Hun husker tydeligt den dag for tre år siden, hvor hendes 11-årige datter kom ud fra sit værelse med et åbent sår.
»Hun havde skrabet huden af, det lignede et brandsår. Som mor bliver man chokeret«, fortæller Trine om den første gang, hendes datter skadede sig selv.
Datteren forsøgte ikke at skjule det og kom heldigvis til sin mor for hjælp og omsorg, men hun kunne ikke selv forklare, hvad der var sket.
»I tiden efter blev hun ved med at pille såret af, så det aldrig helt fik lov at hele«, fortæller Trine om familiens første oplevelser med datterens selvskade.
Da Trines datter startede i skole, var hun en livlig pige. Men det skulle vise sig, at skolelivet hurtigt gjorde hende mere indadvendt, forvirret og hyperopmærksom på at »tilpasse sig og tilgodese andres behov«, som Trine udtrykker det.
Datteren faldt så småt bagud fagligt, og under coronanedlukningen med undervisning i hygiejne og håndvask udviklede Trines datter OCD og sygdomsangst. Hun blev henvist til psykiatrien og fik diagnosen generaliseret angst. Men familien kunne konstatere, at traditionel eksponeringsterapi forværrede datterens udfordringer, indtil angstdæmpende medicin skabte noget ro. Hun blev også udredt for ADD og autisme. De mange samtidige udfordringer blev med tiden ledsaget af langvarig skolevægring, som endte med, at hun blev visiteret til en behandlingsskole, som på mange måder var rigtig god for hende. Men der var også nogle episoder socialt på den nye skole, som var svære for datteren at håndtere. Og selvskaden blev mere og mere tvangspræget.
»Når de gamle ar begyndte at blegne, opstod en tvangstanke om, at skaderne skulle gøres dybere og nyere,« fortæller Trine.
»Man går rundt i en konstant angst for, at hun skal gøre noget endnu værre. Selv om hun ikke skar i håndleddene, skyggede selvmordstanker hele tiden i baggrunden,« uddyber Trine.
Traditionel psykoterapi og anden ellers god og meningsfuld hjælp hjalp desværre ikke godt nok på selvskaden. Når datteren sad ansigt til ansigt med en behandler, lukkede hun helt i.
»Jeg ved ikke, hvor mange samtaler med psykologer og psykiatere jeg har siddet til og tænkt: ,Gid de kan hjælpe’. Men når man har det rigtig skidt og skal møde op til en fysisk aftale i psykiatrien, udløser det et kæmpe pres. Hvis du har en dårlig dag, siger du ingenting, og så får du intet ud af det,« er Trines erfaringer.
Familien blev via ungeafsnittet i børne- og ungdomspsykiatrien tilbudt at deltage i et forsøg med internetbaseret behandling kaldet IERITA, hvilket står for internet-delivered emotion regulation individual therapy for adolescents.
Programmet strakte sig over 12 uger med 11 moduler til den unge og seks moduler til forældrene. En fast klinisk terapeut var tilknyttet familien, og terapeuten gav ugentligt skriftlig feedback, guidning og validering.
Et forløb, som datteren både har oplevet som et pres og »ret skoleagtigt«, som Trine udtrykker det, men heldigvis også hjælpsomt.
Trine fremhæver forældremodulerne.
»Tidligere var terapi kun rettet mod min datter. Men i behandlingen gennemgår den ene forælder sit eget forløb. Det gik op for mig, hvor meget jeg lærte om følelsesregulering. Noget, jeg også har brugt på mig selv og mine andre børn,« fortæller hun og forklarer, at en af de meget meningsfulde ting, de lærte i programmet, var om ,følelsesfobi’, som handler om, at man kan udvikle fobi for sine egne følelser.
»Hvis du bliver bange, hver gang en svær følelse opstår, fordi du ikke kan placere den, reagerer du med panik eller f.eks. selvskade for at flytte fokus,« forklarer hun.
Forældrekurset gav også Trine indsigter i forskellen på validering og invalidering.
»Jeg opdagede, hvor tit vi som forældre i den bedste mening kommer til at invalidere vores børn. Hvis min datter var ked af sit udseende, sagde jeg med det samme: ,Ej, du er så sød, som du er, lad nu være med at tænke på det’. Men det er jo invaliderende, for hun ér jo ked af det. Behandlingen lærte mig at møde hende i følelsen i stedet for at afmontere den,« forklarer moren.
Den største gevinst ved IERITA har været opbygningen af et fælles følelsesmæssigt sprog i familien. Mor og datter har fået færdigheder og metaforer, som de bruger aktivt i hverdagen.
»Det har gjort en kæmpe forskel. Vi har fået en indforståethed. Jeg føler mig langt bedre rustet som mor. Når der sker noget svært, reagerer jeg ikke mere med panik eller ved blot at fjerne knive og skarpe genstande. Jeg kan spørge nysgerrigt ind til, hvad der udløste følelsen, og hvilke værktøjer hun kan bruge i stedet,« fortæller Trine.
Selv om datteren efter endt behandling har oplevet et enkelt tilbagefald for nylig, oplever Trine stadig behandlingen som både meget meningsfuld og hjælpsom. Hun oplever dog også, at det i deres tilfælde har været helt afgørende, at hun som forælder har haft ressourcerne til at gå meget ind i behandlingen, for hendes datter har haft behov for, at hun har været ved hendes side gennem hele forløbet. Men hun understreger også, at det ikke nødvendigvis vil være det samme for alle familier.
Trine håber, at sundhedsfaglige får adgang til at henvise flere børn og unge til IERITA-behandlingen.
»For unge som min datter kan fysisk terapi ansigt til ansigt være svært. Onlineformatet med skriftlig sparring og forældreinddragelse rykker på en anden måde. Det har givet min datter lidt mere kontrol over sine følelser og givet os som familie mere håb,« siger Trine, der i øvrigt mener, at behandlingen kan hjælpe bredere end bare ved selvskade.
»Børn med autisme og angst mangler ofte den intuitive evne til følelsesregulering, som andre har. Behandlingen her er en helt konkret pædagogisk tillæring, som de har desperat brug for. Det handler om at forstå sine følelser hele vejen rundt, uanset om man kæmper med spiseforstyrrelser, skolevægring, svær angst eller selvskade,« mener hun.
Trine er et opdigtet navn. Både mor og datter optræder anonymt. Redaktionen er bekendt med deres identitet.
