Børnene kommer også med på stuegang, hvor de møder en gammel hare, der ikke har langt igen, en for tidligt født hval og en kanin med kræft. Den får kemoterapi, og læge og barn ser på en skanning af benet, der viser, at kræftknuden er blevet mindre.
»Børn hører ordet kræft mange steder. Afsnittet om kræft er jeg stolt af, det er vellykket. Vi taler om, at bamsen nok skal blive rask, men at det er også en alvorlig og farlig sygdom. Jeg fik en mail efterfølgende fra en mor til et barn, hvis far havde fået et sarkom i benet. Præcis det, som bamsen fejlede. Hun skrev, at de havde set afsnittet mange gange, og de havde vist det i klassen. Jeg tudede, da jeg læste mailen, for det var så vildt, at hun havde overskud til at skrive til mig«, siger hun og fortsætter:
»Jeg kan godt sidde og have idéer og tanker om, hvad folk har brug for, men det er slet ikke sikkert, at det er rigtigt. Det var en familie i dyb krise, og jeg føler mig privilegeret ved at være i en situation, hvor jeg kan nå ud til så mange mennesker og måske gøre en forskel«.
Ærlighed
Ud over at børnene bliver klædt på, lærer de om kroppen.
»Jeg fortæller om, hvordan nyrerne virker, og vi har også en professor på bamsehospitalet, som fortæller på en farverig måde om, hvordan kroppen og kemo fungerer. Børnene skal føle glæde ved at have sådan en krop, der kan alle mulige ting. Så kan det være, at de får lyst til at passe godt på den«.
Ifølge Sandra Meinich Juhl handler god sundhedsformidling til børn først og fremmest om ærlighed.
»Man skal ikke lade, som om noget er på en anden måde. Man skal tage dem alvorligt, for børn hører meget, og de forstår mere, end de voksne tror. Hvis man vil tage et emne op, skal man tage børnene alvorligt og fortælle sandheden om det«.
Samtidig skal det være sjovt. De skal selv have lyst til at se det, og det er det svære rent produktionsmæssigt. Det skal ikke være pligt, siger hun.
»Det har været sjovt at samarbejde med tv-folk, for de er dygtige til at lave sjovt fjernsyn for børn, og det har affødt nogle sjove diskussioner. Jeg har f.eks. sagt, at man sjældent ville skanne et barn med en simpel hjernerystelse, men tv-folkene huskede mig på, at det var en bamse, jeg stod med. Jeg sneg mig udenom i programmet ved at sige, at vi nogle gange gør tingene lidt anderledes med bamser end med børn. Jeg kan ikke holde det ud, hvis jeg skal gøre noget, der er meget fagligt anderledes. Børnene skal ikke tro, at de får den fulde pakke med skanninger og drop, når de kommer på hospitalet, fordi bamserne får det. I sundhedsvæsenet prøver vi jo faktisk at gøre så lidt som muligt ved børnene. Men det ville være et kedeligt afsnit«, griner hun.
Kan du forstå, hvis nogen tænker, at det er lidt fjollet, at du bruger din tid og lægefaglighed på det her?
»Ja, det forstår jeg godt. I pædiatrien oplevede jeg, at mine kolleger syntes, at jeg var lidt sej. Men i anæstesien synes folk, at det er lidt underligt«, griner Sandra Meinich Juhl og fortsætter:
»De lagde hovedet lidt på skrå og syntes, at det var lidt sødt. Men det var ikke sejt. Anæstesilæger kører i ambulance, mange har været i militæret, i forsvaret og er nogle seje læger. De syntes ikke, at det var en dårlig ting, men de undrede sig over, at jeg havde lyst til at danse og synge på tv«.
Hun er ligeglad med, hvis nogen synes, at det er fjollet, siger hun.
»Jeg synes, at det er sjovt, og det er vigtigt. Det er ikke kun underholdning. Det betyder noget for børnene, når de kommer ind på hospitalet. Men hvis nogle synes, det er spild af tid, må de gerne det. Det er der meget, der er, når man ser det udefra – også meget forskning. Men når man er i det, giver det mening«.
Det er vigtigt for hende, at det er nogle saglige programmer.
»Vi blæser ikke sæbebobler ind i blodårerne på bamserne. Det er medicin, der fungerer, som det ville gøre i virkeligheden, og vi gør tingene i den rigtige rækkefølge. I Bamselægen kan vi også tale om, at noget kan være ubehageligt, men så taler vi om, hvad vi kan gøre«.
Hvorfor er bamselægen en lægefaglig opgave?
»Dem, der er i tv-branchen, kan ikke gøre det. De kan ikke lave det uden at have en læge. De kunne have en konsulent, men det er meget svært at fake sig til at være læge, især når man ikke arbejder ud fra et stringent skrevet manuskript, men over for et barn, der kan finde på at stille alle mulige og umulige spørgsmål undervejs i optagelsen. Det ville ikke blive godt«.
Sundhedsfremmer
Hun fortæller, at bamselægen er en del af at være sundhedsfremmer – en af de syv lægeroller, hun tager på sig og tager alvorligt.
»Vi har et ansvar for at formidle til samfundet, hvordan man lever et sundt liv, og formidle til raske mennesker: Hvad det vil sige at være syg? I virkeligheden ville jeg ønske, at vi var endnu bedre til det, f.eks. over for politikerne, fordi de nogle gange tager beslutninger, hvor jeg som læge tænker, at de slet ikke ved, hvad det vil sige at være rigtig kronisk syg. Og der har vi et medansvar i forhold til at formidle«.
Er du bekymret for, at programmet bliver en forsimpling af læge-patient-forholdet?
»Det er en forsimpling. Bamselægen fikser det hele i Ramasjang. Hun kan både køre ambulance, bedøve og operere. I virkeligheden møder børnene mange forskellige læger. Det er præmissen for programmet, for det bliver forstyrrende for børnene, hvis der er for mange informationer. Børn behøver ikke blive konfronteret med sundhedsvæsenets økonomiske problemer med ventetider og lægemangel. Men jeg siger nogle gange, at der er mange andre, der venter, og man kan også se bamser på gangene, der venter. Det skal ikke være rosenrødt, men vi må tage en ting ad gangen«.
Læger Formidler breder sig digitalt
At fortællingen ikke skal blive for rosenrød, ligger også Læger Formidler på sinde.
»Vi vil ikke lægge skjul på, at visse procedurer kan gøre ondt. Vi lægger vægt på, at det er ufarligt at gå til lægen, og at f.eks. et stik er hurtigt overstået«, siger Ida Biering-Sørensen, læge og medstifter af Læger Formidler.
Læger Formidler kommunikerer ikke til børn via bamser i fjernsynet, men ved hjælp af to fiktive figurer, YouTube-stjernerne Popsi og Krelle, som de fleste små børn og deres forældre kender.
