Patientsikkerhed er en grundkvalitet i sundhedsvæsenet
Bogen »Patientsikkerhed, UTH og risikostyring« giver på fineste vis sammenhængende tekst med gode tematiske opdelinger.


Fakta og vurdering
Vi husker alle Svendborgsagen, hvor en ung læge blev anklaget for en patients død under indlæggelse. Sagen sendte ikke uden grund rystelser gennem hele det danske sundhedssystem. Ved højesteret blev den unge læge senere frikendt, men inden da havde mange sundhedsprofessionelle mistet troen på, at deres rettigheder var beskyttet i det daværende patientklagesystem. »Det kunne være mig« var et Facebook-dokument oprettet til støtte af ankesagen for Svendborglægen. I alt 2.600 læger skrev under på, at de støttede ankesagen, da de havde mistet tilliden til lægers ankemuligheder og retssikkerhed på baggrund af sagsforløbet.
Patientsikkerhed og lægers retsstilling i sundhedsvæsenet er derfor centrale elementer i udviklingen og vedligeholdelsen af et moderne sikkert sundhedsvæsen. Denne bog er en grundbog, og det lever den til fulde op til. Indholdet dækker emnet godt, og man får et overblik over, hvor meget området har udviklet sig siden introduktionen i Danmark i 2001. Arbejdet med utilsigtede hændelser (UTH) er velbeskrevet med gode eksempler og med lovgivningen omkring indberetningen og anvendelsen af databasen. Det er en uvurderlig kilde til styrkelse af patientsikkerheden gennem styrkelsen af de kliniske retningslinjer og arbejdsgange. Der beskrives illustrativt, hvorledes kvalitetscirklen, PDSA-cirklen, kan bruges til at udvikle nye og sikrere arbejdsgange. Ligesom der bør være en patientsikkerhedskultur på arbejdspladsen, bør der også være en kvalitetsudviklingskultur i de kliniske enheder. Egne UTH’er og databasen over UTH’erne er vigtigt materiale til at skabe kvalitetsudviklingsprojekter i klinikken og derved styrke kvaliteten i sundhedsindsatsen. Patientsikkerhed og kvalitet i sundhedsvæsenet hænger uvægerligt sammen.
Skæringsfladerne mellem det anonyme indberetningssystem (UTH) og patientklageområdet er indgående analyseret flere steder i bogen. Dette emne burde være undervisningsstof på alle sundhedsuddannelser, da indsigt i dette prekære tema er væsentligt, når man arbejder i sundhedsvæsenet. Det eksponeres yderligere, når man forsøger inddragelse af patienter og pårørende i peergrupper til analyse af UTH’er. Adgang til data kan i visse tilfælde udløse indberetninger fra patienter/pårørende, hvilket er destruktivt for arbejdet med patientsikkerhed.
Personaleforhold og deres betydning for patientsikkerheden bliver beskrevet. Et helt kapitel handler om psykologisk tryghed hos personalet og indflydelsen på patientarbejdet. Det er et vigtigt område med stor indflydelse på kvaliteten af det kliniske arbejde. Her kunne teksten godt have været suppleret med den nyeste viden inden for belastningspsykologien. I denne sammenhæng bør også nævnes den faldende patientsikkerhed, der skyldes det voksende arbejdspres på grund af sundhedspersonalets stigende antal daglige patientkontakter. Det er ikke et forhold, der diskuteres, når regionerne visse steder tildeler praktiserende læger, der har 1.800 patienter, 500 yderligere patienter. Er det i disse tilfælde sundhedsmyndighederne eller lægen, der har ansvaret for dem?
Bogen er mest læseværdig, hvor eksemplerne bruges til at føre læseren gennem begreberne og brugen af metoderne inden for patientsikkerhedsarbejdet. Det kan være svært at forstå detaljerne i forskellen på de forskellige typer af risikoanalyse, når de blot bliver beskrevet i rækkefølge uden eksempler. Men det har været et valg, man har taget for at begrænse bogens omfang.
Tidligt i bogen beskrives tilblivelsen af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som har haft en stor og positiv indflydelse på patientsikkerhedsarbejdet. Men Styrelsen For Patientsikkerhed er kun nævnt ved navn, og de modstridende interesser, der er mellem patientsikkerhedsarbejder og sanktionssystemet, og de problemer, der er heri , er ikke dyberegående beskrevet i denne grundbog. Det er sandsynligvis et aktivt valg fra redaktionsgruppen, som det er op til læseren at tage stilling til berettigelsen af. Bogen er en antologi med de risici, der er ved sådanne udgivelser. Redaktørerne har på forbilledlig vis fået bogen til at være en overskuelig sammenhængende tekst med gode tematiske opdelinger.