Eller sagt på en anden måde: Når man tager alle de patienter, der ligger nederst i bunken og har samlet støv i fem måneder, og laver en vild »oprydningsuge«, hvor man knokler igennem og får afsluttet dem alle, og Sundhedsdatastyrelsen kommer lige bagefter og laver statistik over ventetiden og kun måler på de patienter, der lige er blevet færdiggjort, og hvor længe de har ventet i alt, ja, så ligner det en negativ udvikling. For nu er den gennemsnitlige ventetid i statistikken steget voldsomt, og det ser ud som om, afdelingen er langsommere end nogensinde før, påpeger Janne Walløe Vilmar. I virkeligheden er skrivebordet ryddet, så nye patienter fremover kan komme hurtigere igennem, forklarer hun. Eller sagt på en tredje måde: Havde klinikkerne i stedet ladet de mange patienter stå og samle støv inden for døren efter den første samtale, »ville statistikken have set helt anderledes ud«, sigerJanne Walløe Vilmar og oplever, at når eksterne interessenter ser tallene, tror de, at det går dårligere, selv om afdelingen faktisk lige har ryddet op og skåret den reelle fremtidige ventetid markant ned. Det frustrerer begge de to ledende læger.