Skip to main content

Overlægeforeningen: Spændende og fornuftige udspil fra ny regering

Den nye SMV-regering kommer med over ti udspil på sundhedsområdet, og de bliver positivt modtaget af Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen.

Overlægeforeningens formand Susanne Wammen. Pressefoto: Joachim Rode
Pressefoto: Joachim RodeOverlægeforeningens formand Susanne Wammen. Pressefoto: Joachim Rode

Overlægeforeningen 

15. dec. 2022
3 min

»Sygehusene har været under et voldsomt pres de seneste år. Det skyldes først og fremmest, at vi mangler speciallæger og andet sundhedspersonale. Derfor er det positivt, at den nye regering kommer med en række initiativer, der skal styrke rekrutteringen og give os bedre tid til at fokusere på diagnostik og behandling af patienterne«, siger Susanne Wammen.

Hun peger på, at det nye regeringsgrundlag lægger op til bedre brug af specialiseret personale på sygehusene. Det skal ske ved, at regionerne ansætter flere sekretærer og andre, der kan aflaste de sundhedsfaglige medarbejdere.

Derudover er Overlægeforeningens formand glad for, at den nye regering har forpligtet sig til at finde tre milliarder kr. til at gennemføre den tiårige psykiatriplan:

”Psykiske sygdomme rammer en stor del af befolkningen og medfører svære lidelser og død. Sundhedsstyrelsen har fastslået, at de nuværende behandlingstilbud er helt utilstrækkelige. Derfor er det afgørende for hele sundhedsvæsenet, at vi får en fuldt finansieret psykiatriplan,” siger Susanne Wammen.

Den største nyhed i det nye regeringsgrundlag på sundhedsvæsenets område er beslutningen om at nedsætte en strukturkommission. Den skal i foråret 2024 komme med et beslutningsgrundlag for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet og dermed pege på, om regionerne skal nedlægges, og hvad de i givet fald kan erstattes af.

”I Overlægeforeningen ser vi positivt på, at man iværksætter et kommissionsarbejde, som grundigt kan analysere området og ser på, om der kan findes løsninger, der sikrer bedre sammenhæng, højere kvalitet og større effektivitet i sundhedsvæsenet,” siger Susanne Wammen.

Hun hæfter sig desuden ved, at den nye regering bebuder en stribe andre initiativer, der skal styrke sundhedsvæsenet og mindske det meget store pres, som sygehusene har været underlagt i flere år. Blandt initiativerne kan nævnes:

- En toårig akutplan med en mia. kr. til at afvikle ventelister og styrke akutmodtagelser.

- Midlertidig forlængelse af behandlingsretten fra 30 til 60 dage, hvor de mest syge skal prioriteres først.

- Styrket prioritering af klinisk forskning.

- Oplæg til trepartsforhandlinger, der bl.a. vil styrke rekruttering ved øget brug af lokal løndannelse.

- Oprettelse af en sundhedsfond til vedligeholdelse og modernisering af sygehuse og til ny teknologi og digitalisering.

- Hurtigere autorisation af udenlandsk sundhedspersonale.

- Etablering af flere speciallægepraksis.

- Flere medarbejdere skal tage del i patientnært arbejde og vagter.

Regeringen understreger desuden, at der fortsat skal være høj anvendelse af privathospitaler i forbindelse med afvikling af ventelisterne. Men det skal ske ”uden utilsigtet udhuling af bemandingen på de offentlige sygehuse.”

”Vi er enige i, at det er nødvendigt at bruge privathospitaler, men vi ser en afvandring af personale, som svækker det offentlige sundhedsvæsen. Derfor er det positivt, at man justerer behandlingsgarantien. Men vi har brug for at få mere viden om, hvordan regeringen vil stoppe udhulingen af det offentlige sundhedsvæsen, for det er afgørende for at kunne leve op til befolkningens og politikernes forventninger,” siger Susanne Wammen.