Professor i neonatalogi Tine Brink Henriksen: Vi skal væk fra at forske i et organ ad gangen

Hvad er det vigtigste fokus for forskningen fremadrettet?

Vi er et sted, hvor vi mangler forskning i samspillet på mikro og makroplan blandt andet mellem organer. Vi ved meget om lungerne og om hjernen. Men hvad betyder tarmen for hjernen? Og hvad betyder tarmens indhold og funktion for lungernes udvikling? Det nye bliver at finde ud af, hvordan det hele spiller sammen. Forskningen er nødt til at udvikle sig i en mere kompleks retning.

Behandling med stamceller er et eksempel på en lidt mere kompleks behandling, hvor man introducerer en celle, der kan have flere virkningsmekanismer, i stedet for eksempelvis et lægemiddel. I det hele taget er det med at sætte systemet i gang med selv at reparere eller udvikle sig i retning af et godt helbred mere interessant end at forestille sig en pille, et præparat, som skal gøre forskellen.

Så kompleksitet er vigtig. Og så skal vi blive ved med at nørde med behandlingen af og støtte til de mindste for tidligt fødte, og hele tiden undersøge, hvornår vi for eksempel skal give ekstra blod, og om det nu er den rigtige ernæring, vi giver på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde – så vi hele tiden optimerer. For små nørdede ting kan have stor betydning for barnets fremtidige liv.

Hvilke nye gennembrud er – måske – på vej?

Jeg tror ikke, der er store gennembrud lige om hjørnet. Men vi ser mange projekter, som kan føre til ny behandling eller overvågning som for eksempel behandling med celler, genetisk materiale, bakterier, hormoner og overvågning af ilt til hjernen eller blodforsyning til forskellige organer.

Sådan noget som den kunstige livmoder er i dag interessant som dyreforsøg, fordi den kan bruges til at generere ny viden. Men langt de fleste for tidligt fødte børn klarer sig fint med den støtte og behandling, de får i dag, så kun få børn blandt de allermest for tidligt fødte vil få glæde af en kunstig livmoder. Og jeg tænker, at der er lang vej, for det vil kræve et udtalt raffinement af hele overgangen fra livmoder til kunstig livmoder at overføre behandlingen til mennesker.

Hvilke forventninger har du til personlig medicin, Big Data og machine learning på dit felt?

Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne få mere viden om det enkelte barns prognose og ret timing af interventioner. Forældrene er ofte først optaget af overlevelsen, men der går ikke længe, før de spørger, hvad det er for et liv, barnet får, hvis det overlever. Og i dag kan vi ofte kun kvalificere et »vent og se tiden an« ud fra nogle ret grove statistiske overvejelser. Her og selvfølgelig også i forhold til behandlingen, tror jeg, at vi kan komme langt med personlig medicin og med analyser af store datasæt.

Med kendskab til genetiske forhold og andre biomarkører kan vi forhåbentlig blive bedre til at designe behandlingen til det enkelte barn og levere en mere sikker prognose. Og med Big Data og machine learning kan vi potentielt identificere mønstre og forudsige udviklinger, som vi ikke er i stand til i dag. Men det kræver store og detaljerede datamaterialer. Der findes mange større, stormaskede datasæt, men i Norge er man faktisk i gang med en meget detaljeret dataindsamling, som jeg har store forventninger til. Her registrerer alle læger på alle neonatalafdelinger data om patienterne hver dag, når de går stuegang. Det vil være oplagt at finde mønstre i det materiale, og måske opklare, hvorfor børn, som har samme udgangspunkt og får samme behandling, kan have vidt forskellige forløb. Det kunne måske give os indsigt i både kronisk lungesygdom og den alvorlige tarmlidelse, som rammer nogle for tidligt fødte børn. Vi kender nogle risikofaktorer, men vi ved ikke tilstrækkeligt om årsagerne til, at netop de pågældende børn, udvikler sygdommene.

Hvad forsker du selv i lige nu?

Lige nu er jeg især optaget af nye metoder til at hjælpe børn, som har været udsat for iltmangel i forbindelse med fødslen. Der er gjort mange forsøg på at finde metoder til at begrænse dødsfald og skader som følge af iltmangel, men mange har vist sig kun at have effekt på dyr, og ikke på mennesker. Den eneste rigtigt effektive behandlingsmetode, vi har i dag, er køling i tre døgn. Det hjælper cirka et ud af syv børn. Men hvad med de andre børn? Vi er i gang med at undersøge »remote iskæmisk postkonditionering«, som anvendes på forsøgsbasis til at behandle voksne med blodpropper i hjernen og hjertet. Metoden går ud på, at man klemmer blodforsyningen til en stor muskelgruppe af, en arm eller et ben, i flere omgange af fem minutters varighed.

Og i den proces, hvor blodforsyningen først forsvinder, og blodet så igen strømmer til, udløses nogle stoffer, som måske kan redde celler, der ellers ville gå til. Vi ved ikke, hvad det er for stoffer, og om de transporteres via nervebaner eller blod, men vi kan se, at hos nogle dyr beskytter behandlingen mod celledød. Vi er ved at teste metoden på grisemodeller. Hvis metoden viser sig også at have effekt hos mennesker, har vi en nem og billig behandling, som kan bruges over hele verden.

Hvad er det vigtigste mål med din forskning?

Omdrejningspunktet er handikapfri overlevelse – det er der, vi gerne vil hen. Hvis nyfødte overlever, men ikke kan klare sig selv som voksne, så er det ikke til glæde for hverken barn eller forældre. Derfor er det også vigtigt, at vi hele tiden følger de børn, vi hjælper til overlevelse, og ser, hvordan de klarer sig på længere sigt.

Læs også:

Fremtidens gennembrud: Fra kunstig livmoder til lavpraktiske tiltag

Resten af temaet om neonatalogi her.