Birgitte Rahbek er praktiserende læge i en soloklinik på Frederiksberg og skeptisk over for den nye aftale for almen praksis.
En medicinstuderende arbejder i et lille, snævert lokale i lejligheden. Men ellers er praktiserende læge Birgitte Rahbek alene i en fireværelses lejlighed med klassisk fordelingsentre, et køkken med spiseplads, et venteværelse, hendes eget konsultationsslokale og et lille toilet uden bad. Og sådan bliver hendes lægeklinik ved med at være, understreger hun.
Faktaboks
”Jeg har hørt udtrykket, at denne aftale bliver solopraksissens død, fordi aftalen er bygget op over de større praksis, og at almen praksis skal udvide med mere personale. Men tag et kig rundt i denne lejlighed. Jeg har ikke plads til flere. Det vil også betyde, at jeg skulle ordne ferieplanlægning, MU-samtaler og alt mulig andet, der vil følge med flere ansatte. Det gider jeg ærligt talt ikke. Det vil også tage tiden væk fra det, jeg helst vil, nemlig at se patienterne”, forklarer 53-årige Birgitte Rahbek i frokostpausen denne fredag.
Hun har været sololæge på Frederiksberg siden 2003 i lejligheden, der ligger syv trappetrin op fra opgangens hoveddør, og hvor patienterne fra venteværelset har udsigt til blomstrende altankasser og den trafikerede Peter Bangs Vej, der løber gennem det ydre Frederiksberg.
Nu er der gået en god uges tid efter, at PLO skrev under på en aftale med Danske Regioner om almen praksis, og selv om hendes skuffelse er mindsket en smule, så sidder den der stadig.
Vi er en gruppe, der er blevet mere stressede og pressede, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at aftalen havde været en slags fundament med bedre arbejdsforhold. Birgitte Rahbek, praktiserende læge på Frederiksberg
“Jeg blev faktisk rigtig skuffet, da jeg så aftalen. Jeg havde håbet, at der havde været mere fokus på vores trivsel. Vi er en gruppe, der er blevet mere stressede og pressede, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at aftalen havde været en slags fundament med bedre arbejdsforhold. Nu har vi bygget et flot højhus, men vi mangler fundamentet. Og med en anden metafor kan man sige, at aftalen forventer, at vi kører 130 km/t. på en grusvej, men det havde været fint at lægge noget asfalt til at starte med”, siger Birgitte Rahbek.
Hun bruger bl.a. e-mailkonsultationerne som et udtryk for, hvordan hun mener, at dagen er blevet mere ustruktureret. I lighed med almen praksis generelt har hun i de seneste år fået flere e-mail, og det presser hende.
“Mens vi via overenskomsten er forpligtet til at være til rådighed ved telefonen om morgenen, er der ingen faste rammer for e-mails. Det er op til os selv, og derfor gør jeg det ind imellem alt muligt andet. Det giver en ustruktureret dag”.
Men kan du ikke bare selv strukturere det?
“Jo, men hvis jeg sætter en halv time af hver dag til e-mails, kan jeg se to patienter færre, og de bliver måske frustreret og kan desuden gøre, at jeg ikke overholder garantien om en tid inden fem dage. Så jo, jeg kan godt selv strukturere det, men e-mailkonsultationer er et udtryk for en ekstraopgave, der er kommet snigende, og som tager tid. Jeg kan godt lide forudsigelighed, og min arbejdsrytme bliver klart bedre, hvis jeg nogenlunde ved, hvad der skal ske. Det gør mig mindre stresset og minimerer helt sikkert også risikoen for fejl”, siger hun.
Men Birgitte Rahbek forventer faktisk ikke at få mere travlt med den nye aftale. Men det er kun fordi, at hun skærer ned i antallet af patienter fra 1.700 til den nye grænse på 1.600 patienter.
“Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er med til at løse problemet med lægemangel. Men jeg har siddet her i 14 år, har betalt min goodwill, og skal ikke nå noget økonomisk. Jeg vil hellere skrue ned for økonomien og have en ordentlig livskvalitet, end jeg vil skrue op for farten og have det elendigt”, siger Birgitte Rahbek.
Aftalens muligheder for, at sygehusene kan sætte et rødt flag i epikriserne på de patienter, der skal have særlig opmærksomhed, er hun usikker på, hvor stor betydning får.
“I forvejen har jeg nogenlunde styr på de skrøbelige patienter, men hvis de røde flag støtter mig endnu mere, så er det fint. Jeg håber dog ikke, at de bliver brugt til at udskrive patienterne hurtigere, eller hvis lægen ikke lige kan finde bagvagten. Jeg skal ikke være en slags bagvagt for hospitalslægerne”, forklarer hun.
Hun er desuden skeptisk over for, at aftalen i højere grad definerer patienterne ud fra diagnose – helt modsat hendes billede af at være praktiserende læge
“Når jeg skal følge diabetikere eller cancerpatienter mere tæt, betyder det, at patienterne er den diagnose, når de træder ind ad døren hos mig. Nu skal jeg i højere grad se patienterne som en sygdom og ikke som en patient. Det afspejler takstsystemerne på hospitalerne, og så ser jeg diabetespatienten for diabetes, også selvom det måske slet ikke er diabetes, der er det største problem”.
Til gengæld ser hun med glæde frem til de klynger, som skal højne kvaliteten i almen praksis.
“Jeg sidder i vagtring med udelukkende sololæger, så på den måde vil klyngerne sikre et mere ensartet tilbud til de patienter, vi passer for hinanden. Så hvis klyngerne kan støtte os i at hjælpe hinanden og løfte kvaliteten, så er det en god idé”.
Læs også: »Mere arbejde giver mere almenmedicinsk fornuft«
Læs også: PLO-formand: Ny aftale giver mere arbejde og mere brug for hjælp
