Skip to main content

Sådan er reglerne for brug af skjulte optagelser

En patient må gerne optage samtalen mellem patienten selv og lægen med skjult mikrofon, til gengæld er reglerne mere stramme, når det kommer til skjult kamera, siger professor i medieret. Han bliver dog på et punkt modsagt af Lægeforenigen i udlægningen af reglerne for skjulte optagelser.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

22. sep. 2015
4 min.

TV2-dokumentaren ”Patienten, der fik nok” – der bliver sendt på torsdag – gør brug af skjulte optagelser på Hvidovre Hospital, og det har rejst spørgsmålet, hvad reglerne er for skjulte optagelser på et hospital – både billeder og lyd.

Ifølge Pressenævnet er offentliggørelse af skjulte optagelser med kamera som hovedregel i strid med god presseskik. Der er dog to undtagelser: Hvis de medvirkende efterfølgende giver samtykke, eller hvis offentliggørelsen tjener en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til de personer, der er optaget med skjult kamera. Her skal det også være klart, at den nødvendige journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde.

Desuden er spørgsmålet reguleret i bl.a. straffeloven, der forbyder fotografering af personer, der befinder sig på ikke frit tilgængeligt samt videregivelse af private oplysninger, herunder billeder.

Ifølge Sten Schaumburg-Müller, jurist og professor i medieret ved Syddansk Universitet (SDU), er reglerne for skjulte optagelser på et hospital følgende:

Skjult lydoptagelse – uden at offentliggøre det:

”Som udgangspunkt må en patient gerne optage en samtale mellem patienten selv og en læge uden at sige det til lægen, eksempelvis ved at have sin telefon i lommen, mens den optager. Det afgørende er, at man selv er en del af samtalen.”

Som udgangspunkt må en patient gerne optage en samtale mellem patienten selv og en læge uden at sige det til lægen, eksempelvis ved at have sin telefon i lommen, mens den optager. Sten Schaumburg-Müller, jurist og professor i medieret ved Syddansk Universitet (SDU)

Skjult billede-optagelse – uden at offentliggøre det:

”Man må ikke filme personer, der befinder sig et ”ikke frit tilgængeligt sted”, mens man som udgangspunkt gerne må, hvis den filmede befinder sig ”et frit tilgængeligt sted”. Jeg vurderer, at store dele af et hospital er frit tilgængeligt og derfor må man gerne optage med skjult kamera. Jeg definerer eksempelvis et venteværelse eller en gang som ”et frit tilgængeligt sted”, mens en læges kontor åbenlyst er ”ikke frit tilgængeligt sted”. Stuer, hvor der opereres eller ligger patienter må være ikke frit tilgængelige i lovens forstand, og det samme gælder mødelokaler, hvor der holdes lukkede møder," siger Sten Schaumburg-Müller.

Lige præcis definitionen af "frit tilgængelig sted" har Lægeforeningen dog en anden fortolkning af, siger foreningens juridiske chef, Helle Susanne Pedersen

”Dele af et hospital, eksempelvis fællesarealerne, hvor kiosken, elevatorerne og lignende befinder sig, kan være frit tilgængelige. Derimod er en "gang" ikke frit tilgængeligt, hvis det er et gangareal på et sengeafsnit eller et andet sted, som er forbeholdt patienter, pårørende og personalet. Sengeafsnit og deres gangarealer er ofte afgrænsede områder og mange steder skiltes direkte med, at der kun er adgang for en afgrænset personkreds, og derfor kan alle og enhver ikke bare "tage ophold" der og filme løs med skjult kamera. Flere steder ligger der måske patienter på gangene. Det samme gør sig gældende med venteværelser, som ikke er frit tilgængelige, hvis de er forbeholdt en bestemt personkreds,” siger Helle Susanne Pedersen.

Skjult lydoptagelse og skjult billede-optagelse – med henblik på at offentliggøre det:

”Det skal være i offentlighedens interesse, hvis man vil offentliggøre skjulte optagelser. Selv om man må optage på en gang på et hospital, også med skjult kamera, må man ikke uden videre offentliggøre optagelsen, og især ikke hvis det udstiller eller udleverer patienter eller andre. Men hvis der sker noget ulovligt el.lign., som det er i offentlighedens interesse at få frem, kan man argumentere for, at det kan videregives. Her må der ske en sløring af de ufrivilligt involverede," siger Sten Schaumburg-Müller.

Desuden understreger Sten Schaumburg-Müller, at nok har patienterne det største beskyttelseshensyn, fordi de er syge og på den måde den svage part, men der er også et beskyttelseshensyn i forhold til de professionelle, bl.a. lægerne.

”Pressenævnet siger, at man kun må offentliggøre skjulte optagelser, hvis det er i offentlighedens interesse. Den filmede læge skal under alle omstændigheder sløres og uvedkommende patienter helt anonymiseres,” siger Sten Schaumburg-Müller.

Hvis man føler sig krænket af skjulte optagelser kan man klage til Pressenævnet, der udelukkende tager stilling efter de presseetiske regler. Hvis der er begået noget strafbart, kan sagen anmeldes til politiet, og man kan også selv anlægge sag ved domstolene.

LÆS OGSÅ: Overlæge filmet med skjult kamera: Tillidsforholdet mellem læge og patient vil fremover vakle

LÆS OGSÅ: Hvidovre undskylder og handler efter TV2-dokumentar