Skip to main content

Nyt center indsamler viden om, hvor kommunikationen halter

Danish Institute of Humanities and Medicine (DIHM) på Aalborg Universitet har netop igangsat fire pilotprojekter, der alle stiller skarpt på sundhedsvæsenets akilleshæl: haltende kommunikation. Og så skal undervisning i kommunikation gøres forskningsbaseret og ikke bygge på »trivialiserede opskrifter«.

Mange patienter oplever problemer med at tale med lægen. Nyt projekt skal afdække, hvorfor. Arkivfoto: Sofus Comer.
Mange patienter oplever problemer med at tale med lægen. Nyt projekt skal afdække, hvorfor. Arkivfoto: Sofus Comer. (Foto: Sofus Comer)
Dorte R. Jungersen, dorte.r.jungersen@gmail.com
29. sep. 2016
05 min

Når patienter klager, er det som bekendt ofte ikke kerneydelsen, den er gal med, men ventetid, manglende opfølgning. Og ikke mindst kommunikation.

Men hov! Kommunikation er også en del af kerneydelsen. Den er ikke glaseringen på lagkagen – selve behandlingen. Og en dårlig behandling kan ikke pakkes ind i god kommunikation.

Det mener professor i humanities and medicine, Srikant Sarangi, leder af Danmarks første og eneste center for kommunikation i sundhedsvæsenet, der for to år siden blev indviet på Aalborg Universitet (se boks).

Og ligesom vi tilstræber evidensbaseret medicin, bør vi ifølge professoren også prioritere evidensbaseret kommunikation.

»Kommunikation er ikke en færdighed, der alene handler om, at lægen skal huske at have øjenkontakt med patienten, tale i et sprog, som patienterne forstår, ikke stille lukkede spørgsmål, huske at berøre patienterne og den slags. Kommunikation er til hver en tid – også i sundhedsvæsenet – kontekstafhængig«, siger Srikant Sarangi.

Men det er ikke alene mellem læger og patienter, at kommunikationen halter. Der er lige så store udfordringer mellem f.eks. læger og sygeplejersker, mellem yngre og seniore læger og mellem udenlandske og danske læger. Og det er alle de kløfter, man på centeret vil undersøge nærmere.

Faktaboks

Fakta

Pilotprojekter

Centeret med det internationale navn, der har til huse på en mørk gang på det humanistiske fakultet, gør ikke noget stort væsen af sig. Heller ikke når det kommer til skiltning – det er lidt svært at finde. Men det skal man ikke lade sig snyde af.

Srikant Sarangi har beskæftiget sig med kommunikation i sundhedsvæsenet i 25 år. Inden han kom til Aalborg Universitet – hentet hertil af den tidligere dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Egon Toft – var han i 17 år leder af The Health Communication Research Centre på universitetet i Cardiff. Blandt meget andet er han stifter og redaktør af »Communication and Medicine«, et videnskabeligt tidsskrift, der udkommer tre gange årligt.

Lige nu igangsættes der fire pilotprojekter i det nordjyske sundhedsvæsen. F.eks. skal det undersøges, hvad der er fællestræk ved de dårlige kommunikationsoplevelser, som kommer ledelsen af Aalborg Universitetshospital for øre, når de ca. en gang om måneden holder »åben telefon« (læs: »Jeg vil ikke brokke mig, men ...« Ugeskriftet.dk): Hvordan formulerer patienterne og de pårørende det, de har erfaret og det, de havde forventet? Hvor specifikke er de i deres kritik? Hvem eller hvad er det, de er utilfredse med? Hvordan forholder ledelsen sig til kritikken? Og hvordan adskiller kritikken sig fra den, der fremsendes pr. brev eller mail?

I et andet pilotprojekt skal den kommunikative praksis i forbindelse med genetisk rådgivning undersøges: Hvordan balancerer de genetiske rådgivere mellem at formidle viden og give råd? Hvordan forklarer rådgiverne arvelighedmønstre og risko for at få en given lidelse hos såvel den enkelte som dennes familie?

Mere viden – færre opskrifter

Meningen er, at resultaterne skal integreres i de medicinstuderendes curriculum.

»Ingen steder i verden er kommunikation i al sin kompleksitet inkluderet i det medicinske curriculum. Det er begrænset til opskriftslignende færdigheder. Vi standardiserer, trivialiserer og gør den til noget overfladisk, der handler om fif. Tænk, hvis vi gjorde det samme med f.eks. anatomi?«, siger Srikant Sarangi og fortsætter:

»Kommunikation er science og så meget mere end sund fornuft – som nogen vil reducere det til. Hvis det var tilfældet, hvorfor så undervise i det?«

Kommunikation er et instrument, der kan optimere den ydelse, patienten modtager, mener Srikant Sarangi.

»I en tid, hvor sundhedsvæsenet er udfordret af færre penge og f.eks. for få praktiserende læger, kan kommunikation til dels kompensere herfor. Vi kan gøre mere for færre midler ved f.eks. at blive bedre til at kommunikere med vores etniske minoritetspatienter. Vi har ikke erkendt den power, der er i kommunikation. To minutters ekstra samtale med forældrene, der forventer at få udskrevet antibiotika til deres barn, kan spare barnet – og samfundet – for unødig medicinering og gøre forældrene klogere på f.eks. antibiotikaresistens«.

Hadeord

Srikant Sarangi er sig bevidst, at kommunikation ikke »rimer på« medicin.

»Sidste gang der var Undervisningens Dag på Aalborg Universitetshospital blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne give en keynote. Men den lægelige professor advarede mig: Forsamlingen af læger ville næppe være begejstrede over, at en ekstern som mig kom for at belære dem om kommunikation. Og i øvrigt hadede de ordet kommunikation.

Jeg ville gerne opfordre de fremmødte til at tage ved lære af sportskommentatorerne, der taler hele tiden. En ultralydundersøgelse f.eks., hvor lægen løbende fortæller, hvad han gør og ser, er som hovedregel mere troværdig end den, hvor der er lange pauser. Patienter misforstår pauserne som et udtryk for, at der er noget galt.

Mens den lægelige professor monterede mikrofonen på mig, talte han og jeg derfor sammen om, hvad det var han gjorde, og det var præcis mit budskab til forsamlingen: ’Tal til patienten, mens du foretager din undersøgelse’«.

Flere forskningsprojekter er på vej

Srikant Sarangi har samarbejdet med det britiske General Medical Council og The Royal College of General Practitioners i England, og derfor efterlyser han også samarbejdspartnere blandt de praktiserende læger i Danmark.

»De ringer bare – jeg er klar«.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen