Skip to main content

PLO fik ny aftale hjem uden økonomiloft

Efter dramatik og afbrudte forhandlinger lykkedes det PLO at få forhandlet og stemt en ny etårig overenskomst hjem for almen praksis. Aftalen sikrer økonomi til flere praktiserende læger.

Jørgen Skadborg, formand for PLO. Foto: Claus Boesen

Af Bodil Jessen, boj@dadl.dk

13. mar. 2026
3 min.

En ny aftale med plads til vækst i almen praksis.

Sådan landede forhandlingsaftalen om en ny etårig overenskomst for almen praksis, Aftale26, i slutningen af januar. Siden har en stor majoritet i repræsentantskabet stemt for aftalen, og 27. februar blev det fulgt op af et klart ja ved urafstemningen blandt medlemmerne.

Den aftale, som PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) blev enige om, er uden en øvre økonomiske ramme, så der er plads til ekstra aktivitet som følge af flere praktiserende læger.

Frem mod 2035 skal antallet af praktiserende læger øges fra de nuværende ca. 3.500 til mindst 5.000 i »det almenmedicinske tilbud«.

Markant vækst i almen praksis er en af hjørnestenene i sundhedsreformen med den vigtige tilføjelse, at der især skal være flere læger i de områder, hvor der i dag er flest syge og ringest lægedækning.

Målrettet ekstra aktivitet

Sigtet med den manglende økonomiramme i 2026 er da også, at øget aktivitet primært skal finde sted der, hvor der kommer nye læger. Derfor vil parterne følge udviklingen tæt, så de sikrer sig, at udviklingen i aktivitet især sker i de områder. Det er altså ikke hensigten, at de nuværende praktiserende læger skal øge deres omsætning pr. patient ud over det, der kan tilskrives den demografiske udvikling og flere opgaver i almen praksis.

Det var netop spørgsmålet om økonomi til flere praktiserende læger, der i slutningen af 2025 fik PLO til at afbryde forhandlingerne på grund af manglende investeringsvilje fra regionernes side. Efter en opfordring fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) kom parterne dog tilbage til forhandlingsbordet.

For de praktiserende læger, der i 2023 overskred den økonomiske ramme med 1,4 %, har det været en lettelse, at økonomiloftet blev fjernet i 2026.

Jørgen Skadborg, formand for PLO, sagde således ved aftalens indgåelse:

»Det vil betyde, at vi kan påbegynde det løft af det nære sundhedsvæsen, som er forudsat i sundhedsreformen, uden at lægerne skal bekymre sig om en eventuel modregning«.

Tværsektoriel kommunikation

Derudover kan det også nævnes, at basishonoraret hæves med 95 mio. kroner, hvilket svarer til 27.430 kr. pr. kapacitet årligt for et gennemsnitligt patienttal på 1.708 patienter.

Der er desuden afsat yderligere 10 mio. kroner til efteruddannelse af – flere – praktiserende læger.

PLO har længe ønsket at indgå aftale om honorering af tværsektoriel kommunikation – en opgave, som fylder mere og mere. Det lykkedes heller ikke i denne aftale, men parterne er blevet enige om at analysere området med henblik på en kommende forhandling.

Fakta

Aftale26