Professor Therese Ovesen, Svimmelhedsklinikken, Regionshospitalet Gødstrup: »Vi ved ikke, hvilken genoptræning vores patienter får«

»Der er ingen som helst kontrol med, hvilket rehabiliteringstilbud patienterne får i kommunerne, og tilbuddet kan afhænge af, om den fysioterapeut, de møder, tilfældigvis har en særlig interesse i svimmelhed eller er mere interesseret i whiplash f.eks.«, siger Therese Ovesen.

Vil dokumentere effekt af genoptræning

Therese Ovesen beskriver det mekanistiske i balancen som noget af det allersværeste i kroppen at forstå. Derfor giver det god mening, at der også skal avanceret udstyr til at udrede balanceforstyrrelser.

»Udredning af balance er det mest udstyrstunge, vi overhovedet har i specialet, så vi har flere rum med apparatur til den her udredning«, fortæller hun og åbner døren ind til et rum med en såkaldt ørestensstol, hvor løse øresten kan udredes og rystes på plads.

Dernæst åbner hun ind til et lokale med en computerstyret platform – en såkaldt computerstyret dynamisk posturograf. Den er beregnet til udredning af balanceproblemer og til genoptræning.

For at vi kan holde balancen og orientere os, arbejder tre dele af balancesystemet sammen: synssansen giver input om bevægelse og omgivelser, stillingssansen informerer hjernen om, hvor kroppens dele befinder sig, og balanceorganerne i det indre øre opfanger hovedets retning, rotation og acceleration. Når man har balanceproblemer, skyldes det forstyrrelser eller sygdom i en af de tre dele. Mangler funktionen i to, kan man slet ikke holde sig oprejst.

»Men det gode ved balancesansen er, at den er meget elastisk. Altså, den kan jo virkelig trænes, for hjernen kan kompensere, hvis en af de tre ikke fungerer. Men det skal være målrettet træning efter den tabte funktion. Det må ikke være generel balancetræning, som når man f.eks. træner med et vippebræt«.

Hun fortæller, at hospitalets læger og fysioterapeuter typisk udfylder en behandlingsplan, der beskriver patientens problem med forslag til en indsats.

»Vi lægger vægt på, at patienterne får genoptræning, som afhjælper det konkrete balanceproblem og er tilpasset deres individuelle behov. En tømrer, der skal kravle op på et tag, har naturligvis et andet behov end den 80-årige, der måske skal gå ned ad tre trin«, siger Therese Ovesen.

Imidlertid er det helt op til den kommunale fysioterapeut, hvad den enkelte patients træning kommer til at bestå af.

»Vi kender ikke evidensgrundlaget for kommunernes rehabilitering. Og vi ved ikke fra hospitalsside, hvad der gøres for at monitorere effekten af rehabiliteringen og de konkrete mål. Men vi ved, at fysioterapeuterne i kommunerne har andre opgaver end rehabilitering af svimmelhed, og det kan betyde, at erfaring og vidensgrundlag kan variere«, forklarer hun.

Forskning skal inspirere kommunerne

Therese Ovesen vil med et stort interventionsstudie kaste lys på, hvad der sker med patienterne, når de forlader sygehusets matrikel og overgår til kommunal rehabilitering. Helst ville hun have haft en kommune med i studiet, men det har ikke været muligt, så nu kører det i første omgang i regionalt regi.

»Når det handler om balancerehabilitering, er målet individuelle, målrettede og monitorerede forløb, så vi får evidens for indsatsen. Vores computerstyrede platform kan hjælpe med at skræddersy træningen, og håbet med det her projekt var, at kommunale fysioterapeuter ville tage det her værktøj til sig og også ville medvirke til at afprøve effekten af hjemmetræningsapps«.

Therese Ovesen håber på et senere samarbejde med en eller flere kommuner.

»Der er ikke den store tradition for forskningssamarbejde mellem hospital og kommuner. Hospitaler er vant til forskning – det er kommunerne ikke, og det kræver en kulturændring, hvis vi skal samarbejde om sådan et projekt. Der er også nogle konkrete udfordringer i, at vi registrerer og koder forskelligt. Men samtidig peger sundhedsreformen jo i retning af øget ansvar til kommunerne, og det vil vi netop gerne medvirke til«.

Hvis ellers Therese Ovesen får bevillingen igennem til projektet, vil forskerne fra første januar næste år teste alle patienter på sygehuset med balanceproblemer og svimmelhed efter en fælles standard. Og tre måneder senere, når de har været til genoptræning i kommunen, skal de samme patienter testes igen. På den måde kan forskerne dokumentere effekten af genoptræningen.

Therese Ovesen håber, at hun kan være med til at inspirere kommunerne til selv at anskaffe det avancerede udstyr til genoptræning og test.

»Som specialister skal vi diagnosticere og operere, men genoptræningen kan kommunerne med det her apparatur lige så godt tage sig af«.

Hun har flere forskningsprojekter i gang og prioriterer tværfaglige og internationale samarbejder. Hun samarbejder med geriatere, neurologer og medicinere og har et formelt samarbejde med en neurolog i München og med en ekspert i hjernefunktion og MR-skanning, også i Tyskland.

»Det giver noget ekstra at komme ud over øre-næse-hals-specialet«, siger hun.

Børn og gamle bliver overset

I lokalet med den dynamiske platform er læge og ph.d.-studerende Signe Bønløkke i færd med gennemgå data fra dagens tests. Hun skriver ph.d.-afhandling om børn og balanceproblemer og tester systematisk børn mellem seks måneder og ti år uden kendt hørenedsættelse eller balanceproblemer for at samle data som reference for fremtidigt arbejde med og forskning i børns balanceproblemer.

Inden en demonstration af platformen fortæller hun om børnene:

»Det er en patientgruppe, som er overset herhjemme, men et område, som i andre lande er ved at tage fart«, fortæller hun.

Børn med balanceproblemer er særligt udfordret, fordi balanceproblemer kan påvirke deres udvikling.

»Man ved med små børn, at hvis de har et vestibulært tab, altså problemer med balancen, så kan de få forsinket motorisk udvikling, så de sidder, går og står senere end normalt forventet«, fortæller Signe Bønløkke.

Og når børnene skal i skole, opstår der andre problemer.

»De er langsommere end andre børn, og de bliver valgt til sidst til holdsport, fordi de f.eks. ikke kan gribe en bold. De kan få problemer med at læse, skrive og regne, fordi det hele hopper og danser for dem. Man bruger jo balanceorganet til at stabilisere sine øjenbevægelser. Men de kan ikke skifte linje, når de læser, og de kan ikke skifte mellem at kigge op på tavlen og ned igen. Og nogle af dem får at vide, at de er ordblinde, men har i virkeligheden et balanceproblem«.

Signe Bønløkke fortæller, at børn ikke altid sætter ord på deres balanceproblemer, så det kræver en særlig indsats at opspore dem.

Udfordret på balancen

Det er tid til demonstration. En tur op på platformen giver måske det bedste indtryk af, hvad apparaturet kan, mener Therese Ovesen. Det er en invitation, man er nødt til at takke ja til.

Pladen er delt i fire bevægelige dele med hver en sensor, som opfanger selv små bevægelser, som kroppen justerer med, for at balancen kan opretholdes.

Signe Bønløkke hiver fat i selen og sætter den rutineret fast, som var hun instruktør i træklatring eller bungyjump.

Men her er der ingen, som opsøger et frivilligt gys. Patienterne stiller sig på platformens »gyngende grund« for at få hjælp med en tilstand, som forstyrrer deres livskvalitet i alvorlig grad.

Signe Bønløkke kører en del af et testprogram igennem.

»Nu kører platformen frem og tilbage, og så måler vi på, hvor meget du svajer«, siger hun.

Platformen bevæger sig, benene skælver, men det går fint med balancen, så længe man kan orientere sig i et virtuelt lokale med gulv, vægge og loft.

»I den næste test skal du lukke øjnene«, siger lægen.

Javel – lukkede øjne.

»Forsøg at stå så stille som muligt«, lyder det. Nemmere sagt end gjort. Musklerne i benene bliver sat på ekstra arbejde for at opretholde balancen, nu hvor øjnene er lukkede. Det er en smagsprøve på, hvad det vil sige ikke at kunne holde balancen. Hvordan man kompenserer. Det føles som at stå på et skibsdæk i høj sø.

Men Signe Bønløkke bedyrer, at platformen ikke er i voldsom bevægelse:

»Du oplever, at det gynger, fordi du ikke kan bruge dit syn til at stabilisere med«.

»Med den her platform kan vi teste din funktionelle balance og finde ud af, hvilken del af balancesystemet du bruger som strategi til at holde balancen, og dermed hvordan prioriteten i behandlingen skal være«, siger Signe Bønløkke og forklarer, at platformens computerdel med det rette software også har potentiale til at lægge en skræddersyet træningsplan til patienterne ud fra deres testresultater.

Efter et »tak for turen« krænger man seletøjet af og får ikke uden lettelse resultatet: normal balance.

En »stille epidemi«

Ud over børnene er der en anden patientgruppe, som også har brug for mere opmærksomhed, mener Therese Ovesen: de ældre.

For nylig skrev hun et debatindlæg i Berlingske om, hvad hun kalder for »den stille epidemi«. For mange ældre falder på grund af balanceforstyrrelser, og demografien tilsiger, at problemet vil vokse.

»Over halvdelen af os har oplevet en eller andet form for balanceproblem, når vi fylder 65. Og det går meget værre, når man er over 80«, fortæller Therese Ovesen.

»Om tyve år vil vi næsten se en fordobling af mennesker over 80. Derfor kalder jeg det her for ,en stille epidemi’«.

Faldrelaterede skader koster over 2 mia. kr. årligt – alene i direkte udgifter. Dertil kommer indirekte udgifter og ikke mindst de personlige omkostninger i kølvandet på f.eks. et hoftebrud og et sygehusophold. For nogle bliver sygehuset endog endestationen, mens andre får forringet livskvalitet efter et fald og bliver så bange for at falde igen, at de isolerer sig.

Andre igen, som professorens egen mor, har travlt med at komme ud over stepperne, men vil ikke bruge hverken vandrestave eller rollator for at tage toppen af risikoen for et fald.

Der er ellers grund til også at tænke i faldforebyggelse, for det er ikke altid muligt at behandle svimmelhed, peger Therese Ovesen på.

Hun opfordrede i sit debatindlæg til at udnytte de teknologiske muligheder for at give ældre personer tilbud om træning af balancen i et kontrolleret virtuelt miljø, som kan tilpasses deres individuelle behov:

»Ved at simulere hverdagssituationer som at gå på en travl gade eller navigere i et supermarked, kan patienterne få træning, der både er realistisk og udfordrende. Vi har de teknologiske løsninger, vi har brug for, og vi ved, hvad der skal til for at bryde den onde cirkel af fald, frygt og isolation«.