Prioritering: »Når vi ikke kan det, vi skal, skal vi være åbne og ærlige«

Skibet slår revner, men det sejler stadig. Lægerne og andre sundhedsprofessionelle går ombord hver eneste dag og holder skibet oven vande. Men de kan ikke gøre det alene.

Med den metafor om sundhedsvæsenet indledte Lægeforeningens formand Camilla Rathcke sin tale ved den politiske debat fredag eftermiddag på Lægemødet.  

På de forreste rækker sad blandt andre indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og lyttede.

»Der er brug for, at vi i fællesskab retter skuden op. Der kommer rigtig mange passagerer ombord, og indtil videre er langt, langt de fleste også kommet tørskoet i land. Sådan skal det også være i fremtiden«, sagde Camilla Rathcke, som også pegede på en lang række aktuelle udfordringer.  

»Når jeg nu lister problemerne op, kan det næsten lyde som om, vi er på vej i redningsbådene. At alt håb er ude. Men intet kunne være mere forkert. Jeg tror på vores sundhedsvæsen. Læger tror på vores sundhedsvæsen. Vi står klar på dækket«.

Årets store tema på Lægemødet er prioritering, og Lægeforeningens formand brugte i sin tale til politikere og læger også tid på netop det og på den personalemangel, som kun vil blive værre de næste år

I 2045 vil der mangle 100.000 sundhedsprofessionelle. Det er dobbelt så mange, som der er ansat i hele Region Hovedstaden alt inklusiv, viser en ny analyse fra Lægeforeningen.

»Vi skal se i øjnene, at det kan blive nødvendigt at differentiere mellem tilbuddene til patienterne – måske endda helt vælge noget fra – fordi der ikke er personale til at udføre opgaverne«.

Camilla Rathcke bragte også retssikkerheden op:

»I et i forvejen presset sundhedsvæsen er mistillid gift. Mistillid kaster lange slagskygger ind over et sundhedsvæsen, som har brug for både at kunne tiltrække dygtige unge og fastholde de erfarne«.

Forandringernes tid

Sundhedsminister Sophie Løhde har ikke optrådt på Lægemødet siden 2016 og bemærkede også, at meget er forandret siden, blandt andet er hun minister i en historisk regeringskonstellation, som også har udmærket sig ved at blive historisk upopulær på historisk kort tid.

»Det skal vi nok komme efter«.

Regeringen står med en lang liste af udfordringer på sundhedsområdet, der kræver visioner og handlinger, og den suverænt største er manglen på personale.

»Den kommer kun til at vokse de kommende år i takt med, at der bliver flere ældre, og flere får behov for hjælp i sundhedsvæsenet. Det er en fremtid, hvor der er færre til at løfte mere, fordi arbejdsstyrken bliver mindre. Det er en kæmpe udfordring for vores sundhedsvæsen og for hele den private og offentlige sektor«.

Hun pegede på, at vi ikke kan fortsætte med at gøre mere af det samme.

»Vi kan ikke gøre, som vi plejer. Vi er nødt til at gennemføre nogle grundlæggende forandringer af vores sundhedsvæsen«, sagde Sophie Løhde og sprang således ombord i prioriteringsdebatten.

Hun pegede på den sundhedsstrukturkommission, som regeringen har nedsat for at transformere og fremtidssikre sundhedsvæsenet, så det bliver bæredygtigt. For status quo er ikke en mulighed. Det understreger arbejdskraftsanalysen fra Lægeforeningen, sagde Sophie Løhde.

»Sundhedsvæsenet kan ikke rekruttere sig ud af problemerne. Kommissionen har en central opgave i at sikre svar på, hvordan vi kan komme i mål, når arbejdskraften ikke står mål med opgavens omfang. Vi vil gå fordomsfrit til opgaven med at forbedre og fremtidssikre sundhedsvæsnet, men har også givet kommissionen mandat til at gå fordomsfrit til værks«.

Det handler om at vende udviklingen, så det hele ikke sander til. En del af prioriteringen handler også om teknologi og digitalisering, som kan være med til at omstille sundhedsvæsenet og frigøre tid for personalet, kvalitetsforbedre og sikre, at flere kan blive behandlet tættere på hjemmet eller blive behandlet hjemme, sagde sundhedsministeren.

Sophie Løhde er klar over, at Lægeforeningen efterlyser politikere, der tør prioritere, sagde hun.

»I synes, at vi politikere skal være bedre til at tage hul på den svære samtale med borgerne. Jeg anerkender, at vi ikke er i mål, men vi har også flyttet os. Vi har lavet politiske aftaler om prioritering af sygehuslægemidler og oprettet Medicinrådet. Prioritering skal ikke kun drøftes i ministeriet eller i Folketinget, prioritering sker hver dag ude i virkeligheden«.

Det kræver en ærlig snak om ledelse og ansvar i sundhedsvæsenet, og det kræver en forventningsafstemning med danskerne om, hvad sundhedsvæsenet kan og skal.

»Når vi ikke kan det, vi skal, skal vi være åbne og ærlige. Det er præcis det, der ikke er sket i forbindelse med den ulykkelige sag fra Aarhus Universitetshospital på Mave-tarmkirurgisk Afdeling. Økonomi blev prioriteret over patienternes rettigheder, hvor systemet blev sat foran patienterne, og hvor det krævede afsløringer i medierne, før der blev grebet ind, efter samvittighedsfulde læger havde råbt op internt. Sagen slutter ikke ved den seneste redegørelse. En central læring er en understregning af, at vi ikke forbedrer sundhedsvæsenet ved at tie stille og lukke ørene for de medarbejdere, der råber op og peger direkte på problemerne. Vi skal insistere på en kultur i sundhedsvæsenet, hvor der er tillid hos patienter og medarbejdere til, at man kan råbe op, og at det giver mening at råbe op«.

Nyt tilsyn?

Sophie Løhde stod i 2016 bag den såkaldte strammerpakke, som var en stramning af tilsynsloven, der gjorde det lettere at fratage læger deres autorisation, hvis de var til fare for patienterne. Den skulle gøre det langt nemmere for Styrelsen for Patientsikkerhed at gribe hurtigt ind over for læger og andre autoriserede sundhedspersoner.

Siden er strammerpakken blevet kritiseret, især er tilsynet blevet kritiseret af Lægeforeningens formand Camilla Rathcke – også på årets lægemøde.

»Skal vi lave tilsynet om sammen?« lød spørgsmålet fra Camilla Rathcke, efter hun og sundhedsministeren havde holdt deres taler.

Et spørgsmål, som fik salen til at summe, smågrine og klappe.  

»Jeg kan høre, at det er et spørgsmål, som det er populært at svare ja til i det her forum«, lød svaret fra sundhedsministeren, og det fik lægerne i salen til at grine endnu højere. 

»Vi har holdt møder og drøfter det. Der er nogle områder, hvor der er dilemmaer mellem forskellige hensyn, og de hensyn handler om at balancere i sidste ende, afhængigt af, hvilke briller du ser det med. Nok har jeg været væk i nogle år, men jeg er trådt ind til samme debat og kritik som sidst. Hvis jeg kommer igen en dag, skal det ikke være det samme, der stadig bliver diskuteret. Kan vi finde et kompromis, få det løst, så vi kan komme videre – det er et tilsagn fra min side om gerne at ville se på balancerne, men ikke være blind for, at der skal tages hensyn, afhængig af hvilke interesser man repræsenterer«.

På jagt efter svar

I eftermiddagens politiske paneldebat optrådte Camilla Rathcke og Sophie Løhde sammen med formanden for Danske Regioner Anders Kühnau (S), formanden for Kommunernes Landsforening Martin Damm (V) og sundhedsordfører Per Larsen (K).

Og man må sige, at enighed og uenighed vandrede til hobe, efterhånden som debatten skred frem og spredte sig til alle afkroge af sundhedsvæsenet. Paneldeltagerne talte om prioritering, behandlingsgaranti, privathospitaler og sundhedsforsikringer. Og om slidgigt, børnetandpleje, to dages ret til indlæggelse til alle fødende, henvisninger til fysioterapeuter, mammografiscreening og psykologhjælp til unge.

Sophie Løhde erklærede til en begyndelse: »Jeg har ikke svaret på forhånd. Men jeg vil gerne have input til, hvor vi kan gøre det klogt«.

Ordstyrer journalist Nynne Bjerre Christensen bad paneldeltagerne svare på, hvad der skal skrælles væk, når nu alle er enige om, at der skal prioriteres hårdere i sundhedsvæsenet, og sundhedstilbud ikke længere skal smøres bredt ud som et væg-til-væg-tæppe.

Anders Kühnau nævnte, at cirka en tredjedel af patienterne selv siger, at de nogle gange eller ofte har været på hospitalet, selvom de ikke selv mener, at det er nødvendigt. Samtidig er der 66.000 forebyggelige indlæggelser af ældre over 65 år.

»Skulle vi ikke starte med at se på det i stedet for altid at starte med alt det, der er rigtig svært? Skulle vi ikke starte med dem, som slet ikke har lyst til at komme på hospitalet, hvis de kan undgå det?« spurgte Anders Kühnau, som er formand for regionsrådet i Region Midtjylland.

Martin Damm, der er borgmester i Kalundborg, fik latterbrøl til at bølge gennem salen, da han indledte med at sige, at han måske virkede lidt nervøs.

»Men det skyldes, at jeg kommer fra Vestsjælland, og derude er vi simpelthen ikke vant til at se så mange læger«.

Kalundborg-borgmesteren foreslog, at læger, patienter og politikere skulle gå sammen i en alliance, der bl.a. skal komme med forslag til, hvordan man kan indføre differentierede sundhedstilbud til befolkningen og undgå overbehandling.

»Det, man bliver enige om i alliancen, det skal man stå på mål for. Det skal man holde fast i; også når TV2 rykker ud og laver en historie om, at der er forskellige tilbud og løsninger rundt om i landet«, sagde Martin Damm.

Der var bred enighed om, at alt ikke blev løst ved nedsættelsen af først det ene og så det andet prioriteringsråd. Men debatten har en tendens til at gøre ondt, når tilbud skal differentieres – og nogle skal have mere end andre. Især når det, som Martin Damm nævnte, kommer i tv.

Sundhedsforsikringer

En af repræsentanterne i salen spurgte til afskaffelse af behandlingsgarantien, og Sophie Løhde tøvede ikke mange sekunder, før hun erklærede, at hun »ikke vil afskaffe patienternes grundlæggende rettigheder i vores sundhedsvæsen og ikke ønsker at afskaffe det udvidede frie sygehusvalg«.

Netop ved debatten om behandlingsgaranti, offentlige og private sundhedstilbud samt sundhedsforsikringer blev der krydset klinger i panelet.

Camilla Rathcke sagde, at det for hende er mindre vigtigt, om der er tale om offentligt eller privat. »Det interessante er, hvem der betaler patienternes behandling«, sagde hun. Lægeformanden talte også for at holde fokus på udfordringerne med mangel på arbejdskraft.

»Og så synes jeg, det er interessant at kigge på sundhedsforsikringer. 2,5 mio. danskere har en sundhedsforsikring, og de bliver aktiveret hyppigere. Det kører sådan der – knips-knips – det er der behov for at kigge på«, kom det fra lægeformanden.

Sophie Løhde understregede, at det offentlige sundhedsvæsen skal være »krumtappen, som kan række ud og omfavne alle patienter. Det skal være så attraktivt, så man ikke behøver en privat sundhedsforsikring«, sagde hun.

Ministeren havde dog ikke tænkt sig »at bruge sit politiske krudt på at bekæmpe sundhedsforsikringer – de hjælper med nogle ting, som vi ikke tilbyder i det offentlige«, sagde hun og tilføjede:

»Det er den nuance, jeg prøver at rejse – uden at skulle beskyldes for at være fortaler for et eller andet privat«.

Anders Kühnau fulgte Camilla Rathckes opfordring til at fokusere på manglen på arbejdskraft. Det bør stå øverst for alle i sundhedsvæsenet i alt, hvad vi gør, sagde han:

»Har vi i dag et system med sundhedsforsikringer, som er en del af løsningen på arbejdskraftudfordringerne, eller er sundhedsforsikringerne en del af problemet? Jeg er bange for, at sundhedsforsikringerne er en del af problemerne, for de avler aktiviteter, som ikke gør det lettere at løse arbejdskraftudfordringerne – tværtimod«.

Helt enige blev de ikke i panelet. Men som ordstyreren til sidst konstaterede:

»Det var en vidunderlig debat med en god energi«.

Og så blev der klappet.