Skip to main content

PLO-formand: Giv almen praksis mulighed for at søge puljemidler

Der går alt for lang tid, før den statslige støtte til læge- og sundhedshuse kommer ud i virkeligheden at arbejde, mener PLO-formand Christian Freitag. Han minder om, at om nogle år vil 300.000 danskere stå uden egen læge.
Nogle af de nye sundhedshuse - som her i Pandrup - har haft problemer med at skaffe praktiserende læger. Det vigtige er, at lægerne selv kan søge puljepenge, mener Christian Freitag. Arkivfoto.
Nogle af de nye sundhedshuse - som her i Pandrup - har haft problemer med at skaffe praktiserende læger. Det vigtige er, at lægerne selv kan søge puljepenge, mener Christian Freitag. Arkivfoto.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

24. apr. 2019
7 min.

Med sundhedsaftalen lægger regeringen og Dansk Folkeparti op til, at sundhedshuse skal være rygraden i det nære sundhedsvæsen. Samt de praktiserende læger.

Derfor hænger det ikke sammen, at praktiserende læger ikke har mulighed for selv at søge den pulje på 800 mio. kr. til sundhedshuse og lægehuse, som Sundhedsministeriet udbyder, mener Christian Freitag.

»Det er mange penge, men det er et problem, at det er midler, som kun kommuner og sundhedsforvaltninger kan søge. Vi har ikke brug for 15 nærhospitaler eller 40 sundhedshuse. Vi har brug for at få moderniseret en meget stor del af de 2.000 lægeklinikker, som vi allerede har i dag. Hvis man vil have det etableret hurtigt, skal praktiserende læger have mulighed for at søge de penge. Eller det skal være muligt at medfinansiere, så almen praksis kan gå ind og få en andel«, siger han.

»Hvis det blev muligt, i forhold til lokaler, vil jeg tro, at man ville kunne rykke i løbet af 1-2 år. Men jeg er bange for, at der kommer til at gå væsentligt længere tid, og vi kommer til at se projekter som primært er kommunale – sikkert flotte projekter, men projekter, som ikke involverer almen praksis, og så står vi også om tre år med de samme lokaleproblemer«, fortsætter Christian Freitag.

Hvorfor det?

»Fordi praktiserende læger er henvist til at vente med at søge og vente på at blive inddraget, og det er en lang proces, hvis kommunalbestyrelsen skal ind og diskutere alle tænkelige detaljer – det bliver en politisk proces, og som sådan kan den trække ud«.

Almen praksis skal udbygges

Christian Freitag anerkender dog, at almen praksis i den endelige aftale er nævnt i forbindelse med etableringen af sundhedshuse. Det var de ikke i et tidligere udkast.

Man uanset hvad, er Christian Freitag noget mere koldblodig i forhold til sundhedshuse, end regeringen synes at være.

»Du kan putte, hvad du har lyst til, ind i begrebet sundhedshuse, og det kan skabe forvirring. Hvad det faglige angår, er det ikke nødvendigvis sådan, at fordi man bygger sundhedshuse, får man pludselig et sammenhængende sundhedsvæsen. Det, at man sætter funktioner under samme tag, betyder ikke, at vi pludselig begynder at samarbejde på en anden måde«.

Sundhedsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti vil sætte ikke mindre end 4 mia. kr. i den såkaldte Nærhedsfond, der skal gå til det nære sundhedsvæsen, herunder sundhedshuse og lægehuse. Halvdelen af den gamle pulje på 800 mio. kr. skal lægges over i den pulje, er planerne. Om det går sådan, afhænger af valgresultatet, men Christian Freitag håber, at udbygningen af almen praksis fortsat vil være på dagsordenen.

»Regeringens udspil indeholder en erkendelse af, at faciliteterne i almen praksis skal løftes. Det er jeg glad for, og hvis der kommer en ny regering, håber jeg, de også vil se det«, fortsætter Christian Freitag.

150 millioner samler støv

Han peger på, at mangel på lokaler til almen praksis er et stort problem i København.

Det er det politiske spil. Men jeg kan godt blive lidt indigneret. Christian Freitag, formand for PLO

»Her er der ikke plads til de medarbejdere og det hjælpepersonale, som regeringen ønsker, vi skal have«, siger han.

Sidste år blev der ellers afsat en særlig pulje på 150 mio. kr., som netop var øremærket udvidelse og modernisering af københavnske praksis. Det skete på et pressemøde i juni, som Ellen Trane Nørby holdt i en trang og varm almen praksis. Den ville blive slået op samme efterår, forlød det fra ministeren.

Imidlertid er det ikke sket endnu.

Sundhedsministeriet oplyser, at puljen på de 150 mio. kr. ligesom halvdelen af sundhedshuspuljen er indlemmet i Nærhedsfonden.

Det ærgrer Christian Freitag.

»Jeg har efterhånden vænnet mig til det politiske spil, som gør rigtig meget ud af det, når pengene bliver udmeldt. Man tror så, at de nu skal ud at arbejde, men det går ofte meget langsomt, og de kan nærmest nå at blive givet flere gange«.

Han fortsætter:

»Da jeg for fire år siden begyndte som formand for PLO, var Nick Hækkerup sundhedsminister, og han gav en pulje til sundhedshuse på 800 mio. kr. Til dato er kun halvdelen udloddet. En del af pengene er siden blevet givet af de to efterfølgende sundhedsministre. Det er en føljeton, og nu er den sidste halvdel blevet puttet ind i Nærhedsfonden«.

»Det er lidt det samme med de 150 mio. kr., der skulle udvide kapaciteten i hovedstadens almen praksis. Det er nogen tid siden, vi hørte om dem første gang. Og nu skal vi om på den anden side af valget, hvor der måske kommer en ny sundhedsminister, og man kan frygte, at det hele starter forfra, og pengene bliver givet endnu en gang, måske i en helt anden sammenhæng. Men der vil gå et halvt til et helt år, før det sker, og imens har endnu færre danskere adgang til en praktiserende læge«.

»Det er det politiske spil. Men jeg kan godt blive lidt indigneret. For realiteten er, at der i dag står 100.000 danskere uden egen læge, og om nogle år er det oppe på 300.000. Og det undrer mig, at det tilsyneladende er vigtigere at lave opslag om, at nu deler man de og de penge ud end rent faktisk at sikre sig, at de kommer ud i virkeligheden ud og arbejde«.

Læs også: Jeg et sundhedshus mig bygge vil ...

Faktaboks

800 mio. kr. til sundhedshuse og lægehuse