Oh Danmark

Foto: Claus Boesen

Sidste år udvandrede ca. 1,1 pct. af de højestuddannede mennesker i Danmark til udlandet. Dvs. folk med mastergrader og opefter.

Blandt de danske læger var udlængslen væsentligt større - ca. 4 pct. Tallene stammer fra Danmarks Statistik og Sundhedsstyrelsens autorisationsregister og er for øvrigt faldet de seneste år - måske på grund af finanskrisen - men de højtuddannede har hele tiden været de ivrigste til at byde Danmark farvel.

For økonomer er det ikke spor overraskende. Det handler ganske enkelt om afkastet af din investering i en lang uddannelse.

»Hvis du har en høj uddannelse, så giver den i Danmark ikke så meget mere i ekstrabetaling i forhold til at have en lavere uddannelse, som den gør i lande med en mere ulige indkomstfordeling. For eksempel USA«, siger dr. phil., cand. polit. Gunnar Viby Mogensen, tidligere lektor ved Københavns Universitet, forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet og leder af Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Kort sagt har læger nok en fin løn i Danmark, men de kan opnå meget mere andre steder.

Forskere har imidlertid påvist, at de fleste udvandrere vender tilbage. Inden for en tiårsperiode er omkring tre fjerdedele hjemme igen. Men Gunnar Viby Mogensen har påvist, at andelen af hjemvendere falder og satte problematikken på spidsen i tobindsbogen »Det danske velfærdssamfunds historie«, der udkom i 2010. I debatten blev der efterfølgende talt om brain drain og hjerneflugt.

»Man kunne få en mistanke om, at hvis vi uddanner folk, som har menneskelig kapital, de kan sælge til en bedre pris i udlandet, så taber vi på det«, siger Gunnar Viby Mogensen.

Specifikt for de lægelige spydspidser, der forlader landet, er tabet indlysende. Både hvad angår det faglige, det udviklingsmæssige og det prestigemæssige. Men tabet er ikke nødvendigvis totalt. I det mindste at dømme efter de samtaler, Ugeskrift for Læger har haft med en lille gruppe udvandrede elitelæger, -forskere og -ledere. For mange beholder i et vist omfang bånd til Danmark. F.eks. i form af forskningssamarbejder og undervisning. Nogle gange kommer de ligefrem tilbage.

Søren Holm, professor i medicinsk etik og leder af Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester i Storbritannien har f.eks. et deltidsprofessorat i Aalborg, og Kitt Falk Petersen, professor i internmedicin og endokrinologi på Yale University School of Medicine i USA, er tilknyttet universiteterne i både Aarhus og København, ligesom hun er formand for et scientific advisory board i København ved et stort legat - UNIK - som investerer kapital i tværdisciplinær forskning i livsstilssygdomme. Sidst, men ikke mindst er hun tæt involveret i etableringen af Novo Nordisk Fondens nye Center for Basal Metabolisk Forskning i København.

Men samtidig er der faktorer i Danmark, der skubber på for, at elitelæger drager ud. F.eks. er Gösta Pettersson, Vice Chair, Hjertekirurgisk Afdeling på Cleveland Clinic i USA bl.a. særdeles ubegejstret for den måde, sundhedsvæsenet bliver ledet på i Danmark. Politisk og administrativ indblanding i lægernes virke er ikke ukendte størrelser, hvor han er nu, men han er langt mere selvstændig.

Brystkræftspecialisten Carsten Rose, der forlod Odense til fordel for Lund i Sverige, fik problemer med - dengang - kontroversielle forskningsresultater, der nu er blevet almindeligt anerkendt: nemlig at kræftbehandling har bedst af at blive centraliseret.

Der er også faktorer i udlandet, der trækker de dygtige ud. Thomas Senderovitz, medlem af koncernledelsen i det tyske lægemiddelfirma Grünenthal følte f.eks. ganske enkelt udlængsel, men også, at »udbuddet fagligt og erhvervsmæssigt inden for lægemiddeludvikling i Danmark er noget mere begrænset«, som han udtrykker det.

Til »træk«-faktorerne hører også det økonomiske argument, som Gunnar Viby Mogensen nævnte i indledningen - lønnen er højere. Ofte er forskningsmidlerne større og lettere tilgængelige.

Det var alt sammen med til at trække den norskfødte specialist i minimalinvasiv gynækologi Olav Istre til Harvard University i USA. Men han er også et eksempel på, at eksperter i hans klasse godt kan finde til Danmark igen. Bl.a. på grund af familiehensyn. Når de gør det, er de pludselig ikke længere et tab for Danmark men det modsatte, bl.a. på grund af de internationale netværk, de har fået.

Også den internationale topforsker i biogerontologi, Suresh Rattan, er havnet i Danmark. Ved et tilfælde, der viste sig at være »den bedste beslutning, jeg har truffet i mit liv«, som han siger.

Alligevel ville han foretrække sit fødeland Indien frem for Danmark, hvis han en dag blev syg og afhængig af andre. Og dermed er han på linje med de andre topfolk, vi har interviewet - alle synes, Danmark og danskerne kunne gøre mere - langt mere - for at tiltrække og fastholde eliten.

Læs alle interviews her:

Udvandrerne og indvandrerne