearbejdsdage og flek­sible arbejdstider«.

At der er speciallægemangel kan også skyldes, at mange vælger hoveduddannelsen og derefter går efter fertilitetsområdet eller nedsætter sig i privatpraksis, siger Suher Othman.

»Og så kan man tænke over, hvad det skyldes. Jeg tror, at det skyldes det hårde miljø på fødegangene. Belastningen«, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

»Ja, og især på de store hospitaler, for der løber man stærkt«, påpeger Suher Othman, imens de andre siger ordene »løber stærkt« samtidig.

»Det kan vi også gøre her«, siger Julie Styhn og løfter øjenbrynene. »Der er ikke kommet ekstra ressourcer, og der er et større optageområde. Det hænger ikke ­sammen«.

En forskel på at arbejde i Slagelse og et af de store steder i Region Hovedstaden er, at lægerne får lov til både at vedligeholde ­gynækologien og obstetrikken.

Begge afdelingslæger har en opfattelse af, at specialet er mere låst de store steder.

»I Slagelse får jeg lov til også at holde fast i gynækologien. I går gik jeg stuegang på ­vores gynækologiske sengeafsnit, blandt ­andet på cancerpatienter. Der er mange ting, man skal jonglere med, og det er fedt at få lov til. Der er også utrolig stor kontinuitet ved, at vi ikke er flere«, siger Julie Guldberg Stryhn.

Det mener Suher Othman også.

»Jeg kan få en besked fra sekretæren om at tage en efterfødselssamtale, og så gør jeg det, selvom jeg er gynækolog. Fordi vi er så lille et sted med så meget diversitet, kan jeg få lov til at bibeholde mine obstetriske kompetencer«.

Og det er en kæmpe fordel for patienterne, at den, som var med til fødslen, også tager en efterfødselssamtale, hvis fødslen har været kompliceret, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

»Og det gør også, at vi ikke har ret mange patientklager. Vi følger vores patienter, fra de kommer, til de bliver udskrevet«, siger den ledende overlæge, og de to andre stemmer i, så ordene nærmest falder i kor.

Mette Hvilshøj Fabricius understreger, at det ikke handler om at skabe et dem/os-­forhold til Region Hovedstaden.

»Vi er glade for samarbejdet om både ­patienter og uddannelse og lægger os op ad den fælles høje faglighed, vi har«.

Robotkirurgi og gigantisk cyste

I obstetrikken ser lægerne nogle specielle ting, siger Julie Guldberg Stryhn.

»Vi fandt f.eks. en livmoderhals, der var omdannet til store blodkar og en med en stor, fødselshindrende tumor i skeden i ­graviditeten. Det er ikke hverdagskost«, ­siger Julie Guldberg Stryhn.

Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Slagelse Sygehus tilbyder robotkirurgi til deres patienter. Robotten består af tre komponenter: kirurgens konsol, robotarmene og robottens hjerne. (Foto: Laura de Vos)Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Slagelse Sygehus tilbyder robotkirurgi til deres patienter. Robotten består af tre komponenter: kirurgens konsol, robotarmene og robottens hjerne. (Foto: Laura de Vos)

»Og så har vi kæmpe cyster«, supplerer Suher Othman. »Jeg opererede f.eks. en kæmpe cyste på 40 × 50 cm. Hvis jeg havde været på et stort hospital, ville jeg ikke få lige så meget knivtid. Der ville to overlæger gøre det. Her var vi to afdelingslæger og en overlæge, der superviserede. Det var spændende og udfordrende, hun var kæmpestor«, siger Suher Othman og holder hænderne foran maven, som om hun skal vise en gravid mave.

Hun fortsætter:

»Det er sådan noget, man ikke ser i Region Hovedstaden. Det er også et andet klientel. Det er udkantsdanmark, det er ikke akademikerne, som kommer ind og har styr på og kontrol med alt i deres liv«.

Suher, du taler om at operere kæmpestore cyster. Tror du ikke, at der er nogle unge potentielle gynækologer, der kunne blive en smule skræmt af det ansvar?

»Operationen var subakut og i dagtid. Det er ikke en operation, jeg skal tage midt om natten, og hvis jeg skal, ringer jeg selvfølgelig altid til nogle, der har lidt flere stjerner på skuldrene, end jeg selv har. Jeg fik tilladelse til at stå under supervision af en overlæge. Skal du være gynækolog, skal du også lære at operere. Du skal rykke dig, for ellers er der ikke noget ved at være i specialet. På den måde er det ikke skræmmende på nogen måde, tværtimod. Det er givende«, siger hun.

Noget af det, der desuden kan fastholde læger, er subspecialisering, mener Suher Othman.

»Jeg skal til at starte op i benign gynækologi. Og det er også noget nyt, at man kan få lov til subspecialiseringer. Det tager cirka to år, og mit ­fokus er robotkirurgien. Jeg ville ikke have samme mulighed for at indgå i et robotteam i Region Hovedstaden. Der er lang kø til ­robotten, og det er den fineste model. At jeg kan få lov til det er en af årsagerne til, at jeg bliver ved med at arbejde her, selvom jeg har mand og børn nord for København«.

Se Suher Othman udføre en robotassisteret laparoskopisk hysterektomi på en patient i videoen her:

Fordomme

Der hersker desuden en fordom om, at der ikke er så meget at lave i obstetrikken i ­Slagelse, indskyder Julie Guldberg Stryhn.

»At man kommer til at kede sig, fordi der ikke er så mange fødsler. Men det gør man ikke. Når jeg kører hjem og har haft en god dag, er det, fordi jeg ikke ,bare’ har været på fødegangen. Vi passer både fødemodtagelsen, svangrepatienter, barselsgangen og føde­gangen på samme tid. Der er lidt af hvert, og jeg går fra det ene til det andet og har mange bolde i luften. Jeg får også lidt mere indflydelse på obstetrikken, når vi ikke er så mange«.

Julie, du siger, at nogle vil have en fordom om, at arbejdet her er kedeligt. Men I nævner også, at I sender de særlige patienter videre. Er der noget om snakken?

»De fleste tilfælde, vi sender videre herfra til Rigshospitalet, ville man også sende ­videre på andre hospitaler. Men jeg har set mange interessante ting her, som jeg ikke har set på Hvidovre, måske fordi folk går ­senere til lægen her. Selvfølgelig laver vi ikke lige så mange kejsersnit pr. døgn, fordi vores fødegang ikke er lige så stor. Men så laver vi andre ting, fordi vi i vagten også passer ­gynækologien«.

Lægerne oplever også, at nogle dage nærmest udvikler sig til temadage, siger Julie Guldberg Stryhn.

»Der var en dag, hvor vi havde navle­snors­fremfald to gange med få timers interval, hvor vi skulle lave hyperakut kejsersnit, og det burde der ellers være noget længere imellem på et mindre fødested som her. En anden dag havde vi flere præterme fødsler på få timer. Vi kan også varetage sæde­fødsler, og vi har masser af tvillingefødsler. Jeg har haft flere tvillingefødsler her end i Region Hovedstaden«, siger hun.

Afdelingen har 60-80 tvillingefødsler om året. De har ikke mange sædefødsler, men deres faglige udvikling gør, at mange læger og jordemødre føler sig klædt på til udfordringen, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

Det lyder som det perfekte lægeliv, at I ­kommer hele vejen rundt i specialet og får lov til at udvikle jer. Hvorfor er det så så svært at tiltrække læger, hvis det er så godt, som I ­beskriver det?

»Det har først og fremmest noget at gøre med, at andre læger ikke har set lyset«, ­svarer Julie Guldberg Stryhn.

»Og så tror jeg også, at det handler om ­afstande. Om man kan nå hjem og hente sine børn. Mange læger bor nord for København, og i kombination med, at de ikke ved, hvad de kan få fra udkanten, holder de sig væk. Men folk bliver mere opmærksomme på fordelene ved et sted som her. Der er kommet et generationsskifte og en chef, der er meget lige­stillet med os og går op i trivsel og et godt arbejdsmiljø og god uddannelse«.

»Nu er vi i gang med at lægge asfalten, imens vi kører på den«, supplerer Mette Hvilshøj Fabricius. »Vi skal finde vores vej i, hvordan vi skaber et godt sted at være ude på landet, så folk vil køre hertil«.

Politisk fokus

Med de netop indgåede budgetaftaler fra ­regionerne får fødeområdet flere steder tilført midler.

I Region Midtjylland får føde- og svangreområdet fire millioner kroner næste år, i 2023 afsættes 50 millioner kroner til flere fødestuer, i Region Hovedstaden får området 56 millioner kroner fra 2023, og i Region Syddanmark afsættes 100 millioner kroner til føde- og svangreområdet, imens 38 fødestuer ombygges til sansefødestuer.

Region Sjælland har dog ikke valgt at tilføre midler til fødeområdet.

Men flere penge betyder ikke nødvendigvis flere hoveder, siger Mette Hvilshøj Fabricius, og flere midler er ikke nødvendigvis den eneste vej frem.

»Vi tror på, at godt arbejdsmiljø og gode karrieremuligheder med udvikling af kompetencer, f.eks. subspecialisering, gør, at vi i fællesskab kan løfte opgaven mere differentieret for de midler, vi har til rådighed«, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

Suher Othman påpeger, at der skal flere uddannelsesstillinger til.

Mette Hvilshøj Fabricius nikker.

»Det er et nationalt problem, og der er slet ikke fokus på lægerne i det her«.

Pengene fra de ledige stillinger bruger ­afdelingen på at købe vikarer og yngre læger ind til at afhjælpe personalemanglen.

»Vi har været nødt til at erstatte en speciallæge med en yngre læge i en uklassificeret stilling i en periode. Det er klart, at det er mere usikkert og utrygt, at vi ikke kan få dækket det. Vi arbejder underbemandet, og der er ting, vi ikke når og ikke kan. Vi bi­drager ikke lige så meget til national forskning og arbejdsgrupper, fordi det har vi ikke ressourcer til. Og det ville kunne løfte os i Region Sjælland, hvis vi kunne bidrage med et forskningssamarbejde. Det bliver lidt ­Tordenskjolds soldater«, siger den ledende overlæge.

Hvis I fik penge til flere speciallæger, ville I vel så heller ikke kunne få fat i nogen?

Afdelingslæge Suher Othman, afdelingslæge Julie Guldberg Stryhn, ledende overlæge Mette Hvilshøj Fabricius. Foto: Claus BechAfdelingslæge Suher Othman, afdelingslæge Julie Guldberg Stryhn, ledende overlæge Mette Hvilshøj Fabricius. Foto: Claus Bech

»Hver eneste gang vi slår en gynækologisk stilling op, har vi ansøgere. Især også fordi folk gerne vil herned for at operere. Men vi vil også gerne have en balance i at have ­obstetrikere også. Generationsskiftet er kommet lidt senere i obstetrikken. Og det er det, vi står midt i lige nu«, siger Mette Hvilshøj Fabricius.

Tilbage på fødestuen er fotografen ved at være færdig med at tage billeder. De tre ­læger fortæller om deres fem sansefødestuer og operationsstuen, som ligger på samme gang. Lettilgængeligt, når det skal gå stærkt.

Der er masser af forskning, der viser, at sansefødestuer beroliger den fødende kvinde og har en god effekt på fødslens fremgang, forklarer lægerne, imens Julie Guldberg Stryhn klikker på en iPad, som ­forældrene selv kan bruge og styre lys, storskærm og lyd med under fødslen.

Lige nu resulterer det blide lys og den stemningsfulde musik dog ikke i ro blandt de tre snakkende og grinende læger eller den jordemoder, der stikker hovedet ind og snakker med. Det er uden tvivl en afdeling med højt til loftet og en afslappet, uformel stemning.

Læs mere:  Mangel på jordemødre presser lægerne, men »babyerne kommer, og vi løser det«

Blad nummer: 

Right side

af Simon Graff | 27/09
4 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 22/09
1 Kommentar
af Jeppe Plesner | 21/09
8 kommentarer
af Hanne Madsen | 21/09
5 kommentarer
af Sigrid Bjerge Gribsholt | 19/09
2 kommentarer
af Thomas Edgar Lauritzen | 17/09
1 Kommentar
af Claus Bisgaard | 16/09
4 kommentarer
af Robert F. Chouinard | 09/09
1 Kommentar