Skip to main content

Lægeformand: Pressede læger skal ikke straffes som følge af coronakrisen

Andreas Rudkjøbing efterlyser et klart signal fra sundhedsmyndighederne om, at læger trygt kan passe deres arbejde under coronakrisen uden at frygte klage- og tilsynssager. Mange vil skulle arbejde under helt ekstraordinært pres. Det skal der være forståelse for, lyder det fra Lægeforeningens formand.
formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing. Foto: Claus Boesen.
formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing. Foto: Claus Boesen.

Bodil Jessen boj@dadl.dk

19. mar. 2020
3 min.

Læger skal ikke straffes med klage- og tilsynssager, hvis de på grund af et ekstraordinært stort arbejdspres under coronakrisen får svært ved at udføre deres arbejde med den sædvanlige høje faglige standard.

Det er det klare budskab fra Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og landets sundhedsmyndigheder.

Han opfordrer til forståelse og hensyntagen til et presset sundhedspersonale, som kan blive stillet over for meget svære valg.

»Vi står over for en ekstraordinær og presset situation, hvor risikoen for fejlskøn stiger, og hvor det i nogle tilfælde kan vise sig nødvendigt at gå på kompromis med den bedste faglige standard. Det vil være dobbelt ulykkeligt, hvis vi som læger efterfølgende bliver straffet af myndighederne for at stille op i en meget vanskelig tid. Det er simpelthen ikke rimeligt«, siger Andreas Rudkjøbing.

Han bakker dermed op om den appel til Magnus Heunicke, som Henrik Ullum, formand for Lægevidenskabelige Selskaber, i går kom med på Ugeskriftet.dk. Henrik Ullum understreger, at der fortsat skal værnes om patientsikkerheden, men at lægerne har brug for at vide, at der bliver taget hensyn til deres ekstraordinært hårde arbejdsbetingelser i efterfølgende klagesager. Henrik Ullum bliver også bakket op af sundhedsordførere og Danske Patienter.

Coronaepidemien forventes at lægge et voldsomt pres på sundhedsvæsenet, efterhånden som mange bliver syge og får behov for intensiv pleje. Samtidig vil bemandingen være presset på grund af sygdom blandt personalet.

Det bør påvirke vurderingen af lægernes arbejde, påpeger Andreas Rudkjøbing.

»Sundhedsmyndighederne forbereder sig på meget vanskelige udfordringer, som mange af os kan have svært ved at forestille sig. Lovgivningen er ikke ændret, men der er i den grad behov for en tilkendegivelse af, at tilsyns- og klagemyndighederne er opmærksomme på, at det er en ekstraordinær situation, hvor mange arbejder i uvante roller under ekstremt pres«, siger Andreas Rudkjøbing.

Skal der tages hensyn til det, når klage- og tilsynssager efterfølgende vurderes?

»Det er helt afgørende. Vi skal have sikkerhed for, at myndighederne har forståelse for, at vi har stået i en helt ekstraordinær situation. Henrik Ullum kommer med et meget godt eksempel i forhold til journalføring, hvor man kan blive nødt til ikke at skrive helt så udførlige journalnotater som normalt – simpelthen for at være i stand til at løse den opgave, vi står i. Der er et grundlæggende behov for, at det ikke er den enkelte læge, der skal drages til ansvar for omstændigheder, som han eller hun ikke er herre over«.

I den nuværende situation mobiliserer sundhedsvæsenet til at kunne klare det forventede store pres under coronaepidemien. Det sker blandt andet ved at indkalde lægestuderende og pensionerede læger samt omskole læger til andre funktioner og andre specialer end dem, de normalt varetager. Oplæringen foregår langt hurtigere, end den ville gøre under normale omstændigheder, siger Andreas Rudkjøbing, som understreger, at Lægeforeningen er meget glad for, at studerende og pensionerede kolleger bakker op i denne tid, og at deres hjælp er uvurderlig.

LÆS OGSÅ: Henrik Ullum i appel til minister: Hjælp os til at kunne arbejde trygt