Regioner vil have ny speciallægebemanding i gang efter nytår
Danske Regioner bebuder vejledninger om ny ansættelsesstruktur allerede i starten af det nye år. OL og YL: Det virker ikke, som om der er kongruens i regionernes holdning.

Danske Regioner bebuder vejledninger om ny ansættelsesstruktur allerede i starten af det nye år. OL og YL: Det virker ikke, som om der er kongruens i regionernes holdning.
Danske Regioner har sendt et notat ud til regionerne, der mere detaljeret redegør for regionernes helt nye - og overraskende – tiltag i forhold til den fremtidige speciallægebemanding på sygehusene.
Regionerne udmelding har allerede skabt kold luft mellem Overlægeforeningen og Yngre Læger på den ene side og regionerne på den anden. De to lægeforeninger har i utilfredshed sat de forhandlinger i bero, der ellers foregår mellem parterne om det såkaldte periodeprojekt, der netop går ud på at parterne i fællesskab skal finde frem til fremtidens stillingsstruktur på sygehusene.
I notatet til regionerne er der tre hovedpunkter. For det første er der en fælles regional vejledning til fremtidige ansættelser i speciallægestillinger. Her fremgår det bl.a. at der allerede i starten af det nye år vil blive udsendt en sådan fælles vejledning, som skal
”understøtte regionernes arbejde med at vurdere, om der er behov for at genbesætte en ledig stilling med speciallægekompetencer, og om stillingen i givet fald skal slås op som en afdelings- eller overlægestilling”.
For der andet skal der etableres fælles regionale principper for faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger.
Det betyder blandt andet, at
”udgangspunktet for at være kvalificeret til en overlægestilling skal således være, at ansøgeren har haft ansættelse som afdelingslæge eller tilsvarende inden for det pågældende speciale eller fagområde i minimum fem år efter, at vedkommende har fået sin speciallægeanerkendelse.”
For det tredje skal antallet af speciallægestillinger på universitetshospitalerne i København, Aarhus og Odense fastfryses i to år.
Fastfrysningen skal gælde fra 1. januar 2017 og
”det faktiske loft for de enkelte hos-pitaler fastlægges ift. det forventede antal speciallægestillinger (årsværk), der har været grundlaget for udarbejdelse af budget 2017. Det konkrete ”loft” udmeldes snarest til det enkelte hospital”, står der i notatet.
Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell siger, at den nye vejledning ikke ændrer foreningens holdning til regionernes udspil:
”Regionernes initiativ risikerer at ramme kvaliteten i behandlingen, når de vil låse antallet af stillinger som speciallæge fast. Det er ekstremt rigoristisk og tager slet ikke nok hensyn til sygehusenes behov. Tænk f.eks. på hovedstaden, hvor sygehusledelserne siger, at der bliver brug for mange flere speciallæger pga. sundhedsplatformen. Fordi man flytter et stort antal opgaver fra sygeplejersker og lægesekretærer til lægerne,”, siger hun.
Om kravet om, at speciallæger fremover skal have fem års anciennitet, før de kan ansættes som overlæge, siger hun:
”Det minder om gammel planøkonomisk tænkning og afspejler en dyb mistillid til landets sygehusledelser fra Danske Regioners side. Hospitalerne mister muligheden for at føre en fornuftig personalepolitik, og det kan hverken patienterne eller lægerne være tjent med.”
I Yngre Læger undrer man sig over timingen i intiativet:
”Jeg under mig over initiativet kommer nu, midt i en proces hvor vi - Overlægeforeningen, Yngre Læger og Regionerne Lønnings- og Takstnævn - sidder og drøfter tiltag, der skal afhjælpe den problemstilling, med at der ifølge danske Regioner er kommet et misforhold mellem antallet af overlæger og afdelingslæger. Det virker besynderligt, og man spørger sig selv om det politiske niveau i regionerne ikke taler med RLTN”.
Begge de to lægeformænd noterer sig, at der ikke synes at være fælles fodslag om tiltagene i regionerne:
”Jeg har indtryk af, at der er divergerende meninger internt i regionerne om det er den rigtige vej at gå med disse tiltag. For generelt giver de jo udtryk for, at man kan bruge speciallægekompetencer over det hele: speciallæger skal være involverede i kompetenceudvikling, i udviklingen af nye behandlingsformer, nye styringssystemer, patientinddragelse osv, Det kræver fleksibilitet og får man det, når regionerne laver sådan nogle rigoristiske tiltag?”, siger Camilla Rathcke.
Også Anja Mitchell peger på en vis regional inkongruens:
”Udspillet virker uforståeligt, når man husker, at det var regionerne, der krævede en gammel regel om to års anciennitet fjernet med den begrundelse, at de enkelte regioner bedst selv kan vurdere, hvornår en speciallæge er kvalificeret til at blive overlæge. Det er åbenbart ikke tilfældet længere. På den måde ender Danske Regioners udspil med at så mistillid til regionernes evne til at styre sygehusvæsenet,” siger hun.
Læs også:
Overlægeforeningen: Nej tak til regionernes fem-årsplan
Yngre Læger: Julegave fra Danske Regioner
Læger sætter forhandlinger med regioner på stand-by