Forskningsfusk, afhængighed af Big Pharma, internt kævl og strid har bidraget til svindende tiltro til forskere og givet dem et noget blakket ry. "Vær åben", "drop Erasmus Montanus-syndromet", og "favn dine forbehold" er nogle af redskaberne til at genrejse videnskabens status.
Lægevidenskabens fader ville formentlig græmme sig over det image, som nutidens sundhedsvidenskab har fået sig.
I maj i år offentliggjorde Mandag Morgen en undersøgelse foretaget i samarbejde med TrygFonden, som bl.a. viser, at 30 pct. af danskerne er enige i udsagnet: ”I virkeligheden ved læger og forskere meget lidt om, hvad der er sund og usund livsstil”. I 2011 var tallet på 19 pct.
Mandag Morgen tog – måske en kende friskt – resultatet til indtægt for, at ikke blot tiltroen til eksperters viden om ”livsstil” halter, men at forskning og videnskab generelt mister terræn: ”Danskerne mistror forskere, tvivler på deres videnskabelige resultater og googler sig til information, der passer bedre til egne synspunkter og fordomme. Videnskabens autoritet i den offentlige debat er begyndt at krakelere”, som bladet skrev.
Synspunktet bakkes op af en Eurobarometer-undersøgelse fra 2010, hvori hele 59 pct. af danskerne erklærede sig fuldstændigt enige i, at "vi kan ikke længere stole på, at forskere fortæller sandheden om kontroversielle videnskabelige og teknologiske spørgsmål, fordi de er mere og mere afhængige af penge fra industrien".
Men industriens velkendte – og i stigende grad transparente og regulerede – samarbejde med forskere er ikke alene om at belaste tilliden. Forskerne er udmærket i stand til at gøre skade på videnskabens omdømme helt selv.
Nævnt i flæng: Milena Penkowa, som bl.a. blev bedømt uredelig af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, Paolo Macchiarini, som bl.a. havde udført uetiske behandlinger med kunstige luftrør, og Andrew Wakefields nu tilbageviste og -trukne forskning om en sammenhæng mellem MFR-vaccinen og autisme.
Ikke mindst Andrew Wakefields eksempel er slemt, fordi hans artikler blev offentliggjort i überprestigiøse The Lancet.
For netop de forskellige tidsskrifters møjsommeligt oparbejdede status præger den tillid, som andre forskere og i videre forstand offentligheden nærer til den videnskab, de publicerer.
”Hvis noget er publiceret i Nature eller Science, som er nogle af de højest rangerende tidsskrifter på tværs af mange fag, så kan man være rimeligt sikker på, at det både er af meget høj kvalitet og nyhedsværdi”, siger Henrik Ullum, formand for Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS).
Men selv prestigefyldte publikationer tager fejl en gang imellem?
”Alle tidsskrifter kommer ud for, at noget må trækkes tilbage. Men de store er nok bedre til at gøre opmærksom på, når det sker, end de små”.
Netop de små er der kommet mange flere af. Som artiklen "Prædatorisk publicering er en trussel mod kvaliteten af medicinsk litteratur" publiceret på ugeskriftet.dk i september konkluderer, er et hav af mere eller mindre videnskabelige tidsskrifter – ofte netbaserede og uden peer review – skudt op i kølvandet på open access-udviklingen. Men de opererer ikke på samme måde som de hævdvundne.
Derfor udgør de ”en alvorlig trussel mod den medicinske litteraturs kvalitet og troværdighed”, skriver forfatterne.
Hvis usikkerheder formidles videre uden forbehold, kan de blive blæst ud af proportioner og føre til mistro til videnskaben. Formidling af forskning handler om at forklare den videnskabelige metode". Professor MSO, David Budtz Pedersen, Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet
Henrik Ullum er enig.
”Det er en ulykkelig udviking. Open access var tænkt som demokratisering. Og det har også været godt, at der er mere stof, som alle kan læse, men rovpublikationerne kan få især uerfarne forskere til at sende data dertil uden at være klar over, at reviewprocessen ikke er ordentlig”, siger han.
”Reviewprocessen er god nok, men det er vigtigt, at den holder fast i, at der ikke bliver konkluderet videre på data, end data kan bære. Oftest er det heldigvis sådan, at godt nok er processen besværlig, men i helikopterperspektiv så bidrager den næsten altid til, at slutproduktet bliver bedre”.
Nogle videnskabelige tidsskrifter er begyndt at offentliggøre selve reviewprocessen. Er det en god idé?
”Jeg tror, det er godt. Af flere grunde. Det kan være svært at overkomme at være reviewer. Opgaverne, hvis de skal gøres godt, er tidskrævende. Og så er det vigtigt, at reviewerne på en eller anden måde krediteres. At offentliggøre deres bemærkninger er en måde at gøre det på. Vi har brug for, at forskere skifter mellem at være dem, der publicerer, og dem, der gennemgår. Og det skal slås fast, at det at gennemgå er meriterende lige så meget, som når man selv publicerer”.
Enkelte tidsskrifter inviterer alle og enhver til at gennemgå og kommentere. Hvad synes du om det?
”Det er en spændende model – og sikkert noget, der kommer. Det er Wikipedia-tankegangen. Og der må man jo sige, at Wikipedia har været et effektivt redskab. Det er klart, at den nuværende proces, som er styret, sikrer, at dem, der kan give inputs, også ved noget om emnet. Det er en kvalitetskontrol. Til gengæld får man måske ikke alle inputs med. Det vil være hensigtsmæssigt, hvis nogle tidsskrifter forsøgte sig med det”.
BMJ er et af de tidsskrifter, der gør det. Tidsskriftet har ikke åbnet for Wikipedia-modellen, hvor alle kan agere reviewere for en dag, men dets tilknyttede reviewere får deres gennemgang og eventuelle anbefalinger offentliggjort. Det er siden september 2014 sket ved forskningsartikler, der er godtaget til publikation.
Der er dog undtagelser.
”Undtaget er situationer, hvor en tidligere version af et papir eller en peer review-kommentar indeholder juridisk følsomt materiale, eller i tilfælde med stigmatiserede eller højkontroversielle emner, hvor vi er bekymrede for konsekvenserne af offentliggørelse på vores reviewere, især hvis det er patienter”, siger Elizabeth Loder, BMJ's forskningsredaktør.
Hvordan har jeres erfaringer været?
”Generelt har de været positive. Vi har haft nogle få tilfælde, hvor reviewere er blevet personligt angrebet eller kritiseret. Heldigvis er sådanne negative hændelser sjældne. Vi synes, fordelene ved åbenhed opvejer ulemperne. Men der er nogle ulemper. Intet system er perfekt”.
Lars Bo Nielsen, dekan på HEALTH, Aarhus Universitet, svirpede også forskningsverdenen, da han i en artikel om tillidskrisen til forskning på sciencereport.dk skrev, at ”vi skal også kigge indad og alvorligt forholde os til, om publiceringspres og for mange foreløbige forskningsresultater, der skaber sensationelle overskrifter, hvor tvivl og forbehold er fraværende, er med til at udhule videnskabens troværdighed”.
Han insisterer på retten til ord som "hvis" og "men".
"Vi [skal] øve os i at fortælle omverdenen, at vi forbeholder os ret til forbehold – og til at udfordre den sandhed, som vi kender og selv tror på i dag. Også selv når vi oplever vores faglighed blive overhalet af kampagnejournalistik og populistiske meningsdannere, når det kommer til spørgsmål om konkrete behandlingsmetoder eller medicin. Kun på den måde kan vi medvirke til, at folk vælger videnskab over tro ..." skrev han.
Men nok så nøgterne fagfolk kan være uenige i nok så gennemarbejdede artikler fra nok så estimerede publikationer.
F.eks. publicerede BMJ i oktober en artikel, der påviste, at kun omkring halvdelen af nyligt godkendte kræftlægemidler forbedrer chancerne for overlevelse eller patienternes livskvalitet.
Artiklen gav store overskrifter, også i dansk presse, herunder – dog på usensationel vis – i Ugeskrift for Læger. For hvorfor dog betale for dyre nye kræftmidler, hvis de ikke hjælper patienterne med at leve længere og/eller bedre? Men!
”Jeg har et stort problem med den artikel. For langt størstedelen af de nye cancermidler er overall survival ikke et relevant end point at måle på. Præmissen er forkert”, siger Nikolai Brun, medicinsk chef i Lægemiddelstyrelsen.
”Når artiklen ikke har fundet evidens på overall survival, har den ret. Men det er ikke de studier, man har stillet op. For at demonstrere effekt på overall survival skulle der studier til med flere tusinde patienter, og det vil logistisk set forsinke adgang til ny medicin med årtier. Derfor vælger man at se på respons kombineret med progressionsfri survival som surrogater”, siger han.
Hvad med den manglende effekt på livskvaliteten?
”Jeg synes ikke, artiklen har ret i det. Hvis der er effekt på respons og progressionsfri survival, så får patienterne det jo bedre. Livskvalitet er et meget problematisk end point at måle på. Der findes adskillige skalaer, men ingen enighed om, hvad for et mål er bedst”.
Efter hans mening er sådan en artikel ikke hjælpsom.
"Jeg synes ikke, den bidrager konstruktivt til debatten om ny medicin. Tværtimod giver den anledning til større forvirring, fordi den kan give ubegrundet frygt for ny cancermedicin. Medicin, der giver store fordele".
Han efterlyser åbenhed.
"Det er en debat, der foregår i øjeblikket. Jeg synes absolut, det ville være konstruktivt, hvis tidsskrifterne offentliggjorde mere om deres bedømmelsesgrundlag”.
Den pågældende artikels reviewproces var ikke offentliggjort, da artiklen selv blev det. Det er den nu. BMJ beklager forsinkelsen, som skyldes et manglende "OK" fra forskningsredaktøren.
Med den slags uenigheder blandt fagfolk er det måske ikke så sært, at hver tredje dansker ifølge den tidligere nævnte undersøgelse fra Mandag Morgen og TrygFonden synes, at det er svært at hitte rede i, hvad der er rigtigt og forkert, når det drejer sig om sundhed.
"Alene det, at tidsskrifterne åbner sig, og folk får adgang til publiceret og valideret forskning, ser ikke ud til at gøre en stor forskel i befolkningen, fordi det er vanskeligt at læse videnskabelige publikationer. De har en høj grad af specialisering og anvender en teknisk sprogbrug. Mange kommer ikke med resuméer eller referater i mere almindeligt, forståeligt sprog", siger professor MSO, David Budtz Pedersen, Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.
Det bliver ikke bedre af, at budskaberne filtreres videre ud i medierne, hvor de måske ovenikøbet bliver forsimplet.
“På mange forskningsområder er der usikkerheder, som forskerne forstår og accepterer. Men hvis usikkerheder formidles videre uden forbehold, kan de blive blæst ud af proportioner og føre til mistro til videnskaben. Formidling af forskning handler om at forklare den videnskabelige metode", siger han.
Den opgave kan være vanskelig for medierne at løfte, men videnskaben kan også tage fat selv.
“Forskere er besatte af at producere fagfællebedømte videnskabelige artikler, fordi det giver point til karrieren. Men dermed glemmer vi andre formater, der kan bruges til at formidle viden mere indlevende. Det kunne være en blog, hvor forskere bliver bedt om at skrive mere populært om deres interesser og resultater, og hvor andre – for eksempel journalister, embedsmænd eller politikere – kan blande sig. Det ved vi, virker, hvis det bliver faciliteret ordentligt", siger David Budtz Pedersen.
"Og der kan bygges endnu flere lag oven på en videnskabelig publikation. Videnskabsfolk skal blive bedre til at udnytte mulighederne i dokumentarfilm, teaterstykker, festivaler, radioprogrammer, podcasts m.m. Det er ikke en erstatning, men et supplement til den traditionelle videnskabelige artikel".
Hvad med selve indholdet?
"Tidsskrifterne kunne bidrage til at undgå den spiral af hyperkonkurrence om udgivelse, der er, og publicere lidt mere lødige resultater. Og så publicere de negative resultater og reproducerbarhedsstudier – de kan være vanskelige at få publiceret i dag".
En (endnu) mere lødig tilgang tiltaler også patolog Jan Lindebjerg, Sygehus Lillebælt, der i en række meget læste blogs på Ugeskriftet.dk har beskæftiget sig med forskning og evidens – især i forhold til alternativ medicin. Men hans pointer kan også anvendes på traditionel lægevidenskab:
"Et område, tidsskrifterne kunne opruste på, er at sætte fokus på videnskabsbaseret forskning og ikke kun evidensbaseret forskning. Forskellen er lille, men ikke ubetydelig. Ved evidensbaseret forskning er al evidens ligeværdig. Ved den videnskabsbaserede forskning tages der også hensyn til plausibiliteten.Tager man ikke hensyn til den allerede eksisterende viden, risikerer man at overvurdere betydningen af en enkelt undersøgelse", siger han.
Og dét dur ikke.
"Den videnskabelige evidens udgøres af den samlede evidens på området. Der er altså ikke en enkelt undersøgelse, som kan vælte den samlede evidens".
Der findes således forskellige redskaber til at genopbygge tiltroen til videnskaben. Men det allerbedste er formentlig at bekæmpe dårlig videnskab med god videnskab.
"Det er det eneste værktøj, jeg kender. Det er en møjsommelig vej, men det er den naturlige vej", siger tidligere professor i biostatistik ved Københavns Universitet, Niels Keiding, som fortsat er forskningsaktiv.
Han nævner Andrew Wakefield-sagen om de nu tilbagetrukne artikler om en sammenhæng mellem mæslingevaccine og autisme.
"Den sag var meget pinlig for The Lancet og er nu formelt lukket. Men der var det nyttigt, at vi i Danmark har kunnet lave en registerundersøgelse, som ikke er så let at lave andre steder, hvor man har koblet data om mæslinger og autisme på et meget stort antal personer og vist, at der overhovedet ingen forskel er – et såkaldt negativt fund".
Og så er der redskabet: grundighed, grundighed og atter grundighed hos de personer, der har til opgave at vurdere andres forskning.
"Man kan ikke bare henvise til en tjekliste, som en eller anden har stillet op. Det dur ikke, man er nødt til at gå ind og vurdere konkret, så man på de givne præmisser kan foretage en forsvarlig vurdering. Det er klart, at det er et stort arbejde, og det er nødvendigt at have kompetente eksperter. Men der er ikke andet at gøre. Det er videnskabens natur", siger Niels Keiding.
Gamle Hippokrates ville uden tvivl have bifaldet.
Læs også: Videnskabelig redaktør: Sådan gør vi
Læs også: BLOG – Morten Sodemann: Fuskeåret 2016
Læs også: ”Forskning er en elitær foreteelse”
Læs også: BLOG - Jan Lindebjerg: Forskning i alternativ behandling er spild af penge
