Lægerne sad på gulvet

Løser strukturreformen sundhedsvæsenets største problemer? Det var det spørgsmål, alle oplægsholdere og debatter kredsede om på FAS’ Årsmøde den 4. oktober i Vejle.

Det havde lokket rekordmange deltagere til, og i FAS’ sekretariat mindes man ikke, at der tidligere har været flere med til et årsmøde i foreningen. Talerstolen var åben for kommentarer og spørgsmål, og den blev flittigt benyttet.

»Hvor hører vi til?«

Et oplæg, der skabte kø ved talerstolen, havde titlen »Sundhedsstyrelsens rolle – vagthund eller vejleder«, som styrelsens direktør Jonas Egebart og vicedirektør Steen Dalsgård Jespersen tog sig af. Den første, der tog ordet, var Kirsten Ilkjær, som er praktiserende psykiater i Odense.

Hvad fik dig til at gå på talerstolen?

»Jeg ville gerne høre lidt om, hvor man så de praktiserende speciallæger. De havde en flot kurve med, som viste det specialiserede sygehusvæsen på den ene side og almen praksis på den anden side. Så hvor hører vi til?

Jeg tror egentlig, at hvis man sætter sygehusene lig med det specialiserede, så misser man at få beskrevet vores bidrag til løsningen i fremtiden. Vi er en stor gruppe af praktiserende speciallæger, der faktisk sidder ude i primærsektoren lige nu.

Vi kunne i endnu højere grad bidrage med at styrke det nære sundhedsvæsen og bygge bro til sygehusene, hvis vi blev flere og var fordelt rundt i hele landet. Vi ville også kunne løfte en del af den lægelige videreuddannelse ude hos os, men det overser man måske, når man ikke har os med på sådan en kurve.«

Hvad havde du set frem til i dag?

»Det er en helt enormt spændende tid for os alle i sundhedsvæsenet, så dette årsmøde havde jeg set særligt frem til. Jeg glæder mig altid til dagen, fordi jeg synes, det giver inspiration og er en mulighed for gensyn med mange gode kollegaer. I år har jeg været særligt optaget af at skulle drøfte de praktiserende speciallægers bidrag i det sundhedsvæsen, som tegnes i den nye struktur«.

Hvad tager du med dig fra i dag?

»Jeg har fået mange spændende perspektiver med. Praktiserende læge på Lolland Christina Svanholms indlæg om lægearbejdet set fra hendes stol satte mange tanker i gang. Jeg synes, debatterne var interessante, og så var der jo det med Sundhedsstyrelsens syn på sundhedsvæsenet, som jeg også bed mærke i. Endelig giver det bare rigtig meget at mødes kollegialt med hinanden på denne måde og udveksle ideer og perspektiver. Og så tager jeg også Svend Brinkmanns ord med om, at det er meningsfuldt at mødes »Om det fælles tredje« – f.eks. arbejdet«.

»Bare fordi det er alment, er det ikke nødvendigvis nemt «

I køen til talerstolen var Vibeke Ersbak. Hun er konsulent som uddannelseskoordinerende ledende overlæge på Regionshospitalet Gødstrup og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse. Hun havde særligt fokus på uddannelse og kompetencer i sit spørgsmål til Sundhedsstyrelsens øverste ledelse.

Hvad fik dig til at gå på talerstolen?

»Jeg synes, de i reformbeskrivelsen har alt for lidt fokus på, at det kræver kompetencer at lave en omstilling fra sekundær- til primærsektoren. Altså: Man skal være meget bevidst om, at kompetencerne er der, inden opgaverne bliver flyttet. Hvordan sikrer vi det? Det skal der da være en struktur for, så vi ikke ender med en stor gruppe af patienter, der er for syge til at blive behandlet i almen praksis, men de er ikke syge nok til at komme på hospitalet, og samtidig er der ingen praktiserende speciallæger i området«.

»Jeg havde også behov for at påpege, at der politisk er en tendens til at omtale det »almene« som noget nemt og noget, man lige kan klare med venstre hånd. Sådan er det altså ikke. Bare fordi der er mange patienter, der har en sygdom, kan det sagtens være lige så komplekst som de meget specielle sygdomme. Jeg siger heller ikke, det behøver at være svært, men det kræver oplæring og kompetencer, og det skal man have respekt for. Den nuance savner jeg«.

Hvad havde du set frem til i dag?

»Jeg havde set frem til at få flere detaljer omkring sundhedsreformen og til at høre, hvad politikerne tænker, samt at få en ide om, hvor vi som organisation bedst muligt kan spille ind.

Jeg har en stor bekymring for, at fokus i sundhedsvæsenet bliver på at få vendt patienterne i døren, frem for i højere grad at spørge patienterne om, hvad deres mål er med at opsøge en læge eller behandling. Så kan man med det samme få sat behandlingsmålet efter, hvad der er realistisk, koblet med det patienterne har af mål og forventninger«.

»Det, tror jeg, har et stort potentiale ikke mindst set i lyset af den stigende andel af ældre borgere, som ikke altid går efter at få det helt store arsenal af behandling sidst i livet«.

Hvad tager du med dig ud ad døren?

»Jeg tror stadig, at vi som organisation og faggruppe skal have fokus på, at der bliver noget struktur på at udvikle kompetencer – at vi forholder os aktivt til, hvilke kompetencer der skal være i alle led i kæden.

Inden for den lægelige videreuddannelsesreform er der fokus på, at man skal have større bredde i sine kompetencer, men der er ikke nogen af de nuværende speciallæger, der har de kompetencer, og som dermed kan give den videre. Så hvem skal så løfte efteruddannelsen i bredden? Der er nogen, der skal lave sådan en struktur, og dér håber jeg, at vi som fagfolk bliver inddraget«.

»Det bliver den største omvæltning i min lægekarriere«

Palle Miliam er overlæge og kirurg på Gastroenheden på Hvidovre Hospital, og så er han også næstformand i Overlægeforeningen i Region Hovedstaden. Han havde en kommentar til professor i psykologi Svend Brinkmanns oplæg om et meningsfyldt arbejde.

Hvad fik dig til at gå på talerstolen?

»Brinkmanns oplæg om meningsfuldhed fik mig til at tænke over, om det egentlig er ved at forsvinde lidt i mit og mine kollegers arbejde På hospitalet skal vi levere, og vi skal måske gøre det med færre læger, der hvor jeg er.

De nye kronikerpakker er da en fin ide, men hvis vi ikke er nok mennesker til at levere, så får vi jo ikke overholdt ventetidsgarantierne. Lige nu har vi svært nok ved at få det til at hænge sammen hen over en sommerferie, hvor vi jo skal prøve at lukke ned, så folk kan holde ferie. Hvis der så kommer kronikerpakker oveni, hvornår skal medarbejderne så holde ferie? Jeg må indrømme, at sådanne tanker lige kom over mig, da jeg hørte Svend Brinkmann«.

Hvad havde du set frem til i dag?

»Helt klart at høre mere om sundhedsreformen. Det bliver den største omvæltning i min lægekarriere. Der var jo en debat med repræsentanter fra kommunerne og fra regionerne, og det havde jeg set frem til at høre. Man kunne dog godt mærke, at det er lidt tidligt endnu, og meget stadig er uklart: Der er uenighed omkring, hvordan sundhedsrådene skal indrettes, og selv er jeg bekymret for, at sundhedsrådene bliver endnu et bureaukratisk lag.

Reformen kommer helt sikkert til at forme de næste 15-20 år, som jeg nok har tilbage i min sundhedskarriere. Det kunne jeg godt tænke mig at få lidt indflydelse på«.

»Det reaktiverer et SP-traume«

»Alt i alt er jeg både spændt og nervøs for den her sundhedsreform. Jeg gik ind i det regionale arbejde for Overlægeforeningen for seks år siden, da vi skulle have Sundhedsplatformen (SP) implementeret, og det er jo det, alle frygter, at vi er ude i igen. Sidder vi nu med den store katastrofe lige om hjørnet – en masse medarbejdere går på pension eller til det private?

Strukturforandringer i sig selv er hårdt belastende. Vi har allerede en travl en hverdag: Vi har nogle patienter, der skal passes. Det skal køre. Hvis der kommer noget ind fra siden, som vi også skal opfylde, så begynder det at blive svært. Det reaktiverer et SP-traume, så at sige«.

Hvad tager du med dig herfra?

»Det har været en virkelig god dag! Jeg savner stadig en masse svar, men det er forståeligt, at de ikke har kunnet give os det endnu. Jeg ville gerne have hørt lidt mere om psykiatrien, som, jeg rigtig gerne ser, bliver mere integreret på hospitalerne.

Jeg tager helt klart med mig i dag, at vi skal til at kæmpe en kamp om, hvordan vi synes, at arbejdet skal indrettes. For det er ikke afklaret endnu. Hvad vi så kan få af indflydelse, det er da spændende. Men det er vigtigt, at vi som forening i hvert fald siger, hvad vi synes, der skal til. Det skulle gerne være sådan, at vi om ti år siger: »Det var squ godt, det I gjorde der«.

Læger er forpligtede til at bidrage

Formand for FAS Susanne Wammen slog fast, at man som forening vil gøre, hvad man kan for at bidrage konstruktivt til en ny reform, som både er til gavn for patienter, og som lægerne også kan se sig selv i:

»Vi må sige, vi virkelige er kommet på dagsordenen. Lægereformen er det mest centrale element i sundhedsreformen. Alt det gode, vi allerede har opbygget i sundhedsvæsenet, skal vi sikre os, ikke forsvinder i en ny reform. Kan vi lykkes med det? – Ja, det må tiden vise. Jeg mener, vi læger er forpligtede til at bidrage«.