Redningsplanen kommer for sent: »Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg svigter patienterne«

Tanken slog ned i hende, da hun en morgen havde sat sig ind i bilen og skulle til at starte.

»Årh, skal jeg nu derop igen? Jeg orker ikke mere. Er det ikke snart weekend?«

Men det var kun tirsdag.

For praktiserende læge Diana Jensen var det helt uvant at tænke sådan. Hun havde altid været glad for den nære kontakt med patienterne og det travle, men meningsfulde liv i almen praksis.

»Den morgen i bilen tænkte jeg, at det var en alarmklokke, der ringede. Og den alarmklokke har jeg så hørt lidt for meget i løbet af det seneste år«, siger hun.

Diana Jensen og Vibeke Sinkjær har været læger i Sundhedshuset i Nykøbing Sjælland i ca. ti år – de seneste fire som kompagnoner i Lægehuset ved Isefjorden.

Men den 30. november er det slut. Lokale medier har rapporteret, at lægehuset lukker, fordi lægerne er slidt op. Ugeskrift for Læger er taget op til lægerne i Nykøbing for at høre om vejen til deres beslutning.

Patienterne kunne læse om lukningen på klinikkens hjemmeside den 10. juni – dagen før Sundhedsstrukturkommissionen offentliggjorde sit udspil til styrkelse af det nære sundhedsvæsen. En af de centrale anbefalinger i kommissionens rapport er, at praktiserende læger i lægedækningstruede områder med stor sygdomsbyrde skal have mere tid til patienterne, uden det går ud over deres økonomi.

1.200 patienter pr. læge til et lægehus som det i Odsherred.

Et fint forslag, konstaterer lægerne. Men for sent.

Diana Jensen kaster et blik ud ad vinduet til vajende grønne trætoppe og Isefjorden, der lyser blåt i det fjerne.

»Ja, det er ikke udsigten, der får læger til at holde sig langt væk herfra«, konstaterer hun.

For meget arbejde

Det er derimod rammerne og vilkårene for at drive praksis, der spænder ben for lægernes ønske om at kunne leve et nogenlunde almindeligt liv med plads til familie og fritidsinteresser.

»Der er bare for meget arbejde. Og vi kan ikke se en ende på det«, siger Vibeke Sinkjær stille.

3.700 patienter. 36% af patienterne er over 75 år. Mange kronikere: 8,6% har diabetes. Det er 3 procentpoint over landsgennemsnittet – på højde med Læsø, som ligger helt i top, forklarer Diana Jensen.

»Vi har også mange med KOL og ligger tårnhøjt i kronikerhonorar. Vores patienter er gamle og multisyge; de fejler fem-seks-syv sygdomme, og man skal sidde og jonglere med medicinlister, der er så lange«, siger hun og strækker med en sigende bevægelse armen i vejret.

Vibeke Sinkjær uddyber:

»Mange heroppe har haft diabetes i mange år og har fået diverse skavanker. Der er en del patienter, der ryger, drikker, vejer for meget, og de passer slet ikke deres KOL og diabetes. De fylder bare«, sukker hun.

Og så er der bostederne. Dem er der rigtig mange af i området, hvor huspriserne er overkommelige for de private udbydere. Hos Lægehuset ved Isefjorden har de patienter fra 8-10 private bosteder i området.

»Ønsket om faste bostedslæger giver rigtig god faglig mening, for det har beboerne virkelig brug for. Det hænger bare ikke sammen, når bostederne ligger her, hvor der er færrest læger«, siger Diana Jensen.

Har uddelegeret meget

Historien om de to læger i Odsherred begyndte for mange år siden på Københavns Universitet. De fandt sammen på rusturen i 1996 og fulgtes på medicinstudiet. Når man ser gamle billeder af dem fra rusturen, lignede de allerede dengang nogle, som bare måtte blive praktiserende læger, griner Diana Jensen.

Efter universitetet blev de spredt, men en dag ville tilfældet, at de mødtes i sundhedshuset i Nykøbing Sjælland. Her var de blevet ejerlæger i hver sin lægeklinik i det nedlagte sygehus. Da Vibekes kompagnon og Dianas kollega i samarbejdspraksis nærmede sig pensionsalderen, slog de to tidligere studiekammerater sig sammen og dannede et kompagniskab.

Og det har været rigtig godt, slår de fast. De har en god klinik og har ikke konflikter – hverken med hinanden eller personalet.

Der er bare for meget arbejde.

Har I ikke kunnet organisere jer ud af det, så det kunne fungere – selv med mange multisyge patienter?

»Vi har prøvet mange forskellige konstellationer, bl.a. ,Grenå-modellen’ og ,tid samme uge’. Men patienterne blev megautilfredse, og sygeplejerskerne var ved at segne under det store ansvar, de blev pålagt, når det var dem, der skulle stå i front med meget af patientkontakten – og vi følte også selv, at vi mistede fornemmelsen af patienterne. Så nu er vi gået lidt tilbage til det gamle«, forklarer Diana Jensen.

Inden de meldte ophør ud, rummede klinikken ud over de to ejerlæger en praksismanager, tre sygeplejersker, to sekretærer – hvoraf den ene er social- og sundhedsassistent – samt 1-2 uddannelseslæger. Og frem til sidste efterår havde de en vikarlæge et par dage om ugen.

De har ikke ønsket at afmelde patienter for at få arbejdsbyrden ned. Et højere patientantal giver højere indtægt, så hvis de skar ned på antallet af patienter, ville de være nødt til at fyre.

»Fordi vi har så mange patienter, har vi altid uddelegeret meget. Vi har dedikerede og superdygtige sygeplejersker, som gerne påtager sig nye opgaver, selvom de ikke altid føler sig helt klædt på – bare de kan få supervision, og det har vi altid prioriteret«, siger Diana Jensen. »Men vi kan se, at det skrider mere og mere for dem; de kan ikke blive færdige til tiden, fordi patienterne her er så komplicerede. Heller ikke selvom vi giver dem tider på en halv time. Det er et klart signal om, hvor pressede vi er her«.

Bagsiden af uddelegering er, at hverdagen kan blive for tung. Det breder sig som en kædereaktion i flere led ned gennem organisationen. Det lette er væk – de små pauser i løbet af arbejdsdagen, hvor man føler, at man kan trække vejret heeelt ned i maven.

Vibeke Sinkjær forklarer:

»Vi har så få patienter, der er ukomplicerede, så både læger og personale mister åndehullerne i hverdagen. Det, der ikke er så krævende, er uddelegeret – f.eks. smear og børneundersøgelser – og så er der kun det komplicerede tilbage. Det er spændende arbejde, men der er bare for meget af det«.

Presset breder sig

Hele sundhedsvæsenet er presset. Og presset breder sig nedad fra sygehusene ud i kommunerne og almen praksis. Yderligere opgaveflytning er også et væsentligt mål for Sundhedsstrukturkommissionen og politikerne, og det gør Diana Jensen bekymret.

»Der er masser af gode takter i kommissionens udspil. Men min bekymring er, at man flytter endnu flere opgaver ud, før der er kapacitet til det. Det siger jeg på baggrund af min erfaring fra Region Sjælland«.

Diana Jensen er medlem af repræsentantskabet i PLO, og hun taler også på baggrund af dårlige erfaringer med forløbsydelserne for KOL og diabetes i OK 19.

»Jeg var lodret modstander af den model, for den er så unfair over for klinikker som vores. Jeg kan huske, at mange af de andre argumenterede med, at vi jo måtte tjene på gyngerne, hvis vi satte penge til på karrusellerne. Men det nytter jo ikke noget, når patienterne er så ulige fordelt, og nogle klinikker sidder med alle gyngerne, mens vi sidder med karrusellerne,« siger Diana Jensen.

Hos Lægerne ved Isefjorden bliver kronikerne ikke nedprioriteret. Tværtimod.

»Vi sætter dobbelttider af til mange af dem. Det er vi nødt til, når patienterne er så komplicerede. Vi kan simpelthen ikke nå alt det, de fejler, på et kvarter. Det ville jeg ikke kunne stå inde for fagligt«, siger Diana Jensen.

Hun tilføjer:

»Men det gør da noget ved én psykisk, når man efter endnu en dobbeltkonsultation kan se, at det var så endnu en, jeg ikke fik honorar for«.

Vibeke Sinkjær siger, at hun godt ved, at sygehusene i Region Sjælland også er pressede, men …

»Vi bruger mere og mere tid på at skrive nogle ordentlige henvisninger for at undgå, at de bliver afvist. Det bliver de så ofte alligevel«, fortæller hun. »Så er de begyndt at skrive, at vi kan ringe til et nummer og konferere med en speciallæge på sygehuset. Vi får 25 kr. for det, men det er ikke noget, vi kan planlægge i vores dagsprogram – og det er tid, vi ikke har«.

Den onde cirkel

En dag for nogle uger siden kom Vibeke Sinkjær hjem fra arbejde og blev mødt af sin 15-årige søn, der glad sagde:

»Ej, mor. Det er fedt, at du allerede er hjemme.«

Vibeke Sinkjær smiler skævt og siger:

»Der var klokken 18. Sådan noget bemærker han«.

Lægerne har været fanget i en ond cirkel. Mange dobbelttider giver længere ventetid. Så kommer patienterne med 3-4 problemstillinger – »for du er så svær at få fat på«. Tiden skrider, og lægerne kommer alt for sent hjem.

Diana har ikke haft en fritidsinteresse i alle de år, hun har været læge i Odsherred. Vibeke har prioriteret sit kor, men familien har lidt afsavn.

»Jeg har tre børn, og jeg har da fået nogle bemærkninger fra dem a la ,sidder du nu og arbejder igen’. Det er sådan lidt øv at tænke på, at jeg har arbejdet rigtig, rigtig meget, fra min yngste var fem, til han nu er 15 år. Det var så den barndom. Min mand og mine unger har bestemt mærket mit arbejdspres. Og det har jeg også«, siger Vibeke Sinkjær.

Den onde cirkel har også ramt økonomien. De lange arbejdsdage har ikke ligefrem resulteret i svulmende bankkonti hos lægerne.

»At være almenpraktiserende læge er også at lede en virksomhed, og hvis vi sætter meget tid af til konsultationerne, har vi sammenlagt for få konsultationer på en dag, og så er der ikke nok omsætning«, siger Diana Jensen.

»De seneste tre år har der været flere måneder, hvor vi ikke har kunnet trække noget ud til os selv, fordi den måneds overskud var spist op af noget andet – lønninger, huslejestigninger, køb af udstyr osv. Det er bare ikke fedt, når vi så samtidig ved, at vi har adskillige arbejdsdage, hvor vi først er hjemmel kl. 19-19.30«.

Svært at sige stop

Lyset vælder ind ad de store vinduer for enden af gangen. Lægeklinikken ligger på den etage, hvor den tidligere fødeafdeling holdt til, da sygehuset fortsat var i funktion. På samme etage ligger en Alles Lægehus-klinik og en nærklinik.

Et nedlagt sygehus, en PLO-klinik under afvikling og to nye klinikformer, født af de senere års lægemangel … Et mere klart og tydeligt billede på lægedækningsproblemet i Region Sjællands vandkant kan man næsten ikke få.

Vibeke Sinkjær og Diana Jensen meldte endelig opsigelse til regionen på et møde for nogle uger siden, så nu er det op til regionen at finde nye læger til klinikken.

Man fornemmer en tydelig lettelse – eller måske snarere afklarethed hos de to læger.

Men der er også en sorg.

Diana Jensen siger:

»Det er skrækkeligt, at man herude, hvor patienterne har allermest brug for kontinuitet, giver dem Alles Lægehus. Det er også det, der gør, at det er så svært for os at sige stop. Det gør ondt i mit faglige lægehjerte. Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg svigter patienterne. Forråder dem. Så tænker jeg: ,Kan du ikke bare tage dig sammen?’ Men det har jeg gjort i så lang tid. Nu går den ikke længere, hvis jeg fortsat skal kunne holde ud at være læge«.

På bordet står en farvestrålende blomsterbuket i en glaskrukke. De er fra en patient.

Vibeke Sinkjær fortæller, at patienterne er frustrerede og kede af, at lægerne holder op. Men også meget forstående:

»Vi er nærmest blevet overdynget med kærlighed, efter vi meldte ud, at vi stopper. Patienterne ved godt, at vi har haft alt for meget at lave. En af dem sagde til mig forleden, at hun godt havde lagt mærke til, at der tit var lys i vores vinduer til ud på aftenen – og at hun også godt havde tænkt over, at jeg nogle gange svarer på mail om aftenen eller i weekenden«.

Hvad vil I, når I har lukket klinikken?

»Jeg har brug for at vide, at jeg ikke skal noget. Først og fremmest skal jeg holde fri i december. Så får vi se derefter. Men jeg kan ikke forestille mig, at jeg skal have egen klinik igen«, siger Vibeke Sinkjær.

Diana Jensen supplerer:

»Jeg regner heller ikke med, at jeg skal være ejerlæge igen. Men det er trist at tænke på, for jeg tror ikke, at vi bliver de sidste, der vælger at sige: ,Nu kan vi ikke mere’«.

Duften fra blomsterne fylder lokalet. Ude fra gangen høres fodtrin og mennesker, der taler sammen. Patienterne er begyndt at komme igen efter klinikkens frokostpause.

Arbejdet kalder. Og der er nok af det.

Læge i udkanten: »Vi kan ikke vente længere«