OL-repræsentantskabsmøde: Ja, alle overlæger er ledere – men det kræver gode rammer

Lad os starte med slutningen – den afsluttende sætning i Overlægeforeningens formand Susanne Wammens beretning på forårets repræsentantskabsmøde. Her parafraserede hun en politisk kommentator, der har det med at bruge ordet ,vildt’ i flæng.

»Det har været et vildt år i dansk sundhedspolitik. Og kun én ting er sikkert. Det næste år bliver endnu vildere«, sagde Susanne Wammen til repræsentantskabet, der var samlet i Kolding torsdag.

Hverken konstateringen af det forgangne eller forudsigelsen for det kommende år virker nu overdrevne, og Susanne Wammen brugte størstedelen af beretningen på at kigge frem. Forude venter nemlig både udkommet af en håndfuld kommissioner, komiteer, en akutpakke, en endnu ikke grydeklar psykiatriplan og så lige en forhandling om OK24. Og så kan et nyt EU-direktiv om maksimalt 48 timers arbejdsuge ende med at få store konsekvenser for lægernes arbejdstider.

»Med andre ord, er der sat mange skibe i søen. Og flere har endnu ikke en fast kurs. Det er på den ene side frustrerende, fordi vi går til forhandlinger med ubesvarede spørgsmål, der kan påvirke vores fremtidige arbejdsvilkår. På den anden side giver det muligheder for at påvirke retningen og dermed vilkårene«, konstaterede Susanne Wammen.

Forandringer – men hvordan?

Det forsøger bestyrelsen at tackle på tre fronter, fortsatte hun. For det første er afsættet den enighed, der er med regionerne om at »alle overlæger er ledere« og »at vi overlæger er klar til at påtage os ledelsesansvar og bidrage til løsning af sundhedsvæsenets udfordringer«.

For det andet er det et kedeligt faktum, at der mangler speciallæger, og det går både ud over patienterne gennem for lange ventetider og nedsat behandlingskvalitet over lægerne arbejdsvilkår, -miljø og -tilrettelæggelse.

For det tredje er det politiske mål om større sammenhæng og et styrket nært sundhedsvæsen en udfordring, sagde Susanne Wammen. Ikke fordi Overlægeforeningen er uenige i, at færre skal indlægges på sygehusene eller i at ,vores faglige ekspertise gøres mere tilgængelig for kolleger udenfor sygehusene’.

»Men det store spørgsmål er, hvordan forandringerne skal ske. De tre punkter er vigtige hver for sig, men tilsammen indebærer de dilemmaer og balancer. På den ene side er det positivt at fremhæve overlæger som ledere og faglige eksperter, der kan til at løse udfordringerne i sundhedsvæsenet, for mange af os netop har valgt at blive overlæger, fordi vi ønsker den rolle«.

»På den anden side har vi kolleger, der ikke har rammerne. Som ikke har indflydelse på tilrettelæggelse af eget arbejde, fordi der mangler speciallæger, og overlægernes tid derfor er mere end fuld besat med travle vagter, måske endda på flere tjenestesteder. Det pres risikerer ovenikøbet at vokse, hvis vi ikke formår at gøre noget ved speciallægemanglen og samtidig sætte en retning for styrkelse af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, der også tager højde for at bruge overlægernes tid klogt. Og endnu mere alvorligt, så har vi kolleger, som får pålagt ledelsesopgaver uden at få ressourcer eller beføjelser til at løfte dem«, sagde Susanne Wammen med henvisning til AUH-sagen:

»Her viser den eksterne advokatrapport, at den politiske og administrative top ikke ønsker at høre om problemer. De er ikke lydhøre over for lægelige vurderinger og sender ansvaret nedad i systemet, uden at beføjelser, budget og ressourcer følger med. Når jeg læser om vilkårene for de lægelige ledere i Region Midtjylland og den manglende opbakning fra topledelsen, bliver jeg både trist og vred«, sagde Susanne Wammen og lovede, at Overlægeforeningen vil »følge sagen til dørs«.    

Fem brede krav

Efter den enstemmigt godkendte beretning diskuterede repræsentantskabet kravene til OK24. Niels Juul og Bjarne Hjaltalin fra forhandlingsdelegationen testede først forsamlingens viden om den eksisterende overenskomst i en 18 spørgsmål lang quiz, og resultatet var – svingende. Det fik en lidt spids bemærkning med på vejen fra oplægsholderne, at »man kan komme langt med en ellers god overenskomst, hvis man kender den«.

Derefter gav de to forhandlere en indflyvning over det noget knudrede landskab, der skal forceres frem mod en ny OK-aftale – præget af ikke mindst usikkerheden omkring Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, der falder tidsmæssigt sammen med afslutningen på OK-forhandlingerne.

Forhandlingerne starter som altid med en kravsudveksling mellem parterne, og de to forhandlere præsenterede de indtil videre bredt formulerede fem krav, Overlægeforeningen møder op med – krav, der er foreningens bud på den dagsorden, forhandlingerne skal have:

• Sikring af reallønnen – samme procentuelle stigninger for alle.
• Forbedring af vilkår for tjeneste og vagt.
• Forbedring af vilkår for ledende overlæger og cheflæger.
• Forbedring af seniorrettighed for overlæger.
• Højere pensionsdækning.

I den efterfølgende debat var der især fokus på vilkårene for vagter – både i forhold til vagthyppighed og betaling for især »de mørkeste timer« mellem kl. 02 og 06, ligesom der var fokus på arbejdstids- og timeopgørelsen, der paradoksalt nok betyder, at læger, der er ansat uden øvre arbejdstid, alligevel kan gå i minus med arbejdstimer.

Flere understregede, at Overlægeforeningen i denne og andre sammenhænge bør søge koordination med Yngre Læger, og en nævnte, at de yngre læger på hendes afdeling parallelt med ønsket om forbedrede seniorvilkår havde formuleret et ønske om at få ,juniorrettigheder’, der tager hensyn til deres livssituation.

Også udfordringerne med definitionen af hovedtjenestested blev bragt på banen – ikke mindst i lyset af de lægedækningsbelastede områder og udsigten til nye forpligtelser i det nære sundhedsvæsen. Endelig blev det også adresseret, at rigtig mange – som en undersøgelse fra Overlægeforeningen netop har vist – ikke får den efteruddannelse på ti dage årligt, de ifølge overenskomsten ellers har ret til.

Susanne Wammen konstaterede afsluttende, at mange af de emner og pointer, der var blevet bragt op, flugtede fint med de tanker, forhandlingsdelegationen – som hun selv er en del af – vil tage med til forhandlingerne. Forsamlingen nikkede derefter ja til de fem opstillede krav.

Stadig under konstruktion

Efter selve repræsentantskabsmødet var der afsat tid til en temadrøftelse af den lederreform, der var den store nyskabelse i OK21.

Indledningsvist fortalte to cheflæger, Hans-Erik Wittendorff fra Urologisk Afdeling SUH og Vibeke Fink-Jensen fra Røntgen og Skanning på AUH, om deres foreløbige erfaringer med den nye ledelsesstruktur. De er altovervejende positivt, men der stadig udfordringer – bl.a. fordi de fem regioner er gået meget forskelligt til opgaven – nogle langt mere nølende end andre.

At der er tydelig forskel på, hvordan reformen er blevet taget imod og udfoldet rundt omkring, fremgik tydeligt i den efterfølgende debat.

Regionerne har fået for meget plads til at fortolke reformen, lød det. Og det bør bekymre, at så mange medlemmer mest af alt opfatter reformen som et udtryk for ,nye navne på gamle flasker’.

Flere gentog kritik, der også har lydt i andre sammenhænge: At det er et problem at fjerne læger fra det patientnære som f.eks. stuegang.  Men, lød svaret, den struktur og den størrelse, hospitalsafdelingerne har nu kræver mere end én leder.

Andre pegede på, at reformen stadig er ny, at den skal have tid til at komme på plads – og at læger altid har blandt sig i ledelse. Og at det heldigvis er veldokumenteret, at lægefaglig deltagelse i ledelsen gør en markant forskel til fordel for patienter og behandlingskvalitet.