Lægefaget har i mere end to årtier været beskrevet gennem syv lægeroller, der beskriver bredden i lægernes virke.
Modellen var inspireret af det canadiske CanMEDS-framework og byggede på en bred forståelse af, at en speciallæge ikke alene skal mestre den medicinske faglighed, men også skal kunne kommunikere, lede, arbejde vidensbaseret etc.
Siden er de forskellige roller blevet et indarbejdet begreb, f.eks. i målbeskrivelser og i inspektorordningen.
I 2013 blev beskrivelserne justeret med det formål at integrere dem tydeligere i den kliniske hverdag.
Og nu har Sundhedsstyrelsen revideret dem igen.
Det sker på baggrund af styrelsens rapport »Fremtidens speciallæge« fra 2024 og dens anbefalinger til en mere bred og alsidigt funderet speciallæge, der matcher intentionerne i sundhedsreformen.
Ud over de nye lægeroller arbejdes der parallelt med at forny specialebeskrivelserne, ligesom der arbejdes på et nyt fælles format for opbygning af målbeskrivelser samt et moderniseret kompetencevurderingsprogram til brug i alle specialer.
Alle elementer skal være på plads inden de kommende års revision af specialeplanen og er også forudsætningen for, at arbejdet med de nye målbeskrivelser kan gå i gang i 2027.
De opdaterede lægeroller er blevet til i en proces, der har involveret faglige eksperter, der på rundtur i landet har deltaget i bl.a. gå hjem-møder, seminarer og års- og kredsmøder. Her er forskellige idéer testet af, ligesom læger på alle uddannelsesniveauer og fra alle specialer er kommet med input til at revidere rollerne.