Psykiatere i opråb: Læg ikke psykiatrien sammen med somatikken!

Opdateret 25.10.2024 med brev fra Region Sjællands psykiatri og afsnit med Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskabs holdning

Det kan lyde logisk, at psykiatrien hører hjemme blandt de øvrige lægelige specialer, men det vil medføre tilbageskridt og ringere vilkår for patienterne, advarer en række professorer og cheflæger i Region Hovedstadens psykiatri i et åbent brev til politikerne.

Cheflæge på Psykiatrisk Center Ballerup Jens Drachmann Bukh er én af initiativtagerne bag brevet, der hele tiden får flere navne på, og i skrivende stund tæller 16 professorer og otte cheflæger. Brevet har også fået cheflæger og professorer i Region Nordjyllands psykiatri, Region Sjællands psykiatri og Region Syddanmarks psykiatri til at sende støttebreve. 

Jens Drachmann Bukh fortæller her, hvorfor han har skrevet under på brevet. Han kalder det en »mindre skandale«, hvis regeringens plan om at lægge psykiatrien sammen med somatikken bliver en realitet.

»Vi har nået rigtig mange fremskridt de seneste år inden for psykiatrien. De udfordringer, psykiatrien står over for, kræver mere end nogensinde, at vi kan lave overordnede prioriteringer. Det er ikke en opsplitning af de psykiatriske hospitaler, der er brug for. Jeg mangler nogle svar på, hvorfor det overhovedet er denne vej, man har valgt at gå – hvad er det for et problem, som nedlæggelsen af de psykiatriske hospitaler kommer til at løse?

Det er, som om man på forhånd har besluttet sig for, at det rigtige er at rive huset ned, og bagefter finder man så argumenterne for det. Der er ikke nogen evidens for, at den ene organisationsform skulle være bedre end den anden«.

Et af de væsentligste argumenter fra Sundhedsstrukturkommissionen for at lægge psykiatrien og somatikken sammen er at reducere overdødeligheden blandt patienter med psykiatriske lidelser. Det argument bruger Dansk Psykiatrisk Selskab også i sit høringssvar til kommissionens rapport. Hvorfor mener I ikke det?

»Jeg hører en masse ,tror’ i de argumenter, der har været fremme. Der er ikke sikker evidens for argumentet – man hænger sig i et lille græsstrå, og så vælter man hele huset. Patienterne dør ikke på grund af en organisationsform. De dør, fordi de på grund af deres psykiatriske lidelse har svært ved at opsøge og følge behandlingen for deres somatiske sygdom.

Derfor skal vi først og fremmest sørge for, at de får den bedst mulige behandling for den psykiatriske lidelse, og så være bedre til at opspore og understøtte deres behandling for fysisk sygdom. Men hvis vores ressourcer nu skal gå til organisationsændringer, så mener jeg, man med god ret kan sige, at vi risikerer, at de får en ringere behandling og dermed også ringere mulighed for at få en god behandling for eventuelt somatisk sygdom.

I vores region er vi f.eks. i fuld gang med at styrke opsporingen af somatisk sygdom. Vi har ansat en almenmediciner og nogle somatiske sygeplejersker, hvis opgave er at screene for somatisk sygdom blandt patienter med svære psykiske lidelser, der går i vores ambulatorier. Hvis man politisk gerne vil have mere af det, så kan man beslutte det. Det kræver ikke en organisationsændring, men fokus og ressourcer.

Min påstand er, at man kunne bruge en brøkdel af de ressourcer, man kommer til at spilde på en organisationsændring, og så kunne man få et luksustilbud på det her område, hvis det var det, man ville«.

Det er professorer og cheflæger fra Region Hovedstadens psykiatri, der har startet denne debat. Skyldes det, at I også står med en anden udfordring i form af en sammenlægning med Region Sjælland?

»Nej, der vil jeg ikke sige. På sin vis tror jeg, de mindre regioner vil få en større udfordring end os, fordi de bliver endnu mindre enheder. Men det er da klart, at vi her i Region Hovedstaden og Region Sjælland står med en anden stor udfordring, nemlig at vi også skal bruge mange ressourcer på, at vi efter alt at dømme lægges sammen. Det er i sig selv en kæmpe omvæltning. Der er mange ting, vi gør forskelligt i de to regioner, og der skal etableres et helt nyt samarbejde her også.

Igennem de sidste ti år har vi oparbejdet en samarbejdsform på tværs af centrene. Hvis man trækker tæppet væk under det og forestiller sig, at vi ikke har en fælles administration og direktion med fokus på psykiatrien, så mangler vi nogen til den overordnede planlægning. Hvem skal tage initiativ, hvem skal beslutte, hvem skal facilitere det tværgående samarbejde, og hvem skal prioritere?

Jeg siger ikke, det ikke kan lykkes, men det tager lang tid at oparbejde de rigtige arbejdsgange, og er det virkelig det, vi vil bruge vores ressourcer på?«

Det lykkes inden for de somatiske specialer at samarbejde på tværs af hospitaler og afdelinger. Hvorfor mener du ikke, det kan lade sig gøre inden for psykiatrien?

»Det tror jeg også, det kan. Mit argument er: Hvorfor kaste så mange ressourcer efter og smide alt det gode, vi har opbygget, herunder et godt samarbejde, ud med badevandet, fordi man tror, at det er bedre, at somatikken og psykiatrien er lagt sammen. Det vil jo under alle omstændigheder tage årevis at genopbygge samarbejdsformer. Det er meget store ressourcer, økonomisk, tidsmæssigt og ledelsesmæssigt, man skal sætte ind på at lave den her omstrukturering. Det, mener jeg, er ressourcer, der kunne bruges på at optimere behandlingen og løse de problemer, som er i psykiatrien«.

Er det her også en kritik af jeres faglige selskab, som jo er fortaler for en sammenlægning af psykiatrien og somatikken?

»Bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab har givet et høringssvar, som indeholder forskellige argumenter for og imod de to modeller og er kommet med deres anbefaling. Formanden har også ret til at fortælle sin mening. Vores ærinde med dette brev er ikke at rejse en kritik af bestyrelsen for selskabet, men snarere at give udtryk for vores bekymring, fordi vi synes, det er vigtigt, at politikerne kender den. Vi burde have været tidligere ude, det vil jeg bestemt godt tage på mig, men vi har haft travlt med at passe vores kliniske hverdag. Nu prøver vi på en rolig og saglig måde at gøre opmærksom på vores holdning«.

Er der ikke noget, der kan blive bedre ved en sammenlægning?

»Det er jo ikke sort-hvidt. Og det er netop ikke sådan, at én organisationsform er bedst til alt. Jeg kan da godt finde noget, der kan blive bedre i en anden organisering. Jeg synes bare, at de konkrete ting, man gerne vil have mere af, skulle man prøve at løse inden for den organisationsform, vi har, når nu der ingen evidens er for, at det nødvendigvis bliver bedre i en ny struktur.

Jeg hører, nogen argumenterer for sammenlægningen ud fra et mere ideologisk synspunkt. Det argument kan jeg egentlig godt forstå; at man gerne vil tættere på sine somatiske kolleger, og at det er en måde at gøre specialet mere lægefaglig funderet. Men er det nok argument for at indføre en så gigantisk og i min optik risikabel omlægning? Det synes jeg ikke.

Alt det sagt, så står jeg og formodentligt alle mine kollegaer parat, når støvet har lagt sig, til at samle stumperne og få det bedste ud af den reform, der nu engang kommer. Det her handler ikke om, at vi ikke vil være med til at gøre vores bedste. Jge ville bare hellere bruge tiden på behandling af patienterne end på organisationsændringer«.

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab blander sig også i debatten

Formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab Nina Tejs Jørring deler på sin LinkedIn-profil et åbent brev med selskabet som afsender. Her skriver hun:

»Der er stor forskel på en fusion og et opkøb. Lige nu ville en ,sammenlægning’ fungere som et ,opkøb’, hvor psykiatrien ville komme ,ind under’ somatikken. Den dag, hvor psykiatri og somatik er ligeværdige, og de tværsektorielle barrierer der er lovgivningsmæssigt, for at vores patienter og deres familier kan få den rette og nødvendige behandling, den dag kan det være en mulighed og en god ide med en sammenlægning, som kan fungere som en ligeværdig ,fusion’ mellem to ligeværdige partnere. Men der er vi ikke i dag. Derfor vil en sammenlægning her og nu være kontraproduktiv«.
 

Læs her formand for Dansk Psykiatrisk Selskabs Merete Nordentofts reaktion på brevet fra cheflæger og professorer fra Regions Hovedstadens psykiatri og på cheflæge Jens Drachmann Bukhs argumenter.