Skip to main content

Regionerne klar med oplæg til triageringsvejledning

De fem regioner præsenterer nu et fælles oplæg til triagering af intensivpatienter i en situation, hvor der ikke er ressourcer til at behandle alle ud fra de sædvanlige kriterier. »Det giver os tryghed«, siger Joachim Hoffmann-Petersen, formand for DASAIM.
De fem regioners fælles oplæg vil blive overdraget til Sundhedsstyrelsen.
De fem regioners fælles oplæg vil blive overdraget til Sundhedsstyrelsen.

Bodil Jessen boj@dadl.dk

19. jun. 2020
4 min.

”Vi har ikke al for god nattesøvn, når vi er på arbejde, men det her vil da gøre vores nattesøvn en lille smule bedre”.

Joachim Hoffmann-Petersen, formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, DASAIM, ,er en tilfreds mand, efter at de fem regioner nu er klar med et fælles oplæg til en landsdækkende triageringsvejledning af intensivpatienter.

Dokumentet ”Visitation, prioritering og etiske overvejelser ifm. behandling af kritisk syge patienter på intensivafsnit” beskriver sundhedsvæsenet i situationer, hvor behovet for intensiv terapi - for eksempel under pandemier - overstiger ressourcerne.

Intensivlægernes og anæstesiologernes selskab efterspurgte i marts, at der blev udarbejdet retningslinjer, hvis det danske sundhedsvæsen kommer til at stå i en situation, hvor der ikke er kapacitet til at behandle alle patienter, som har behov for og er egnede til intensivbehandling ud fra de gængse anbefalinger.

”Vi har fået det vigtigste. Vi har fået et dokument, der dækker hele Danmark, så vi ikke står i en situation, hvor man afvikler ferie i Nordjylland, mens København er under belejring – eller omvendt. Og som det allervigtigste ved vi nu, hvem der har ansvaret for at beslutte, hvornår vi skifter fra den ene fase til den næste. Nu er ansvaret placeret, og det ligger hos regionernes lægelige direktører. De skal indbyrdes koordinere, hvornår vi træder ind i en ny fase”, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Han tilføjer:

”For os har det været vigtigt, at dokumentet kun træder i kraft, hvis vi som sundhedsvæsen står i en situation, som vi ikke har været tidligere”, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Tre faser

Regionerne skitserer i deres oplæg tre faser; fase 0, 1 og 2 med tiltagende ressourceknaphed, heraf er fase 0 og til dels fase 1 kendte scenarier for danske intensivlæger.

Fase 0 kan beskrives som ”almindelig hverdag”, hvor der er plads til alle patienter, der visiteres til intensiv behandling.

Fase 1 beskriver en ”almindelig, travl hverdag”, hvor det for eksempel er nødvendigt at overflytte patienter, aflyse kirurgi og få personalet til at arbejde over for at sikre, at alle visiterede patienter kan få intensiv behandling.

Fase 2 er hidtil ukendt i Danmark, det er den problematiske fase og dermed den fase, hvor det i særdeleshed har været vigtigt for intensivlægerne at få beslutningsgang og ansvar placeret.

I fase 2 er der ingen ledige intensivpladser, og der er patienter, som er visiteret til intensivbehandling i højeste prioriteringsgruppe, som afventer plads på intensivafdelingen. Der prioriteres indbyrdes mellem patienterne i den højeste prioriteringsgruppe, så patienter med længere forventet restlevetid og lavere biologisk alder prioriteres over patienter med kortere forventet restlevetid og højere biologisk alder.

I denne fase iværksættes genoplivningsforsøg i tilfælde af hjertestop som udgangspunkt ikke hos nogen patient. Beslutninger om undladelse, indstilling eller begrænsning af behandling skal så vidt muligt konfereres, og det skal altid journalføres, inklusive en angivelse af, hvem der eventuelt har deltaget i konferencen, fremgår det af oplægget.

”Dokumentet er på 30 sider, og det kunne godt være betydeligt kortere. Det, vi har brug for, er beskrivelsen af fase 2, mens vi udmærket godt kender fase 0 og 1. Det er ”fredstid”, og der gør vi, som vi plejer og visiterer ud fra DASAIMs Generelle Rekommandation”, siger Joachim Hoffmann-Petersen og tilføjer:

”For os har det været vigtigt, at det ikke er yngstemanden, der løber tør for ressourcer klokken 3 om natten, der står med håret i postkassen og hele ansvaret. Det har vi undgået nu”.

Offentlig debat

Coronapandemien har fået adskillige europæiske lande til på tilsvarende vis at opdatere eller indføre nationale triageringsvejledninger.

Regionernes oplæg til vejledning er udarbejdet med udgangspunkt i coronaepidemien, men er tænkt til at kunne række ud over den nuværende epidemi, så vejledningen kan anvendes til at visitere intensivpatienter i fremtidige scenarier med eller uden ressourceknaphed. Målet med oplægget til vejledning er samlet at redde flest mulige gode restleveår.

De fem regioner lægger op til ”en åben debat” om oplægget og anbefaler særligt at høre de videnskabelige selskaber og patientforeninger. Danske Regioners sundhedspolitiske direktør, Erik Jylling, siger i en skriftlig kommentar:

”Som følge af Covid-19-pandemien igangsatte regionerne et fagligt arbejde om visitation af patienter til intensivafsnit. Arbejdet er mundet ud i et fagligt oplæg, som der er indledt en dialog med Sundhedsstyrelsen om. Heldigvis står vi ikke med et aktuelt problem, så der er tid til at arbejde fagligt videre med det.”

Oplægget til vejledningen er bearbejdet og redigeret til et tværregionalt dokument på baggrund af et oplæg fra Arbejdsgruppen under Sundhedsfagligt Råd for Anæstesiologi, nedsat af Region Hovedstadens kriseledelse. Det har været drøftet med de faglige selskaber DASAIM og DSIT og oversendes nu til Sundhedsstyrelsen. DASAIM ser frem til det videre arbejde med oplægget.

LÆS HELE OPLÆGGET (PDF)

Læs også:

»Det er ikke beslutninger, man skal tage alene om natten på sin vagt«