»Det er en god nyhed for vores patienter, at det med sundhedsreformen slås fast, at der i 2035 skal være mindst 5.000 alment praktiserende læger. Det peger ind i en fremtid, hvor alle danskere igen kan få deres egen, faste læge, og hvor især sårbare og multisyge patienter oplever, at egen læge har bedre tid til at hjælpe dem«.
Det siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, som reaktion på den netop offentliggjorte aftale om en sundhedsreform.
»Det er meget vigtigt, at der med aftalen sættes penge af til, at vi de kommende ti år skal blive ca. 1.500 flere praktiserende læger, og at der skal uddannes flere speciallæger i almen medicin. Jeg ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde om, hvordan vi kan sikre fast læge til de borgere, der i dag må tage til takke med midlertidige, alternative driftsformer«, siger Jørgen Skadborg.
Han understreger, at førsteprioriteten i de kommende år bør være, at lægedækningen forbedres de steder, hvor der i dag er problemer; dels ved at der indføres national styring af ydernumre, dels ved at der aftales en reform af honorarstrukturen for de praktiserende læger.
»Jeg ser frem til en konstruktiv dialog om de ændringer, der med reformen er skitseret, og jeg glæder mig over, at det af aftaleteksten klart fremgår, at ændringerne skal søges aftalt mellem parterne«Jørgen Skadborg, formand for PLO
»Vi ser frem til at forhandle om et forenklet honorarsystem, der sikrer bedre rammer for de kolleger, der har mange ældre, syge og sårbare patienter. Læger med mange komplekse patienter skal opleve, at de får bedre tid, blandt andet ved at de får færre patienter. Jeg er overbevist om, at vi derved kan sikre en bedre lægedækning bredt set i alle egne af landet«, siger Jørgen Skadborg.
Han noterer, at der med reformen er aftalt en række ændringer i, hvordan almen praksis skal styres og organiseres. Herunder at der indføres en national opgavebeskrivelse og et nyt system for tvistløsning, og at én læge højest må eje tre ydernumre; samt at de nye sundhedsråd får frie hænder til at oprette den kliniktype, de ønsker.
PLO er positiv over for de fleste af ændringerne.
»PLO har ikke noget problem med, at der sker justeringer i, hvordan vi som sektor er styret. Det afgørende for os er, at vi bygger videre på den nuværende struktur for almen praksis – med læger, der selv ejer og tager ansvar for driften i egen klinik - som den dominerende driftsform; samt at vi bevarer et nationalt aftalesystem, hvor PLO indgår aftaler på vegne af de praktiserende læger om vigtige forhold som blandt andet økonomi, honorarer, normtal og åbningstider«.
»Jeg ser derfor frem til en konstruktiv dialog om de ændringer, der med reformen er skitseret, og jeg glæder mig over, at det af aftaleteksten klart fremgår, at ændringerne skal søges aftalt mellem parterne,« siger Jørgen Skadborg.
»Jeg bemærker i det hele taget, at regeringens udspil er blevet styrket på en række områder gennem dialogen og forhandlingerne med forligspartierne. Blandt andet er der kommet et afsnit ind om, at der skal ses på problemet med afviste henvisninger fra almen praksis. Det er en kilde til stor frustration hos praktiserende læger, når vi oplever, at vores patienter afvises, så det er jeg glad for, at der nu bliver sat fokus på«, slutter Jørgen Skadborg.