»Det står i hvert fald to forskellige steder i ordbogen«, skyder Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen, ind.
Fleksibilitet og … ja, fleksibilitet. Lægernes fleksibilitet og Danske Regioners fleksibilitet. Overhovedet ikke det samme. Og netop det forventes at blive en væsentlig slagmark ved de overenskomstforhandlinger, Overlægeforeningen og Yngre Læger dagen før, disse ord udkommer, for alvor tager fat på med det første af tre fastsatte forhandlingsmøder ved OK26.
Rigtig svære forhandlinger, forudser Susanne Wammen. Det siger man altid, medgiver hun, men denne gang bliver det ægte-ægte svært. Det skyldes ikke mindst sundhedsreformen, hvor lægerne skal være med til at løfte ambitionerne om et nært og geografisk og socialt mere lige sundhedsvæsen. Det vil man også gerne.
»Men det kommer til at stille yderligere krav i forhold til den fleksibilitet, som vi gerne skulle levere i arbejdsgiverens øjne. Det er et dybfølt ønske fra Danske Regioners side, det er der ingen tvivl om. Selvfølgelig vil vi gerne lave et resultat, der gavner sundhedsvæsen og patienter, men vi er også en fagforening, der er sat i verden for at sikre gode aftaler for vores medlemmer, og at de kan blive i lægeverdenen indtil de ikke skal arbejde mere«, siger Susanne Wammen.
Forperson for Yngre Læger, Wendy Sophie Schou, er helt enig:
»Det bliver kunsten at finde hinanden i hele det lægelige arbejdsliv. Vi vil selvfølgelig gerne være en konstruktiv samarbejdspartner i forhold til sundhedsreformen, men det nytter ikke noget, at vi strækker os for langt i forhold til f.eks. forskellige tjenestesteder, vagtvilkår og arbejdsvilkår. Der kommer vi i en overenskomstforhandling til at stå fast på, at vi er der for at sikre vores medlemmers interesserer«, siger Wendy Sophie Schou.
»Og så er der jo også rigtig meget i de fleksibilitetsønsker fra lægerne, som handler om kulturforandringer, og som ikke nødvendigvis er noget, man nemt skriver sig ud af i en overenskomsttekst«.
Når vi sidder her samlet om bordet, altså med både forperson for Yngre Læger og formand for Overlægeforeningen, så skyldes det ikke mindst, at de to foreninger for første gang går til overenskomstforhandlingerne sammen.
Det vil sige i tæt samarbejde forud for og undervejs i forhandlingerne, fælles forhandlingssekretariat og -delegation og en aftale med »et kardinalpunkt om, at ingen sætter en underskrift, før begge gør det«.
Derudover en stribe fælles krav. Blandt andet om mere attraktive og mindre belastende vilkår for vagtarbejde og øvrigt arbejde på ubekvemme tidspunkter; ensarterede og attraktive vilkår for læger, der pålægges flere tjenestesteder; tidssvarende rammer for distancearbejde; mere ensartede og attraktive seniorvilkår og tydeligere rammer for karrierevejene for speciallæger.
»Rigtig meget af det, vi forhandler sammen om, er jo speciallægelivet. Og det er folk, speciallæger og overlæger, som ofte laver det samme. Så det giver simpelthen ikke mening, at vi ikke sidder i rum sammen og forhandler. Det har givet arbejdsgiveren en unik mulighed for at spille os ud mod hinanden, selv om det aldrig har været noget, vi ønskede«, siger Wendy Sophie Schou.
»Så vil der selvfølgelig også være tidspunkter, hvor Susanne forhandler for de lægelige ledere, og jeg forhandler for uddannelseslægerne. Men vi sidder der stadig begge to«.
For Susanne Wammen handler det – udover selvfølgelig at stå stærkere samlet – også om på denne måde at kunne være med til at harmonisere nogle forskellige vilkår for tjeneste og vagt, alt efter om man er speciallæge eller overlæge.
»Det er jo sådan noget, vi hører, at der bliver spekuleret i og udnyttet i vagtplanlægningen, hvor det giver bedst økonomi. Og det er jo en usolidarisk måde at løse arbejdsopgaverne på«, siger Susanne Wammen.
»Og så er en væsentlig baggrund for, at vi sidder sammen også, at mens en overenskomst traditionelt har været lavet med sigte frem til næste overenskomstforhandling, så ser vi så mange ændringer for lægeverdenen i fremtiden med implementeringen af sundhedsreformen, som vi først høster gevinsterne af om måske 10-15 år. Derfor er fokus på at lave en overenskomst, som fremtidssikrer arbejdsvilkår bredt set«.
Men er der er ikke en risiko for, at nogle medlemmer efterfølgende vil sige, at I kom hjem med et dårligere resultat, end I ellers ville kunne få, fordi I måske skulle gå på kompromis for at tilgodese den anden forening?
»Jo, måske. Men jeg synes også, at jeg igennem længere tid har signaleret, at vi ikke nødvendigvis får et kæmpe løft i overlægegruppen af det her. Hvis vi så til gengæld kan se, at de nuværende og kommende generationer af læger får et arbejdsliv, som er skruet sammen, så der er en balance imellem, at man er fleksibel, men også har mulighed for at have et liv ved siden af. Og selvfølgelig går vi fortsat efter konkrete og mærkbare forbedringer for vores medlemmer, det siger sig selv.«.
Ét sted, hvor der skal være noget at hente for alle, er på lønnen.
Sammen med de øvrige faglige organisationer i hovedorganisationen Akademikerne stiller såvel Yngre Læger som Overlægeforeningen med krav om generelle procentuelle lønstigninger, der sikrer udvikling af reallønnen på individniveau. Samt en mekanisme, der sikrer parallelitet i lønudviklingen for akademikerne ansat i det offentlige med ansatte i det private.
Derfor ser både Susanne Wammen og Wendy Sophie Schou med stor bekymring på de udmeldinger, der er kommet fra centralt hold om en skævdeling af hele lønrammen på det offentlige område.
»Vores medlemmer skal ikke have en ringere lønudvikling end andre faggrupper. Her bakker vi fuldstændig Akademikerne op – det kan vi overhovedet ikke se os selv i. Det offentlige akademiske arbejdsmarked halter i forvejen 20% efter det privates lønudvikling, og der kan vi jo se, at i nogle af vores specialer, hvor der er et større privat arbejdsmarked, der mister vi dygtige klinikere til det private«, lyder det fra Wendy Sophie Schou.
»Vi ønsker virkelig ikke nogen konflikt. Men det er hjerteblod for os, at der ikke kommer denne her skævdeling. Så det håber vi meget, at vi kan have reelle forhandlinger om og lande et godt sted«.
Fakta
Fakta
