Helle Thorning-Schmidt kan hente stemmer til folketingsvalget hos lægerne, der overvejende vil sætte kryds ved Socialdemokraterne, når de står i stemmeboksen den 18. juni 2015. Det viser en ny undersøgelse lavet af TNS Gallup for Lægeforeningen, hvor hele 21 procent af respondenterne svarer, at de vil stemme på partiet.
Det er mere end ved sidste valg, hvor kun en ottendedel af lægerne svarede i en tilsvarende undersøgelse, at de ville sætte kryds ved Socialdemokraterne.
Ved sidste valg var Radikale Venstre det mest populære parti blandt lægerne. De fik 26 procent af lægernes stemmer, hvor de ved dette valg står til at få 16 procent. Forsker i vælgeradfærd på Aalborg Universitet, Johannes Andersen, mener dog ikke, at lægerne er blevet rødere.
“Det ser ud som om, at de læger, der ved sidste valg stemte Radikale Venstre, nu stemmer på Socialdemokraterne. Det kan skyldes, at Radikale Venstre har profileret sig noget mindre på det sociale område, end før sidste valg,” siger han.
Flere læger er i tvivl
Selvom rød blok scorer mange af lægernes stemmer, får både blå og rød blok færre. Det skyldes, at flere læger vakler, når det gælder stemmesedlen. 20 procent svarer i undersøgelsen, at de er i tvivl om partivalg, hvor det ved sidste valg kun var 9 procent. På landsplan er hver sjette i tvivl, viser seneste måling fra analyseinstituttet Wilke.
Johannes Andersen vurderer, at usikkerheden hos lægerne kan være et udtryk for, at lægerne grundlæggende ikke har været tilfredse med den måde, de fleste partier har håndteret det sundhedpolitiske område.
“Overenskomster, frygt for manglende ressourcer, supersygehusbyggeri og akkrediteringsprocesser kan meget vel have været med til at skabe en del af den usikkerhed,” siger han.
Undersøgelsen viser, at det især er læger under 39 år, som er usikre på, hvilket parti de skal vælge. De læger, som er mindst i tvivl, er typisk over 60 år og alment praktiserende læger.