Skip to main content

Redaktionens sommeranbefalinger

Sommertid er læsetid for mange. Hvad skal du læse, lytte til og se? Det giver den videnskabelige redaktion på Ugeskrift for Læger deres bud på.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redaktionen

17. jul. 2024
4 min.

The Curbsiders Internal Medicine Podcast

Markus Fally, assisterende redaktør på Ugeskrift for Læger

»The Curbsiders« er en internmedicinsk podcast, der har til formål at give sundhedsprofessionelle den nyeste viden, der kan ændre den daglige praksis, krydret med en dosis humor. Værterne er internmedicinerne Matthew Watto og Paul Williams, der interviewer et skiftende netværk af studerende, speciallæger og forskere. Podcasten er oftest casebaseret og dækker et bredt spektrum af emner fra forskellige internmedicinske subspecialer.

Titel: The Curbsiders Internal Medicine Podcast. Værter: Matthew Watto, Paul William. Varighed: 55-75 min. Lyt på: Spotify og Apples Podcasts.

Sociopath: A Memoir

Poul Videbech, assisterende redaktør på Ugeskrift for Læger

Hun er højt begavet og yderst verbaliseret og forklarer, hvordan det er at være sociopat/psykopat oplevet indefra. Allerede som barn stak hun en klassekammerat i halsen med en spids blyant.
Hun lyver og stjæler, hun har svært ved empati, men føler også hele tiden, at hun har et tomrum indeni: Hun føler ingenting - og det er en intens ubehagelig følelse, hun kun kan holde på afstand ved på forskellig vis at bryde samfundets love og normer. Denne autentiske bog skildrer forfatterens opvækst og liv, og hvordan hun prøver at forstå sig selv bedre, så hun kan undgå at skade nogen trods sin sociopati.
Bogen er overordentligt velskrevet, sine steder uhyggelig og et must, hvis man nogensinde har spekuleret på, hvad der foregår i en psykopats hjerne.
Den fås også som lydbog, hvor forfatteren selv læser op. Det tilføjer en ekstra dimension til oplevelsen.

Titel: Sociopath: A Memoir. Forfatter: Patric Gagne. Forlag: BlueBird. Udgivet: 11. april 2024.

Cover: BlueBird

Innovative kirurger

Line Rode, assisterende redaktør på Ugeskrift for Læger

»Innovative kirurger« er en interessant dokumentarserie på Netflix, der giver et indblik i fire banebrydende kirurgers liv og arbejde. I fire episoder reflekterer disse læger over deres karriere og den indvirkning, netop deres arbejde har haft på lægevidenskab og menneskeliv. Serien beskriver de personlige og professionelle rejser, der har bragt disse fire pionerer til at udfordre grænserne for, hvad der er muligt inden for kirurgi. For dem, der er interesseret i kombinationen af medicin, videnskab og inspirerende menneskelige historier, er denne serie anbefalelsesværdig.

Titel: The Surgeon’s Cut. Kategori: Dokumentar. Kan streames på: Netflix. Varighed: Fire episoder på 53-58 min. Udgivet: 2020.

Foto: Colourbox

Felix Krull

Anja Pinborg, redaktør på Ugens billede

»Felix Krull« af Thomas Mann er en humoristisk gavtyveroman, der følger den begavede svindler Felix Krull fra barnsben til hans unge voksenliv gennem hans oplevelser som tjener i Paris, hvor han på underfundig vis charmerer og snører de fleste. En fin roman til at starte bekendtskab med Thomas Manns forfatterskab.

Titel: Felix Krull. Forfatter: Thomas Mann. Forlag: Gyldendal: Udgivet: 14. oktober 2004.

Cover: Gyldendal

The Red Whale

Berit Enggaard Kaae, redaktør på Ugeskrift for Læger

Hermed en faglig anbefaling fra mig: »Til alle, der interesserer sig bredt for lægefaget og især praktiserende læger, vil jeg anbefale Red Whale-podcasts, som er baseret på de gratis »pearls«, som man også kan abonnere på som nyhedsbreve. Det er en hurtig og spændende måde at holde sig opdateret på. Alt er fortalt på en let, instruktiv og levende måde af de to værter og strækker sig over alle mulige emner som f.eks. pludselig døvhed, akut prostatitis, adenomyose og diagnosen, man ikke vil overse, nemlig cancer hos børn. Bag podcasten og de ugentlige »pearls« står GP-updatekurserne fra University of Reading. Find podcasten i din vanlige app eller på hjemmesiden https://www.redwhale.co.uk/podcast.

Titel: Red Whale Primary Care Pod. Værter: Nik Kendrew & Caroline Greene. Varighed: 30-45 min. Udgivelse: månedlig.

Faldet – mysteriet om de rystede hjerner

Christian Grønhøj, assisterende redaktør på Ugeskrift for Læger

Journalist Mads Ellesøe har bedrevet en podcast i fem velfortalte afsnit om det evigt aktuelle emne om hjernerystelse – og ikke mindst det hul, visse patienter i Danmark kan lande i. Podcasten er fortalt ud fra journalistens egen erfaring med svær hjernerystelse og det gab af manglende opfølgning og rehabilitering, han endte i. Det giver stof til eftertanke, at vi i Danmark fortsat mangler at tilbyde patienter med hjernerystelse de nævnte behandlinger og vejledninger, som ellers er angivet i den nationale retningslinje udgivet af Sundhedsstyrelsen. Podcasten kaster også lys over et voksende og stort kommercielt marked inden for behandlingen af hjernerystelse, hvor podcasten ville bestyrkes af en kritisk tilgang til den betragtelige kapitalisering, særligt internationalt, på denne patientgruppe. Mads Ellesøe betaler selv et unævnt, formentlig højt beløb for en »personlig og skræddersyet« behandling i USA. Det vil være interessant at afdække, hvor stor en del af dette behandlingsregime i virkeligheden er en standardpakke, der rulles ud til de fleste af deres patienter, som med få midler kan kommunikeres til danske læger. Uagtet havde behandlingen effekt for Mads Ellesøe.

Titel: Faldet – mysteriet om de rystede hjerner. Vært og tilrettelæggelse: Mads Ellesøe. Varighed: Fem episoder på 13-28 min. Udgivet: 2024. Lyt på: dr.dk/lyd.