Er de patientrettigheder, vi har i dag tidssvarende i forhold til dagens sundhedsvæsen? Er de nøglen til vedvarende kvalitet? Giver det eksempelvis mening, at en patient med slidt hofte eller knæ, der bliver bedt om at træne i tre måneder op til en operation, så har en rettighed på præcis 30 dage efterfølgende til operation?
Formanden for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, stillede spørgsmålene fra scenen under Lægemødet ved en debat om patientrettigheder. Den var første del af en dobbelt paneldebat, hvor anden del handlede om det lægelige arbejdsmarked. Den vender vi tilbage til.
»Jeg tror, at patientrettigheder er kommet for at blive. Og vi er tilhænger af udredningsretten. Men vi er også – set i lyset af hvilke områder patientrettigheder flyder over på – nødt til at have en samtale om, at det ikke bliver en til en det, vi kender i dag. Vi er nødt til at gøre på en anden måde. Ellers risikerer vi at skabe noget, som vi ikke kan leve op til«, lød det eksempelvis fra Camilla Rathcke.
»Men der er altså områder, hvor man godt kan overveje, hvordan vi forvalter de her rettigheder«Camilla Rathcke, formand, Lægeforeningen
»Der er nogle ulogikker i det, vi gør, hvor man godt kan sige: Ja, selvfølgelig skal vi behandle, og vi skal gøre det inden for en frist. Det behøver måske bare ikke altid være 30 dage. Jeg er med på, man ikke kan lave en liste og sige, at vi skal differentiere for dig og dig. Men der er altså områder, hvor man godt kan overveje, hvordan vi forvalter de her rettigheder. Vi har ikke en god løsning, men vi vil gerne have den samtale«, lød det fra Camilla Rathcke.
Så det havde de. Samtalen. Foruden Camilla Rathcke var det Jonas Dahl, regionsdirektør i Region Midtjylland; Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse og Mickael Grøne Bech, professor i sundhedsledelse- og politik ved Syddansk Universitet.
For Jonas Dahl var der ikke appetit på en differentieret model for behandling. Selv om han erkendte, at han gennem årene har haft forskellige synspunkter og tidligere advokerede for netop differentiering.
»Jeg er nået til den erkendelse i dag, at erfaringsmæssigt må vi bare sige, at det var et enormt effektivt redskab, vi fik indført for små 20 år siden. Det har flyttet sundhedsvæsenet. Jeg er også nået til den erkendelse, at det med at lave en liste over det, der skal være på a- og b-holdet i forhold til patientrettigheder, det er faktisk lidt svært og vanskeligt at styre.
Så kan man altid diskutere, om det skal være en måned eller halvanden måned. Men det med, at den skal være differentieret, det har jeg flyttet mig væk fra gennem årene.
Men hvis vi skal levere på det – det gør vi ikke helt, det er jo så sandheden også – så kræver det, at vi planlægger med en lille overkapacitet, fordi vi er nødt til at tage de udsving, der er igennem årene. Det må man jo så politisk forholde sig til, om man vil betale den pris«, sagde Jonas Dahl.
Mickael Grøne Bech ser også patientrettigheder som et »kraftfuldt politisk styringsinstrument – som virker«. Men maner samtidig til at forberede sig på at udvide hele diskussionen.
»Det jeg tror, at vi i virkeligheden får behov for at forholde os til er, at der kommer til at være en politisk drøftelse og et politisk pres på, hvad er det for nogle rettigheder, vi kommer til at have i det almen medicinske tilbud, i forhold til i kronikerpakkerne og i det kommunale sundhedsområde. Den diskussion tror jeg, vi skal til at forberede os på. For der kommer til at være forskellige forhold, som dels presser os, men som dels også skaber nogle sammenhænge på tværs af forskellige patientrettigheder«, lød det fra Mickael Grøne Bech.
Den bold greb Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse, som var inviteret med på scenen for at tale patienternes sag bredt set.
»Patientrettigheder bliver kun et større problem, fordi det jo bliver udvidet til nogle nye områder. Men det, der bliver det allersværeste, det bliver der, hvor det bliver sygehusene sammen med det, der foregår uden for sygehusene, hvor man får nogle patientrettigheder, som i virkeligheden peger begge veje. Så begynder det pludselig at blive bøvlet«, sagde Jesper Fisker.
»Det vil vi gerne på patienternes vegne være med til at drøfte – for hvordan gør vi det? Fordi det kan godt gå hen og blive så bøvlet, at det stort set ikke bliver til gavn for patienterne. Men det bliver ved at fastholde princippet om patientrettigheder«.
For Jesper Fisker er – næppe overraskende – tilhænger af patientrettigheder.
»Nu er jeg vel også castet til at sige, at patientrettigheder er en god ting. Yes – det er en super god ting. Hvis man tager der, hvor patientrettigheder fylder mest – og hvor de er mest irriterende for nogle andre – det er også der, hvor det har tiltrukket flest penge, mest opmærksomhed, mest faglig prestige.
Man skal ikke undervurdere, hvor kæmpestor en del af det fremskridt, der har været, som patientrettighederne har været driver for – ikke alene, men også en del af«.
Efter paneldiskussionen på scenen blev en lille håndfuld spørgsmål om patientrettigheder diskuteret ved bordene i salen, og den diskussion blev samlet op, da mikrofonen efterfølgende blev rakt rundt til bordene. Her er et uddrag af udsagnene:
En havde oplevet, at der fra region til region reelt er »vanvittig meget forskel på«, hvordan patientrettighederne virker, og han udtrykte håb om, at de kommende kronikerpakker kan være med til at løfte bundniveauet og bedre kvaliteten nationalt.
En anden pegede på de paradokser, der opstår, når man på en sygehusafdeling får pålagt at hjemtage patienter, men ikke har personale til at holde operationslejer åbne. Patienten bliver på grund af patientrettigheder herefter sendt tilbage ud i privat-private tilbud, betalt af det offentlige sygehus.
»Vi ender med at spise vores egen hale«, lød det.
Og en tredje taler fra salen påpegede i forlængelse af det, at patientrettigheder dybest set er vokset ud af manglende kapacitet – og at løsningen derfor ligger i at øge kapaciteten.
Fra scenen fik det Jonas Dahl til at sige, at man »bare må erkende«, at patientrettigheder har været med til at flytte sundhedsvæsenet markant.
Jesper Fisker understregede, at de faglige tanker, der ligger som grundlag for rettighederne, jo er udtænkt af læger, og at man skal anerkende og holde fast i »samspillet mellem patientrettigheder og faglig udvikling«.
Et par indlæg sigtede på den stopklods, der er, når praktiserende læger henviser en patient, men henvisningen bliver afvist. Hvad bliver der så af patienternes rettigheder?
Her pegede Camilla Rathcke på den forsinkelse, som almen praksis – og patienterne – oplever i og med, at tidsgarantierne i for udredning og behandling først træder i kraft efter visitationen til sygehuset.
Det skaber et vakuum for de praktiserende læger, ikke mindst på psykiatriområdet, for de har ingen andre steder at henvise patienten til. Og når det er endt sådan, skyldes det ikke mindst for dårlig kommunikation mellem sektorerne, sagde Camilla Rathcke.
Nogle indlæg fra salen adresserede også krydspresset mellem patientrettigheder og økonomiske ressourcer. Og hvordan tingene skrider, når overskridelser på byggeprojekter på nye sygehuse betyder besparelser på bemanding og patientbehandling.
Og en bemærkning om grænserne for ret til udredning fik Mickael Grøne Bech til at replicere, at »vi ikke kan levere alt – vi er nødt til at kigge kritisk på, hvad vi skal lave i sundhedsvæsenet«. Og det kommer også til at betyde en forskydning af investeringerne, understregede han:
»Med den demografiske udvikling, vi ser ind i, er det et behov for ar opbygge en primærsektoren for at stoppe tilstrømningen til hospitalerne«.
Der vil komme flere investeringer i sygehusene, sagde han, men tilføjede, at »det vil opleves’ som beskæringer.
»Hvis man ikke kombinerer det her med, at man samtidig virkelig investerer i de områder, hvor der mangler læger i dag – laver miljøer, opbygger noget særligt, laver nogle særlige forskningsenheder, eller hvad der nu skal til – så kommer vi til at se en strøm tilbage til der, hvor vi kom fra«Camilla Rathcke, formand, Lægeforeningen
Og Jesper Fisker understrgede, at »vi i Kræftens Bekæmpelse kommer til at argumentere for, at der skal investere mange flere penge i sundhed« – og ligesom et par indlæg fra salen havde peget på, konstaterede han, at Danmark nok bruger mange penge på sundhedsvæsenet, men ikke ligger højt internationalt set. Og derfor er det på sin plads at kæmpe for, at der skal investeres mere i det, der er »det vigtigste for befolkningen«, selvom det ikke fyldte noget i den nylige valgkamp.
Anden del af debatten de fire på scenen imellem handlede om det lægelige arbejdsmarked. Om antallet af medicinstuderende. Om flaskehalse ved såvel introstillinger som HU-stillinger. Om manglen på speciallæger – og en analyse af, hvor og hvor mange, der i virkeligheden skal bruges.
Men først og fremmest kom denne del af debatten til at handle om, hvorvidt speciallægeloftet er et brugbart, måske endda godt, redskab til geografisk at omfordele læger i Danmark.
»Det er nok det instrument, som på den korte bane virker effektivt. Sådan et planlægningsinstrument med nogle hårde kanter kan være nødvendige for en kortvarig periode. Men vi ved også, at der ved de her centralt styrede instrumenter meget hurtigt opstår nogle uhensigtsmæssigheder, fordi man finder andre veje, gør krumspring og skaber mangler steder, hvor man ikke ville«, lød det fra Mickael Grøne Bech, professoren fra Syddansk Universitet.
Både Jesper Fisker og Camilla Rathcke havde omtrent samme pointer – for deres vedkommende med referencer Sovjetunionen og vægttabsmedicin.
»Hvis man tager der, hvor patientrettigheder fylder mest – og hvor de er mest irriterende for nogle andre – det er også der, hvor det har tiltrukket flest penge, mest opmærksomhed, mest faglig prestige«Jesper Fisker, direktør, Kræftens Bekæmpelse
»De der sovjetrussiske principper, de dur måske i 20 minutter, så dur de ikke mere. Man bliver nødt til at kombinere det med, hvordan man kan gøre noget mere attraktivt. Jeg kan blive bekymret for, at den hårde prioriteringsmodel så betyder, at man tænker, at man ikke behøver at gøre stillingerne derude mere attraktive – for det er det, der skal løse problemet på lang sigt,« lød det fra Jesper Fisker.
Og Camilla Rathcke:
»Vi har ikke nogen tiltro til, at hvis man ikke kombinerer det her med, at man samtidig virkelig investerer i de områder, hvor der mangler læger i dag – laver miljøer, opbygger noget særligt, laver nogle særlige forskningsenheder, eller hvad der nu skal til – så kommer vi til at se en strøm tilbage til der, hvor vi kom fra«, lød det fra Camilla Rathcke, der tegnede det op med dette medicinske billede:
»Vi kan da godt give lidt Wegovy her, men vægttabet bliver det ikke, hvis vi så holder op med sprøjten. Det er fuldstændig det samme …«
Mickael Grøne Bech havde også konkret bud på, hvad det er, der skal til.
»Når vi ser ned i litteraturen, så ved vi, at det handler om faglige fællesskaber, om karriere- og udviklingsmuligheder og fleksibilitet. Det handler måske også om løn. Men det handler mere om de andre tre«.
Fra regionernes side erkender Jonas Dahl, regionsdirektør i Region Midtjylland, at man ikke er lykkedes med at levere på ambitionen om at omfordele lægerne. At man ikke har forstået at styre efter de frivillige ordninger. Derfor nu den nationale hårde styringsmodel.
»Kommer det til at virke? Det ved jeg ikke. Vi skal lidt længere frem, men jeg tror faktisk, at den her styring er så hård, at den kommer til at have en effekt. Så jeg anerkender sådan set styringsredskabet, og det er jo også en erkendelse af, at vi ikke selv har været gode nok«, sagde Jonas Dahl.
»Men jeg tror også, at vi er nødt til at kigge på i fællesskab, hvordan sikrer vi, at læger bevæger sig ud i landet. Læger – som mange andre faggrupper – bor i bestemte områder. Det er vi nødt til at være nysgerrige på. Her er lægerne også nødt til at stemple ind. For hvis vi ikke får løst det problem, vi har med lægemangel i yderområderne, så tror jeg det bliver vanskeligt politisk at forklare, at man skal ændre dimensioneringen på medicinstudiet«.
Det første indlæg fra salen efter den anden debatrunde ved bordene adresserede det lægelige ledelsesrum og muligheder for at skabe de attraktive faglige muligheder, der vil kunne tiltrække flere speciallæger til de yderområder, hvor de mangler.
Læger vil gerne have lov til at lave lægefagligt arbejde, men der er alt for stor forskel på, hvordan vilkårene for lægelig ledelse er for cheflæger i f.eks. de nuværende regioner Sjælland og Hovedstaden i forhold til at skabe de gode miljøer, der kan lokke læger og få dem til at blive, hed det – med den tilføjelse, at det også er streng nødvendigt at tænke i håndholdt rekruttering.
I forhold til ikke mindst almen praksis understregede en anden, at bus-ordninger kan fungere fint som løsning, hvis det bliver sat i system, men at det på sigt handler om at satse på KBU-lægerne. Få dem ud, hvor der er brug for dem, og få dem til at blive, var budskabet.
En tredje taler pegede på, at det også handler om at passe på ’de dårlige afdelinger’, som er for skrøbelige og som kan falde fra hinanden rent fagligt og uddannelsesmæssigt på grund af sygdom og opsigelser.
»Når man skaber gode uddannelsesmiljøer, skal man starte med at sørge for, at de ikke går i stykker. Sker det, kan det tage 5-10 år at genopbygge«, lød det:
Og en fjerde kraftigt opfordrede til at tænke lægefagligheden på tværs af sektorer: Invester kapital og prestige i uddannelsesmiljøerne – tænk bredere, for lige nu »uddanner vi som i stenalderen«.
Fra salen lød også opfordringen til regionerne om at gøre langt mere for at få praktiserende speciallæger til at slå sig ned i udkantsområderne. Find nu ressourcerne til at lave flere 0-ydernumre i de områder, hvor der mangler speciallægepraksis.
Og Foreningen af Praktiserende Speciallæger er klar til at være med til at udbygge nettet af praktiserende speciallæger – og oplever generelt ikke problemer med at rekruttere til yderområderne, hed det.
Her understregede Jesper Fisker – nu nok både med sin patientorganisations- og sin Strukturkommissions-kasket på – at, ja, de praktiserende speciallæger kan i den grad være med til at robustgøre det nye nære sundhedsvæsen, men sørg for, at det bliver gjort, så der skabes sammenhæng for patienterne mellem tilbud og sektorer: »Byg det sammen«, lød budskabet.
Og det samme gælder også, når det handler om de store intentioner om, at hospitalerne skal vende sig ud ad mod det nære – for hvordan skal man gribe det an ude i almen praksis? Hvordan skal intentionerne konkretiseres, så det hænger sammen, og det kræver, at der bliver lavet aftaler for almen praksis, der understøtter det, var meldingen.
Til det sidste måtte Jonas Dahl på regionernes vegne medgive, at man ikke har fået løst opgaven med at skabe sammenhængen i trekantsamarbejdet mellem sygehuse, almen praksis og kommuner. Men det er »en fælles forpligtelse«, understregede han.
Når det handler om speciallægemanglen, blev det påpeget fra Yngre Læger, at mange medlemmer sidder fast på grund af manglen på intro-stillinger. KBU-stillingen er givet, og HU-stillingerne reguleres med dimensioneringsplanen.
Men antallet af intro-stillinger er i for høj grad for afhængigt af de enkelte hospitalsdirektioners råderum. Det skal der gøres op med ved at løfte finansieringen af intro-stillingerne ad af sygehusenes budget, lød det.
Det fik fuld opbakning fra Camilla Rathcke: Der skal være en særlig økonomi til det område, og det er Lægeforeningen også enige med Danske Regioner om, sagde hun.
