Nye tider for speciallæger

Universitetssygehusene i København, Aarhus og Odense fastfryser antallet af speciallæger. En speciallæge skal have fem års anciennitet, før en overlægestilling er mulig. Alle sygehuse skal ved nyansættelser overveje, om der er behov for en speciallæge, eller om en anden faggruppe kan bestride stillingen, eller der kan opgaveflyttes.

Sådan lyder i korthed de tre regler, som sygehusenes politiske chefer – regionerne – meldte ud kort før jul.

Regionerne har gjort det for at vise initiativ. Der har været for meget snak og for lidt handling. Det fremgår af et interview med Bent Hansen, der er formand for Danske Regioner, i dette nummer (se side xx). Regionerne oplevede et pres fra regeringen for mere geografisk lighed i fordelingen af speciallæger og kvaliteten i det hele taget og har reageret på dette.

Det var baggrunden for udmeldingen, der har overrumplet både Yngre Læger og Overlægeforeningen. Men, siger Bent Hansen også, fastfrysningen på universitetshospitalerne er ikke endelig – den gælder bare to år. Regionerne er helt åbne for andre forslag til at løse problemet, fremgår det. »Er der mere intelligente forslag, ser vi på det«, siger han.

At der er tale om et politisk initiativ, der ikke først har været igennem embedsmandslagene i sygehussystemerne, er også tydeligt. »Det er en musketer-ed«, siger forhandlingsdirektør i Danske Regioner, Signe Friberg Nielsen. »Der er fuld opbakning i regionerne«, lyder det fra Bent Hansen, som også fremhæver, at det nu er politikernes opgave at få deres embedsmænd på plads.

Overfor Ugeskrift for Læger gør begge det helt klart, at der er tale om »signaler« og et forsøg, som man ikke ved, om virker. Det er et skub for at ændre en udvikling.

”Det hele handler om en solidarisk tankegang. Musketer-eden opfordrer til, at man moralsk i regionerne og på sygehusene efterlever den intention, der er i det for at få den ønskede effekt«, forklarer Signe Friberg Nielsen.

Det er således op til den enkelte region at sørge for, at universitetshospitalet ikke slår nye speciallægestillinger op, oplyser Signe Friberg, som forventer, at der f.eks. kan gå speciallæger fra Region Hovedstaden til Region Sjælland og fra Region Midtjylland til Region Nordjylland.

»Så om to år skulle lægedækningen gerne være bedre på de hospitaler, som har rekrutteringsproblemer«, siger hun.

JEG SIDDER I SAKSEN

Eline Gantzhorn er helt nyuddannet lungemediciner. Hun er afdelingslæge og varetager ene kvinde behandlingen af søvnapnø på Svendborg Sygehus med en overlæges ansvar og opgaver. Forventningen om en snarlig overlægestilling bærer igennem. Men med de nye regler kan der gå næsten fem år. Medmindre …

Den 1. september 2016 blev Eline Gantzhorn speciallæge i lungemedicin. Samme dato begyndte hun i en stilling som afdelingslæge i det for hende mest eftertragtede område: søvnapnø på Svendborg Sygehus.

Nærmest samtidig gik den specialeansvarlige overlæge, der hidtil havde bemandet posten, på pension.

»Stillingen blev lavet specifikt til mig for at lokke mig til, fordi der er ikke ret mange, som interesserer sig for søvnapnø«, fortæller Eline Gantzhorn.

I Svendborg har hun travlt og har ansvar og opgaver, også udover en gængs afdelingslæges. Eline Gantzhorn har taget det på sig i forventning om snart at blive overlæge. Men regionernes nye krav om, at speciallæger skal have fem års anciennitet, før man kan blive overlæge, truer med at forpurre den plan.

Eline Gantzhorns arbejdsliv ser sådan ud:

»Da der ikke var en specialeansvarlige læge på området i Svendborg, da jeg startede, blev alt, der har med søvnapnø at gøre, mit ansvar. Dvs. patientklager, indikatorprojekter og diverse protokoller videresendes til min mail. Jeg kører også fuld produktion. Som afdelingslæge har jeg ikke krav på en egentlig administrationsdag. Derfor må jeg arbejde over - en til to timer hver dag«.

»Mit incitament for at tage den stilling var at få rettet op på søvnapnøambulatoriet, som havde 20 ugers ventetid på ambulatoriet og var underbemandet. Jeg så det som en udfordring, og jeg arbejder for at få det til at køre bedre ved bl.a. at implementere differentieret udredning og behandling, lægge ambulatorieprogrammerne om, lave aftenambulatorium osv.«

Eline Gantzhorn har p.t. ingen vagter, og kompensationen for det daglige overarbejde batter ikke som en nattevagt. Så hun arbejder mere, men tjener mindre end hun gjorde, da hun var 1. reservelæge.

Det hele var et led i en plan om at kunne rykke et trappetrin op:

»Jeg er ikke blevet lovet som i nu og her en overlægestilling. Men det var med det mål for øje, at jeg i 2017 havde påtænkt at tage en drøftelse med min ledelse, hvor jeg kunne sige, nu kan I se, hvad jeg har udført i denne periode, så nu kan jeg godt tænke mig at få lov til at rykke op til en overlægestilling, som vil svare til det ansvar, jeg har, og det arbejde, jeg udfører«.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at blive overlæge?

»Ens titel afspejler det ansvar, man har. Der er et hierarki inden for den medicinske verden og der er mere respekt omkring en overlæge. Så selvom jeg deltager i speciallægemøder, så er det stadigvæk på lidt andre vilkår, fordi jeg stadig er del af Yngre Læger. Så jeg er noget lidt lavere, selv om jeg er speciallæge«.

»Der er også økonomien. Det er ikke lønnen i sig selv, men den spiller ind i, at man yder en ekstra indsats og overarbejder hver dag. Jeg har jo ingen til at hjælpe mig, så afspadsering er ikke en mulighed. Hvis jeg gør det, går det ud over produktionen og i sidste ende patienterne. Så på et lille sygehus som vores rammer den nye regel hårdt«.

»Overlægetitlen betyder også en anerkendelse fra ledelsens side: Du knokler og tager ansvar, og derfor skal du være overlæge«.

Hvad nu?

»Personligt kan jeg ikke gøre så meget – så mit alternativ er at sætte hårdt mod hårdt: holde fast i at jeg er afdelingslæge og lade klager og administration være og gå kl. 15.24 og sige: så må kolleger tage sig af det. Men det kan de ikke, da de hverken har tiden, interessen eller kompetencerne. Så jeg sidder lidt i saksen, det er min faglige stolthed, der ryger, hvis jeg bare lader skibet sejle sin egen sø«.

Vil du forsøge at få dispensation – det er der jo en mulighed for?

»Jeg ved ikke, om forudsætningerne til det er på plads, men jeg håber på, at min ledelse vil arbejde på at finde ud af det«, siger Eline Gantzhorn.

»I øjeblikket har jeg ikke noget imod at være afdelingslæge. Men jeg vil ikke kunne opretholde motivationen for samme hårde arbejdsindsats de næste fem år uden at have mulighed for at avancere noget før«.

Læs også: Der var brug for handling - nu. Interview med Danske Regioners formand, Bent Hansen.

KAMP OM SPECIALLÆGER

Dispensationer kan ende med at udhule nyt speciallægeinitiativ og ventes at udfordre regionernes musketer-ed.

Danske Regioner har meldt nye principper ud, der skal sikre en bedre fordeling af speciallæger de kommende år. Men den konkrete udformning af de tre nye regler er det op til den enkelte region at beskrive. Herunder også, hvad der skal til for at et hospital kan få at få dispensation for reglerne. Det er de i fuld gang med nu. Så endnu er diskussionerne på gisnings-planet.

Men noget, der helt sikkert ventes på med stor spænding ude på sygehusene, er reglerne for dispensation, som hver region skal beskrive. Hvornår kan en speciallæge, der ikke har fem års anciennitet alligevel blive overlæge? Og hvornår kan en speciallæge over de næste to år alligevel blive ansat på et universitetshospital i København, Odense eller Aarhus?

Som direktør for et af de perifere sygehuse – Holbæk Sygehus – hvis speciallægebemanding de nye regler skal sikre, er Knut Borch-Johnsen, som han siger, »glad for retningen«.

Om fastfrysningen siger han:

»Det vil alt andet lige føre til, at udbuddet af speciallæger bliver større, og der kan blive stillinger ude i landet som følge af, at der ikke er stillinger til dem på flere af universitetshospitalerne«.

Pres for dispensation

Men det hele afhænger af, hvordan det kommer til at fungere i virkeligheden – faren for, at det går den modsatte retning, eksisterer, mener han:

»Jeg kan være bekymret for, hvor langt universitetshospitalerne kommer med at lægge pres på systemet for at få dispensation. Hvis de siger, at det ikke kan hænge sammen for dem i forhold til udviklingen på universitetshospitalerne, f.eks. i forhold til specialeplanen, så kan jeg godt være bekymret for, at regionerne begynder at give efter for universitetshospitalernes ønsker og lægger an til en for bred dispensationspraksis«.

Hvis det sker, kan de perifere sygehuse risikere at stå værre end i dag på grund af det nye krav om fem års anciennitet, før en speciallæge kan blive overlæge, mener Knut Borch-Johnsen:

»Reglen om de fem års anciennitet gælder for alle sygehuse, men der er dispensationsmuligheder – det kan gives grundet personaleansvar eller nicheansvar. Og jeg tror, at det vil være lettere at opfylde de krav på en afdeling med subspecialisering i særlige arbejdsopgaver. Derfor tror jeg, at universitetshospitalerne og de andre store hospitaler får mange dispensationer. Samtidig kan vi på sygehusene længere væk fra universitetsbyerne på grund af femårskravet ikke længere kan gøre speciallæger til overlæger. Det betyder, at vi mister en rekrutterings- og fastholdelsesmulighed. Det kan i sidste ende føre til, at ordningen får den stik modsatte effekt end tilsigtet, nemlig at det bliver endnu sværere for os at få speciallæger«.

Rigshospitalet: Vi vil dispensere

Region Hovedstaden har endnu ikke lagt sig fast på, hvilke regler for dispensation der skal gælde. Dem venter Per Christiansen, direktør på Rigshospitalet »meget spændt på«, siger han. For adspurgt, om han påtænker at benytte dispensationsmulighederne, svarer han:

»Ja, selvfølgelig. Jeg håber for eksempel, at det bliver muligt, hvis man får tilført en ny funktion, som vi f.eks. fik, da vi overtog børnehjerter fra Aarhus eller hvis Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning tilfører nye højtspecialiserede områder. Det kan ikke lade sig gøre uden at ansætte nye speciallæger«.

Regionerne taler om musketer-eden, og at der en moralsk og solidarisk dimension i det, som er forudsætningen for, at det her kan lade sig gøre, nemlig at regionerne og sygehusene indbyrdes holder op med at konkurrere om lægerne. Men den kan godt blive svær, mener både Knut Borch-Johnsen og Per Christiansen.

»Jeg vil da gerne håbe, at det bliver sådan, og det lykkes måske et vist stykke. Men de samme politikere, som aflægger en musketer-ed om indbyrdes solidaritet, har også en forpligtelse til at sørge for overholde udrednings- og behandlingsgarantier og at udvikle nye fagområder. Det bliver de vurderet meget på som politikere og det betyder måske mere for vælgerne«, siger Knut Borch Johnsen.

Per Christiansen siger:

»Vi har som Rigshospital et ansvar for patienter i hele landet. Hvis vi ikke kan rekruttere læger til at løse den opgave, har vi et problem. Der skal ikke være tvivl om, at mit job her på hospitalet går ud på at drive det bedst muligt. Så jeg vil udnytte de dispensationsmuligheder, jeg har, for at drive det her hospital optimalt. Det er andres job at sørge for den brede tilgang«.

Opgaveglidning

Regionspolitikerne vil også have samtlige sygehuse til ved nyansættelser at overveje, om det nu er en speciallæge, der skal til, eller om funktionen kan konverteres til noget andet.

Det er man i fuld gang med allerede, siger Knut Borch-Johnsen.

»Vi spørger hele tiden, om vi kan løse det på en anden måde, er der en opgaveglidning? Vi har gjort det på nogle områder, men der er potentiale i f.eks. at tænke beskrivende radiografer mere effektivt ind – vi er på vej, men det tager tid«.

Radiologer er der mangel på over hele landet og der kan de nye regler meget hurtigt løbe ind i problemer, mener Knut Borch-Johnsen:

»Der er stadigt stigende krav fra f.eks. kræftpakkerne til de radiologiske og nuklearmedicinske afdelinger på universitetssygehusene. Hvis der mangler kapacitet her, vil det forsinke udredningen til skade for patienterne. Hvis det så betyder, at universitetshospitalerne tager speciallægerne fra landets øvrige sygehuse, vil man ikke der kunne løse de mange andre udredningsopgaver. Derfor er det vigtigt, at alle typer sygehuse – inklusive universitetshospitalerne – tænker nyt og i opgaveglidning. Ellers risikerer vi, at de perifere sygehuse bliver udsultet for speciallæger og så falder korthuset sammen«.

Per Christiansen siger:

»Opgaveglidning er noget, vi hele tiden overvejer. Men egentlig synes jeg, at problemet i virkeligheden løses bedst ved at uddanne nogle flere læger i vestdanmark. Det tager tid. Men det her initiativ fra regionerne tror jeg ikke rigtig på«.