Ugeskrift for Læger er ikke upåvirket af den stigende mistillid til forskning og videnskab. Mere åbenhed og transparens er på vej.
Hidtil har peer review processen været anonym i Ugeskrift for Læger, så forskerne ikke har vidst, hvem der reviewede deres artikler. Men det kan ændre sig.
"Vi vil diskutere det på et redaktionsmøde i januar. Selv er jeg som udgangspunkt tilhænger af en åben review proces - jeg tror, det bliver fremtiden", siger Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktør, Anja Pinborg, om at droppe anonymiteten.
"Grunden til, at vi har tøvet, er, at Danmark er et lille land, hvor det i forvejen kan være vanskeligt at finde reviewere. Vi er ekstremt afhængige af dem og meget taknemmelige for det store, ulønnede arbejde, de udfører. Med anonymiteten har vi lidt villet beskyttet dem. Internpolitisk kan det være vanskeligt at f.eks. offentliggøre en kras kritik, men omvendt kan folk jo tit regne ud, hvem revieweren er".
Jeg tror, en af grundene til, at vi har mistet terræn, er, at vi ikke har været dygtige nok til at få formidlet de fremskridt, vi faktisk har gjort".
I første omgang er Ugeskrift for Læger dog ikke parat til at gøre som f.eks. BMJ og offentliggøre reviewernes kommentarer og anbefalinger. Der vil også stadig være tale om udpegede reviewere. Wikipedia-modellen, hvor alle og enhver kan kommentere, passer skidt til et lille sprogområde som det danske, og desuden kræver modellen en endnu mere intensiv redigering, mener Anja Pinborg.
"Det er jo en trend i tiden, at man ytrer sig om alt muligt, også om noget man måske ikke har den helt store forstand på. Hvis alle får lov til at sige noget, så vil der også komme alt muligt skidt ind, som det bliver et kæmpearbejde at rydde op i".
Hvad med formidlingen af den videnskab, Ugeskriftet publicerer?
"Vi laver podcasts og web-tv på videnskabelige artikler, og det er tiltag, som vi bestemt har tænkt os at videreudvikle. Det kan godt være, at det ikke altid lykkes, men vi prøver at tale et sprog, som alle kan forstå, også ikkelæger. Og selv om man er læge, er der mange ting i videnskaben, man ikke har beskæftiget sig med, og som man ikke vil forstå, hvis man ikke befinder sig i det pågældende speciale. Vi gør f.eks. meget ud af ikke at bruge forkortelser".
Hvordan undgår man forsimpling og overfortolkning?
"Det er en balance. Vi skal passe på med at ville have budskaber meget hurtigt ud. Det kan føre til mistro i den anden ende, hvis de viser sig ikke at holde vand. Og så skal vi lade være med at pumpe noget op. Det er tit svært at forklare alle de forbehold, der ofte er, og så begynder det hele lige pludselig at blive utroværdigt. Jeg tror, det er virkelig vigtigt, at vi kan forklare de resultater, vi har, i lægmandssprog. Og jeg tror, en af grundene til, at vi har mistet terræn, er, at vi ikke har været dygtige nok til at få formidlet de fremskridt, vi faktisk har gjort".
Hvad kan forskerne gøre, når medierne henvender sig?
"I hvert tilfælde læse de ting igennem, som bliver skrevet, og få set, at det står rigtigt. Så det bliver et godt og frugtbart samarbejde med medierne. Det er et dilemma at formidle videnskab. Der er alle mulige hvis'er og men'er, og så bliver det hele så kedeligt, for så kan vi ikke komme ud med et budskab med to streger under. Men hvis du indrømmer usikkerheden, så højner du troværdigheden".
Sker der noget med selve udvælgelsen af artikler?
"ICMJE [International Committee of Medical Journal Editors], som mødes en gang om året, har guidelines, som enhver kan læse, og som hele tiden bliver justeret. Et af de store tiltag, som alle er enige om har højnet den videnskabelige standard, er, at man skal rapportere sit studie, inden man går i gang med det, på hjemmesider som ClinicalTrials og EudraCT. Her skal man klart skrive om f.eks. primary aim, statistiske metoder og sample size. Når man så afrapporterer i sin artikel, går tidsskrifterne ind og ser på, om forfatterne forholder sig til de ting, de sagde, de ville. Det er en af de ting, som ICMJE var med til at indføre".
ICMJE har netop holdt møde her i København – er der noget nyt?
"Et nyt tiltag er data sharing, dvs. at de data, man indsamler om patienterne, skal udnyttes maksimalt. De kan ikke bare blive gemt hos dem, der har lavet studiet – de skal gøres tilgængelige. Pr. 1. juli 2018 skal forskere indkludere et data sharing statement i de manuskripter, de indsender, om resultater fra kliniske forsøg. Og fra 1. januar 2019 skal der foreligge en plan for data sharing i deres trial-registrering. Her skal stå, hvem, man har tænkt sig, kan bruge disse data senere, hvad formålet er med, at man deler dem, og hvordan man har tænkt sig at dele".
Talte I om rovpublicering?
"Det gør ICMJE noget ved. Vi diskuterer, om man skal have nogle kvalitetskrav, og om man kan lave en blackliste. Det kan vi ikke rigtig, for rovpublicering popper op hele tiden, men man kan have en positivliste. Der er en liste inde på ICMJE's hjemmeside med tidsskrifter, som henholder sig til vores retningslinjer".
Er der noget at sige om metode – den måde, man laver reviews på f.eks.?
"F.eks. systematiske reviews og metaanalyser, som vi - udover originalartikler - publicerer i Danish Medical Journal, har stadig et formål, hvis de er lavet ordentligt. Men det er klart, at hvis de er lavet på dårlige studier, så bliver resultatet derefter. Det, man gør, er at bruge PRISMA [Preferred Reporting Items for Systematic Reviews and Meta-Analyses]-guidelines, som kan bruges til at rate studierne med. Men i den videnskabelige verden er der ikke noget, der kan erstatte en randomiseret, kontrolleret undersøgelse, som er designet ordentligt. Det, der nok bliver vejen frem der – og det sker allerede – er at lave IPD [Individual Patient Data]-analyser".
Hvad er det?
"På min afdeling er vi f.eks. med i et studie om et emne, der også foregår 8-9 andre studier på verdensplan om. Så når vi har publiceret vores data, skal de indgå i et større studie med de andre forskningsgrupper. De studier tror jeg, vi kan få noget ud af. De vil være bedre end f.eks. metaanalyser. Metaanalyser har fået en status, fordi de bliver citeret meget – hvis man skal holde et foredrag eller skrive en artikel selv, så er det altid nemt at finde en metaanalyse eller et systematisk review at henholde sig til. Men med IPD har vi et randomiseret studie, og de andre har det samme, og så ender det med at blive rigtig stort, når man kobler de individuelle data til et større studie".
Er det ikke vanskeligt at fastholde kvaliteten, når der hviler et publikationspres på forskerne?
"Det er altså et dilemma. F.eks. i en ansøgningsproces kan man ikke gøre andet end at se på ikke kun mængden af ansøgernes publikationer, men også kvaliteten. Der er også nogle, der beder ansøgere f.eks. angive deres ti bedste artikler, og man kan også se på, hvor mange artikler ansøgeren er første- og sidsteforfatter på. Grundlæggende må vi forskere have en prop i os selv. Men det er svært med publikationspresset. Det er svært at gøre noget ved".
Læs også: Arven efter Hippokrates smuldrer
