Skip to main content

Regionerne overtager ansvaret for UTH

Camilla Rathcke er glad for, at en ny aftale sikrer, at regionerne overtager ansvaret for UTH-systemet. Både sundhedspersonales indberetningspligt og Dansk Patientsikkerhedsdatabase bevares.

Camilla Rathcke er glad for, at regionerne overtager og viderefører UTH-ordningen. Foto: Claus Bech.
Camilla Rathcke er glad for, at regionerne overtager og viderefører UTH-ordningen. Foto: Claus Bech.

Af Bodil Jessen, boj@dadl.dk

2. okt. 2024
3 min.

En ny aftale mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Danske Regioner flytter ordningen med utilsigtede hændelser fra staten til regionerne.

Den nye aftale medfører, at Danske Regioner overtager opgaven med at modtage og analysere rapporteringer om utilsigtede hændelser samt driften af Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD) med indrapporteringer fra sundhedspersonale, patienter og pårørende på tværs af regioner, kommuner, almen praksis og apoteker.

Udspillet kommer, efter det vakte stor opsigt i bl.a. lægekredse, da det kom frem, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) havde foreslået nedlæggelse af databasen samt afskaffelse af sundhedspersonales rapporteringspligt. Formanden for Lægeforeningen kaldte det »noget af en bombe« i Ugeskrift for Læger.

Camilla Rathcke er glad for, at ordningen med utilsigtede hændelser nu videreføres.

»Jeg er rigtig glad for, at man har fundet en fornuftig løsning, så UTH-systemet består inden for den samme lovgivningsmæssige ramme. Indberetningspligten består, og man har ikke ændret ved, at indsamlingen af UTH’erne foregår i databasen. Det sikrer, at vi kan skabe læring på tværs. Når man ville nedlægge databasen, var det, fordi man tænkte, at arbejdet kunne fortsætte lokalt eller regionalt, men dermed ville vi gå glip af læring på tværs af sundhedsvæsenet«, siger Camilla Rathcke.

»At UTH-systemet videreføres, er ikke det samme som, at der ikke kan laves nytænkning og forbedring af systemet. Det tænker jeg, at der er anledning til nu«, siger hun.Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

Der har været rejst kritik af, at der ikke trækkes nok læring ud af de mange indberetninger om utilsigtede hændelser.

»At UTH-systemet videreføres, er ikke det samme som, at der ikke kan laves nytænkning og forbedring af systemet. Det tænker jeg, at der er anledning til nu«, siger hun.

Grundlag for at se mønstre

I en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtrykker Sophie Løhde glæde over den nye aftale:

»Arbejdet med at styrke patientsikkerheden er vigtigt og har gennem årene udviklet sig og gør det fortsat. Det er i ældreplejen, på sygehusafdelingerne og andre steder i sundhedsvæsnet, at sundhedsmedarbejderne i det daglige oplever, hvor der kan være udfordringer med sikkerheden, og indrapporterer hændelser, så kolleger kan lære af dem. Derfor har blandt andre Dansk Selskab for Patientsikkerhed i flere år ønsket, at arbejdet med databasen blev flyttet væk fra staten og tættere på driftsorganisationerne, og jeg er glad for, at regionerne fremover kommer til at stå for ordningen med utilsigtede hændelser«.

Formålet med indrapporteringerne af utilsigtede hændelser er at forebygge, at lignende hændelser sker igen. Indrapporteringerne tegner et billede af, hvor er der er risiko for patientsikkerheden, og hvor man bør ændre arbejdsgange eller systematik.

Med aftalen vil Danske Regioner fra 1. maj 2025 videreføre databasen for utilsigtede hændelser (UTH), der hidtil er blevet drevet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, siger i ministeriets pressemeddelelse, at aftalen mellem Danske Regioner og ministeriet er et vigtigt skridt for patientsikkerheden:

»Det er afgørende for arbejdet med patientsikkerhed, at personalet fortsat kan være trygge ved at indrapportere sanktionsfrit. Andre lande misunder os, at vi har skabt en kultur med så stor tryghed, at man åbent kan tale om og lære af utilsigtede hændelser. Det udvikler og løfter kvaliteten og sikkerheden i vores sundhedsvæsen. Derfor er jeg meget tilfreds med den nye aftale, der sikrer videreførelse af den unikke danske ordning«, siger han og tilføjer:

»Databasen er grundlaget for, at personalet i sundhedsvæsnet kan rapportere, og at man på tværs af behandlingssteder kan se mønstre og dermed lære af hinanden til gavn for patientsikkerheden«.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil nu sammen med bl.a. Danske Regioner tilvejebringe en ny ramme om indrapporteringerne, herunder om indrapporteringspligt.

Læs også

Fakta

Utilsigtede hændelser