Fakta
Allerede i filmens åbningsscene forstår vi, at noget ikke er helt, som det skal være. En smuk, dansk sommerdag træder en familie på tre – mor, far og teenagedatter – ind et idyllisk gammelt sommerhus ved vandet. Et sted der emmer af levet liv, passende fyldt med støv på klaveret og edderkoppespind i hjørnerne efter en lang vinter i dvale.
Men lige i hælene følger en hospitalsseng, der bliver installeret i stuen.
Karin, spillet af Maria Rossing, er dødeligt syg af mammacancer. Samtidigt med at hun er ved at forlade livet, er hendes 16-årige datter Fanny – formidabelt spillet af Kaya Toft Lotoft – på vej til at erobre det. Faderen Johan (Anders Mossling) en lidt akavet, men velmenende intellektuel type forsøger med større eller mindre held at finde balancen i det drama, der udspiller sig, som sommeren skrider frem. Hustruen bliver svagere og svagere, mens datteren kæmper med ungdomslivets store følelser, ikke mindst den komplicerede kærlighed til kæresten Jamie, som ikke er klar til så megen alvor så tidligt.
Bølgerne går højt, når der både skal festes med veninderne i sommerlandet og listes på kattepoter i en sen nattetime tilbage i det sygdomsramte hus. Der er plads til både gråd, latter, ømhed, raseri, ambivalens, trods og oprør på matriklen ved vandet.
Hovedkaraktererne fremstår som troværdige og befriende blottet for floskler. Men ikke alle magter den intensitet, der følger i kølvandet af dødens nærvær. Det er ikke kun Jamie, der forståeligt nok trækker sig, når Fanny flirter med tanken om at skaffe sin mor børnebørn, inden det er for sent.
Også de voksne venner, der indfinder sig til Karins fødselsdagsfejring, har svært at rumme den alvor, der ligger lige nedenunder den glade og festlige stund i sommerhuset fyldt med gamle minder. »Svesken på disken!« proklamerer en af veninderne under talen til sin tidligere så livsglade og rejselystne veninde og leverer derefter alt andet end netop denne sveske. For nej, det bliver ikke til flere fælles ture ud i verden, Karin er ved endestationen, og alt andet end at erkende det klinger hult. Kun Johan formår at ramme tonen helt ægte. Væk er al den bøvethed, han ellers har med sig i det øjeblik, han stilfærdigt fortæller, hvor rigt det er at opleve at elske et andet menneske så meget, at man ville ønske, at det var muligt at indtage dennes plads på dødsgangen.
Som læge, der har været vidne til mange menneskers bortgang, kender man hele registeret af reaktioner fra både den døende og de pårørende. En personlig erfaring er, at jo mere en person taler om den berømte sveske, jo mindre tilbøjelig er denne person til selv at smide den på disken.
Se filmen for dens absolutte gehør i formidlingen af al den smerte og alt det liv, der er i døden. Og nyd de smukke billeder af det sydfynske landskab ved havet, ledsaget af det stemningsfulde lydspor. Ikke mindst lyden af »The Minds of 99«, som er underlægningsmusik til afslutningsscenen på Kayas nye efterskole, hvor kameraet panorerer hen over alle de syngende, forventningsfulde unge ansigter: »Hurtige hænder, hurtige fødder, lever og ånder, danser og synger«. Amen, fristes man til at sige.
