Skip to main content

Region Midt model: Sponsorstøtte på hospitalsplan

Et kompromis om fortsat industristøtte til efteruddannelse af læger tegner sig i Region Midtjylland. Der skal arms-længde til de enkelte læger.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

28. nov. 2017
3 min.

At lægemiddel- og medikoindustrien støtter lægers efteruddannelse i form af puljer til hospitalerne frem for de enkelte læger, kan det bliver fremtiden i Region Midtjylland.

Det siger regionsformand Anders Kühnau (S) efter et møde i hospitalsudvalget i går, hvor emnet var på dagsordenen.

Her fik politikerne forelagt administrationens udkast til retningslinjer, ligesom de blev orienteret om den løbende dialog med Lægemiddelindustriforeningen (Lif) og en række repræsentanter for lægerne.

Signalerne tyder nu på, at regionen er på vej til at bakke væk fra et totalforbud.

"Jeg har en forventning om - på baggrund af det, jeg har lyttet mig til - at vi forhåbentlig kan finde en model, hvor industrien kan være med til at give noget støtte på hospitalsplan i stedet for, at de enkelte læger bliver peget ud. Det er for mig at se det springende punkt", siger Anders Kühnau.

"Hvis det kan lade sig gøre, så kan vi godt acceptere, at der kommer støtte stadigvæk".

Arms-længde

Region Midtjylland har ligesom Region Syddanmark meldt ud, at ved årsskiftet droppes al industrifinansiering af lægers efteruddannelse af hensyn til Medicinrådets habilitetsregler.

I stedet ville de to regioner betale den selv, men protester fra ikke mindst lægelig side har fået midtjyderne til at løfte sagen op på politisk plan.

Tidligere har Anders Kühnau nævnt muligheden af, at industristøtten kunne gives på afdelingsniveau. Men nu tegner modellen til at blive endnu mere distanceret fra de enkelte læger.

"Jeg mener, det som minimum bør være på afdelingsplan, men hospitalsplan er endnu bedre. Og det, jeg lytter mig til er, at det også er realistisk. Det bør ikke være afgørende for industrien, om det er det ene eller det andet".

Desuden er Anders Kühnau stadig opsat på at finde en fælles, regional løsning. Så "hans" læger ikke stilles dårligere hvad angår efteruddannelse end f.eks. kollegerne på Sjælland.

"Det mener jeg stadig, vi skal. Det er stadig målet. Men jeg tror, vi starter med at få vores plan gjort færdig. Vi satser på, at der ved årsskiftet ligger et forslag til retningslinjer, og at de så vil blive forelagt politikerne i det nye regionsråd i det nye år. Dermed er der også politisk forankring", siger han.

"Men jeg holder fast i, at vi skal rejse det i regi af Danske Regioner - det egner det sig til. Hvis ingen andre bringer det op, vil jeg helt sikkert gøre det".

Læs også: Toppolitiker: Sponsorforbud er en ommer

Læs også: Mats Lindberg: Debatten om underleverandørstyret efteruddannelse

Læs også: Overlæge: "Man bliver ikke klogere af at få tilbudt mindre viden"

Læs også: Medicinrådet lemper sine habilitetsregler