Almen praksis sikrer udvikling med flere ændringer og opgaver, men det kan give problemer for de praksis, der ikke kan udvide med mere personale, siger PLO-formand Christian Freitag.
Med et overvældende rygstød fra PLO's højeste myndighed, repræsentantskabet, kunne PLO-formand Christian Freitag forleden sende overenskomsten afsted til urafstemning blandt medlemmerne indtil den 18. oktober.
“Jeg håber, at alle læger kan se, at denne aftale ikke bare gør, at vi holder skindet på næsen de næste tre år. Jeg mente jo selv, at den nuværende overenskomst kun gav os tre år, og så skulle der ske noget andet. Denne aftale er anderledes. Denne aftale skal meget gerne pege mere end tre år frem”, siger Christian Freitag.
Faktaboks
Det var et overvældende flertal af repræsentantskabet med 42 mod fire, der i Tivoli Hotel & Congress Center sagde ja til aftalen, og dermed en noget større opbakning, end der tidligere er set i de seneste hektiske år i PLO.
Den nuværende overenskomst, der blev indgået i 2014, fik opbakning af 34 mod 16 stemmer i repræsentantskabet med daværende Bruno Melgaard Jensen som formand. Og det var neglebidende tæt, da PLO's repræsentantskab med stemmerne 25-24 afblæste konflikten i 2013 og accepterede regeringens lovindgreb, hvilket fik daværende PLO-formand Henrik Dibbern til at gå af som formand.
Christian Freitag, der følger en række nye opgaver til almen praksis med aftalen i form af bl.a. tættere kronikerforløb og flere sygebesøg. Betyder aftalen, at de praktiserende læger kommer til at arbejde mere?
“Klinikkerne kommer til at arbejde mere. Om den enkelte praktiserende læge kommer til at arbejde mere afhænger meget af, hvordan lægen tilrettelægger arbejdet. Der er med denne aftale efter min mening bedre mulighed for den enkelte læge til at få en mere normal arbejdsuge, men det kan ikke gøres uden flere ansatte, uden hjælp fra kollegaer, der vil hjælpe med sygebesøg, og uden hjælp fra sygehuslæger, der sætter korrekte flag på de nye epikriser. Men hvis vi formår at gøre det smart, vil nogle læger kunne opleve at gå ned i arbejdstid uden at gå ned i løn. Vi kommer med denne aftale til at levere mere til det danske sundhedsvæsen, men det er meningen, at lægen skal trække sig fra nogle områder”.
Aftalen er god for solopraksis, men ikke så god for de solopraksis, der ikke har mulighed for mere hjælp fra andet personale. Christian Freitag, formand for PLO
Hvordan tilgodeser aftalen læger i solopraksis, der udgør ca. 33 pct. af almen praksis?
“Aftalen er god for solopraksis, men ikke så god for de solopraksis, der ikke har mulighed for mere hjælp fra andet personale. Det bliver den store udfordring, og det er uanset, om lægerne sidder i solopraksis, kompagniskabspraksis eller samarbejdspraksis. Hvis ikke man har mulighed for mere hjælp til de ekstra opgaver, så kan man få problemer”.
Men hvad skal de læger så gøre?
“De læger kan så vælge at drosle ned i antallet af patienter, og det er jo konsekvensen af lokaleproblemer især i København. Det er et reelt problem, som er skabt af facilitetsproblemer og ikke af hverken denne eller de foregående overenskomster, som alle har båret i den retning mod mere arbejde til personalet i almen praksis”.
Er det så begyndelsen til enden for læger i solopraksis?
“Nej, bestemt ikke. Jeg mener, at vi med klyngerne, udfasning af akkreditering, med de nye epikriser, sygebesøgene, hvor vi skal hjælpe hinanden, har taget hensyn til de små enheder. For de har meget stor værdi i almen praksis, ikke mindst for patienterne, for det er i solopraksis, de er mest tilfredse”.
Hvordan vil klyngerne være en del af løsningen?
“Fordelen er, at vi får et rum til at udvikle vores faglighed i en slags lukket værksted. Vi flytter vores kvalitetsarbejde over i klyngerne. Det er også håbet, at de kan bruges til sparring, til lægedækningsløsninger, fælles personale eller noget helt fjerde. Men det er frivilligt. Klyngerne er i aftalen etableret omkring kvalitetsarbejdet, og hvis ingen eller få læger vælger at etablere sig i klynger, så har vi set helt forkert”.
Og hvordan vil de nye epikriser, hvor sygehuslægerne skal flage patienter røde, hvis de er særligt sårbare, være med til at hjælpe de praktiserende læger?
“Det er PLO’s egen i idé, og det er tanken at få mere styr på de særligt sårbare patienter, der bliver udskrevet. Sygehuslægerne kan i enkelte tilfælde sætte et gult eller rødt flag på epikrisen for at sikre en god overgang for patienten. Det skal naturligvis ikke være sådan, at syghuslægerne bruger disse flag i flæng, og det tror jeg heller ikke, de vil. Det er i særlige tilfælde med patienter, der kræver særlig opmærksomhed. Vi får et hav af epikriser hver eneste dag, og det kan kan være en jungle at finde de patienter. Så idéen er, at når der kommer et gult eller helt sjældent et rødt flag, skal vi være mere opmærksomme. Den tanke har jeg svært ved at se ulemper ved. Det er da, om noget, patienten frem for systemet“.
Læs også: »Mere arbejde giver mere almenmedicinsk fornuft«
Læs også: »Vi har bygget et flot højhus, men vi mangler fundamentet«
