Skip to main content

Podcast: Stumpende bukser og oversize-T-shirt

Ugeskriftets Podcast besøgte uniformsautomaten på Herlev Hospital, der har et blakket ry for at levere lægetøj, som er for stort, småt eller slidt. Den ansvarlige chef erkender problemet og har løsningen.

Flere læger har sendt billeder af deres for store, stumpede eller slidte lægetøj til Ugeskrift for Læger. Foto: Privat
Flere læger har sendt billeder af deres for store, stumpede eller slidte lægetøj til Ugeskrift for Læger. Foto: Privat

Anne-Laura Hedegaard, alh@dadl.dk og Anders Heissel, ah@dadl.dk

25. jun. 2018
2 min.

Man kan have nok så mange tøjkriser derhjemme. Man kan have tabt sig, lagt sig ud, være blevet gravid. Eller andet, der gør, at man ikke føler sig helt præsentabel i sit tøj. Men når arbejdstøjet hedder lægekittel og bliver leveret af det sygehus eller hospital, hvor man er ansat, forventer man ikke at stå i samme situation.

Det har Helga Schultz, læge på Onkologisk Afdeling på Herlev Hospital, ikke desto mindre oplevet så mange gange, at det fik hende til at skrive et debatindlæg i Ugeskrift for Læger.

Fakta

Fakta

”Man kan synes, at tøj, som ikke passer, er en lille ting, men jeg kan mærke, at det tager energi. Jeg sidder i ambulatoriet i en stor del af min arbejdstid over for patienter i deres eget tøj. Det generer mig, at jeg ikke kan se neutral og ,velklædt' ud i en uniform, som passer mig. Stumpende bukser og oversize-T-shirt er ikke neutralt, men utjekket. Og tænk, hvis patienterne derfor får det indtryk, at jeg er en utjekket læge”, skrev hun blandt andet.

Siden 2010 og som det eneste sted i Region Hovedstaden har Herlev Hospital haft en uniformsautomat, hvor læger og andre ansatte kan trække deres arbejdstøj. Men debatindlægget om uniformsautomaten blev læst, delt og kommenteret så flittigt, at det blev tydeligt, at historien måtte foldes ud.

Ugeskrifets Podcast tog til Herlev Hospital og snakkede med både Helga Schultz og læge på Neurologisk Afdeling, Nicolaj Laugesen, som for nylig fik et par bukser uden knapper, som han måtte holde oppe med en iltslange som bælte.

Et andet sted på Herlev Hospital sidder Louise Lindelof, afdelingschef for service og logistik, og hun ved godt, at tøjsituationen ikke fungerer optimalt.

"Jeg erkender, at det går skidt, og situationen er faktisk blevet værre", siger hun i podcasten, hvor hun også løfter sløret for, at der er flere løsninger på vej allerede efter sommerferien.

Har du selv oplevet lægetøj, der var for småt, stort, slidt eller på en anden måde upassende, så læg billedet på de sociale medier med #lægetøj eller send det til ah@dadl.dk