Skip to main content

Patienter skal forstås gennem romaner

Undersøgelser har vist, at kommunikationen mellem læge og patient halter. Det forsøger et nyt valgfag på Syddansk Universitet at gøre op med ved at undervise medicinstuderende i skønlitteratur om og af syge.

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard.

Louise Graa og Lea Holtze, mail@leaholtze.com

28. nov. 2016
12 min.

"Hvordan går det?", spørger lægen.

»Tja, jeg har cancer«, svarer patienten.

»Godt, godt«, siger lægen og fortsætter: »Besserwisser banana split. Øko pasta bim bam, bolo rolo wegessen slivovitz!«

Patienten takker for lægens tid, skønt han ikke har forstået et ord af den chokerende meddelelse. En lungekræftdiagnose har tilstoppet hans ører, og lægens manglende empati og knudrede fagsprog trænger ikke igennem proppen. Det er sådan, at forfatter Klaus Lynggaard beskriver mødet med sundhedsvæsenet, da han fik konstateret lungekræft, i sin nye digtsamling »Personfølsomme oplysninger«.

Netop Klaus Lynggaards digte undervises der i på Syddansk Universitets valgfag for medicinstuderende: »Fortællinger om og af patienter, behandlere og pårørende«, der ligger inden for området narrativ medicin. Det er første gange nogensinde, at Klaus Lynggaard, Suzanne Brøgger og Kim Leine står på medicinstudiets pensumliste i Danmark, fortæller litteraturprofessor og underviser i faget Anne-Marie Mai.

»Enhver kan leve sig ind i, at det er ufatteligt svært at forstå, hvad lægen siger, hvis man har fået en kræftdiagnose. Men skønlitteraturen kan beskrive, hvordan man bliver hægtet af samtalen på en måde, så man som læser selv oplever det. På den måde giver skønlitteratur udblik og nye synsvinkler«, siger hun.

Læger er ofte blevet kritiseret for ikke at tale med og møde deres patienter i øjenhøjde. Lægeforeningen og Patientklagenævnet vurderede tilbage i 2009, at bedre kommunikation mellem læge og patient kunne halvere antallet af patientklagesager og dårlige patientforløb. Og i en undersøgelse, som Lægeforeningen lavede i samarbejde med Videnscenter for Brugerinddragelse i 2014, svarede to ud af tre læger og sygeplejersker, at personalet på deres hospitalsafdeling kun i »nogen« eller »mindre« grad inddrog patienterne i behandlingen. De udfordringer kan det nye valgfag være med til at besvare, mener Anne-Marie Mai.

»Som læge skal man kunne lytte til patientens fortælling, ligesom patienten skal kunne forstå lægens. Skønlitteratur af og om syge giver indsigt i, hvordan fortællinger virker, og hvordan vi kan bruge dem«, siger hun.

Giv livserfaring videre

Da Kim Brixen, der er leder af Klinisk Institut ved Syddansk Universitet og direktør på Odense Universitetshospital, blev læge for 30 år siden, var der ingen kommunikationsundervisning på skoleskemaet. Det er der kommet sidenhen: De studerende bliver blandt andet undervist i kommunikationsteori, de prøver samtaleteknikker af på skuespillere og optager patientmøder, når de er i klinikforløb, så de kan evaluere deres evner til at tale med patienterne efterfølgende. Men hvor narrativ medicin har eksisteret på Colombia University i USA i 20 år, er det først nu nået til Danmark. Og det er på tide, mener Kim Brixen.

Fakta

Fakta

»Forfattere har en skarp iagttagelses- og formuleringsevne, som kan kaste lys over noget, vi andre ikke bemærker. Det giver input til de studerende, og jo mere kompleksitet de fanger, jo mere dybdegående en forståelse af andre mennesker og deres behov og handlinger har de. De kan kun leve deres eget liv én gang, men de kan lære om andres ved at læse skønlitteratur«, siger han og fortsætter:

»I dag skal vi levere den service, patienter skal have, på kort tid, præcist og på et teknisk højt niveau. Og samtidig er forventningen fra patienten, at det bliver leveret menneskeligt og i øjenhøjde. Når det ikke sker, giver det anledning til frustrationer og i værste fald klagesager og erstatningssager«, siger han.

Det massive tidspres, som læger arbejder under, kan være en trussel mod den gode patientsamtale og gøre det svært at nå at se patienterne tilstrækkeligt i øjnene. Men det kan bøgernes verden hjælpe på. Anne-Mare Mai og Kim Brixen skønner ligefrem, at skønlitteraturen sparer tid.

»Hvis man har et bedre indblik i, hvordan et segment lever, eller hvordan andre patienter med samme sygdom har oplevet det, kan man udnytte konsultationstiden bedre«, siger Kim Brixen.

Heidi Bøgelund, der er chefkonsulent i Region Syddanmark, hvor hun koordinerer organisationsudviklingen hos de praktiserende læger, har skrevet ph.d.-afhandling om relationen mellem læge og patient, og hun glæder sig over det nye fag. For feltet, der omhandler kommunikation læge og patient imellem, er meget komplekst. Hendes undersøgelser viste, at det især er på sygehusene, at læger og patienter går fejl af hinanden.

»Det er en udfordring at være læge, fordi man både skal se sygdommen fra et biomedicinsk perspektiv og forstå patientens oplevelse af den. Her har de praktiserende læger en stor fordel, fordi en af deres største styrker er, at de skaber en relation til patienten over tid. Relationen gør det nemmere både at forstå og kommunikere med patienten«, siger hun.

Ud af elfenbenstårnet

Det stigende fokus på kommunikation i medicinuddannelsen er positivt, men det er ikke nok, mener Luise Jessen Lundorf, der er ved at specialisere sig i almen medicin. Før medicinstudiet tog hun en bachelorgrad inden for filosofi. Det har givet hende en videnskabsteoretisk basis, som andre læger også kan have glæde af.

»Det er positivt med et øget kommunikationsfokus, men i virkeligheden skal man gå mere fundamentalt til værks og lære de studerende at undersøge fagets styrker og begrænsninger. Lægevidenskaben befinder sig mellem naturvidenskab og humanvidenskab, men det naturvidenskabelige dominerer for meget. For eksempel bliver ordet evidens slynget ud i tide og utide. Men hvis man som læge siger, at man har evidens for noget, lukker man ned for dialogen med patienten og sætter sig selv op i et elfenbenstårn med patent på sandheden«, siger Luise Jessen Lundorf.

Samtidig har læger typisk en forestilling om, at mennesket grundlæggende er et rationelt væsen. Men det er i høj grad også irrationelt og styret af følelser og en masse andre værdier end lige netop den kropslige sundhed, mener hun.

»Lægers menneskesyn og selvforståelse er afgørende for, hvordan vi møder patienten, og det er vigtigt, at vi bliver bevidst om dette allerede under studiet. Vores fag er uhyre komplekst. Vi kan selvfølgelig tage blodprøver og skære i kroppen, men meget af vores viden kommer jo fra samtalen med patienten. Og her kan vi altså lære af andre videnskaber som for eksempel psykologien, sociologien og litteraturvidenskaben, hvis vi inviterer dem indenfor«, siger hun.

»Som læge
skal jeg have hjertet med mig«

Det var ikke planlagt, at der skulle stå Pia Tafdrup, Suzanne Brøgger og Kim Leine på Clara Colombos pensumliste. Alligevel fik hendes interesse for det menneskelige aspekt ved at være læge hende til at vælge »Fortællinger om og af patienter, behandlere og pårørende« som sit obligatoriske valgfag.

»Hele lægefaget handler jo om at interagere med patienter. Det kræver forståelse for andre mennesker, og derfor lød det spændende og anderledes at skulle læse skønlitteratur for at opnå den forståelse. Det viste sig at være helt vildt fedt«, siger 23-årige Clara Colombo, der læser medicin på sjette semester på Syddansk Universitet.

Clara Colombo og hendes medstuderende blev blandt andet sat til at dechifrere budskabet i forfatteren Maria Gerhardts bog »Der bor Hollywoodstjerner på vejen«, hvor hovedpersonen bliver ramt af en altopædende kræftsygdom. Og de blev fordelt i grupper, hvor de i fem minutter uden afbrydelser skulle fortælle om noget, der gik dem på.

»Efter nogen tid var der ikke mere at sige. Og så kom der nogle ting frem, som man i virkeligheden syntes var svære. Ligesom en patient kan gøre, selvom årsagen til at gå til lægen måske egentlig var en helt anden«, fortæller Clara Colombo.

Læger er ofte blevet kritiseret for ikke at møde deres patienter i øjenhøjde, lytte tilstrækkeligt og inddrage patienterne i behandlingen. Medicinuddannelserne har derfor i de senere år sat mere fokus på undervisning i kommunikation inden det første klinikophold. Her lærer de studerende at følge nogle konkrete modeller, teorier og guider til den gode patientsamtale. Men mødet med patienten kan langtfra altid sættes på formel, mener Clara Colombo.

»Den almindelige kommunikationsundervisning har tit fokus på at komme frem til sagen i en travl hverdag. Jeg har selv prøvet at sidde som patient og føle, at jeg ikke blev forstået, men bare var én i rækken af patienter«, fortæller hun.

Lige nu er Clara Colombo i et 14-dages klinikophold på et hospital. Og hun har derfor også været vidne til den travle virkelighed, som lægerne navigerer i, hvor de skal forholde sig til op mod 50 patienter på en dag.

»Der er måske ikke lige tid til at lytte i fem minutter. Lægen bør selvfølgelig ikke skrive journal og se på computeren, imens patienten taler. Men problemet er nok, at lægen ikke har tid til at gøre det efter konsultationen, hvor en ny patient venter«, siger hun.

Ifølge Clara Colombo kan konsekvensen imidlertid være, at patienten mister tillid til sin læge og i sidste instans undlader at søge læge, når behovet opstår.

»Jeg tror ganske enkelt, man kan behandle bedre, hvis man forstår sin patient«, siger hun.

Med de litterære tekster har de medicinstuderende fået forskellige indgange til, hvordan de kan møde mennesker i de mest sårbare situationer. Den tekst, der gjorde allerstørst indtryk på Clara Colombo, var »At være dødelig«, hvor kirurgen Atul Gawande beskriver det paradoksale ved, at man som læge er til for at redde liv, men også skal kunne stå over for mennesker, hvor der ikke er noget at gøre.

»Det kan være svært for lægen at rumme den situation, når nu det er ens primære arbejdsopgave at redde liv. Men lægen er også til for at være dér, hvor det gør rigtig ondt. Det, tror jeg, man er ved at lytte, give patienten plads og forstå vedkommendes historie. Man skal lægge mærke til, hvad de rent faktisk siger«, understreger hun.

Romaner, noveller og lytteøvelser kan ikke altid overføres direkte til stuegangen. Men jo mere man læser om mennesker, jo mere forstår man dem, mener Clara Colombo.

»Faget fik mig til at tænke over, hvor vigtigt det er, at man har hovedet eller måske nærmere hjertet med sig som læge. Patienter prøver ofte at finde mening med, at de er syge, og fortæller sig selv en historie. Den historie skal vi læger lytte til«, siger hun.

Nogle af årets bøger suger os ind i en anden verden

»At være udødelig« er den første bog, Lene Agersnap, Ugeskrift for Lægers redaktør med ansvar for boganmeldelser, nævner. Den er skrevet af den amerikanske kirurg Atul Gawande, der er fra Boston og samtidig professor ved Harvard Medical School. Gawande er forfatter til flere bedstsælgende bøger, og denne bog fik fornemme anmeldelser, da den sidste år udkom på engelsk. I år er den så kommet på dansk.

»Det er en meget menneskelig bog«, siger Lene Agersnap. »Den kredser om misforholdet mellem håbet om overlevelse og behovet for omsorg. Læger vil ofte være tilbøjelige til at oversælge et budskab om mulig helbredelse, selvom det er urealistisk. Det kender vi alle til, når vi i iver efter at vise omsorg måske stiller et falsk håb op«.

Gawande bruger sine egne erfaringer som kirurg og rejser spørgsmålet, om det ikke vil være en bedre tilgang at spørge patienten: »Hvis tiden bliver knap, hvad er så vigtigt for dig?«

Bogen handler meget om terminale patienter, som efter hans mening står over for to mulige spor: et palliativt spor eller en kurativ behandling.

»Gawande beskriver problemstillingerne på en måde, som mange læger vil kunne identificere sig med. Han sætter det lidt på spidsen ved at sige: Jeg kæmper for livet, men regner med døden. Pointen er, at hans meget humane tilgang til de svære emner kan være en hjælp for andre læger, når de står over for patienter i terminale forløb«, sig Lene Agersnap.

Et kig ned i afgrunden

Den næste bog er en patientberetning skrevet af musikanmelder og forfatter Klaus Lynggaard, som har været i behandling for en alvorlig kræftsygdom. Han bruger sin litterære tilgang til at skrive en dybt personlig, men usentimental lille bog om sit forløb.

»Han giver os den syges blik og også en kærlig opsang. Han spørger, om lægerne i deres iver efter at behandle glemmer det menneske, som de behandler. Men hans ærinde er ikke at kritisere lægerne eller systemet. Det er en eksistentialistisk tilgang, hvor et menneske midt i livet bliver truet på livet. Han skriver, så man som læser og læge ikke kan undgå at blive berørt. Det er vedkommende for alle læger at få fortalt om magtesløsheden og sårbarheden«, siger Lene Agersnap. »Vi står side om side med ham, mens han kigger ned i afgrunden«.

Kim Leines scene er et lille hospital i Grønland om ti år. En dansk distriktslæge arbejder her, og han får følgeskab af en dansk vikar, en ældre pensioneret praktiserende læge. To strandede eksistenser skal redde andres liv under suboptimale forhold.

»Den er interessant at læse som læge, fordi vi oplever, hvordan lægerne skal være generalister under svære kår en nat, hvor vanviddet også har en plads. De bliver anbragt i en udkant og skal klare sig. Jeg kan genkende figurerne i den letlæste og tankevækkende bog«, siger Lene Agersnap.

Glansbilleder

En ung kvinde vokser op i et indvandrermiljø med alt, hvad det indebærer af social kontrol. Hun forsøger at frigøre sig, men bliver holdt fast i et middelalderligt helvede. Det fortæller Geeti Amiri om i sin bog »Glansbilleder«, som trækker på hendes egne erfaringer som en afghansk flygtning, der kom til Danmark som fireårig.

»Bogen giver et fantastisk tankevækkende billede af den indvandrerverden, som mange kvinder lever i; vi er med på en kigger, og hun låner os et billede af, hvad det vil sige at være hende. Som læger møder vi dem som patienter, men man får i højere grad øjnene op for kompleksiteten, når man har læst hendes bog«, siger Lene Agersnap.

Endelig nævner Lene Agersnap den canadiske nobelprismodtager Alice Munro. »Hun er eminent til at føre os ind i en anden verden; vi bliver suget ind i et andet univers, som vi som læger tit kan møde og nogle gange kan få dirket op«.

Lyt også til podcasten Læs en roman og bliv en bedre læge