Fakta og vurdering
Gennem de første afsnit frygter man lidt for seriens præmis, hvor hvert afsnit svarer til én time af vagten i tæt på realtid. Bliver det kedeligt? Kan de holde tempoet? Og hvad med karakterudviklingen? Tvivlen bliver dog hurtigt gjort til skamme. Det bliver aldrig hverken trivielt eller langsommeligt, og den intense skildring går faktisk hen og bliver seriens største aktiv, for grebet giver mulighed for en naturlig, langsom og detaljerig udvikling. Det virker overbevisende troværdigt, og man har fornemmelsen af at lære karaktererne godt at kende på trods af kun helt korte nedslag i deres baggrundshistorier.
For det er karaktererne, der bærer serien. Især overlægen Dr. Robinavitch, eller bare Robby. Hans blæksprutteagtige tilstedeværelse og faglige overskud er imponerende – men han er udbrændt. Han charmerer sig ind på de ældre patienter og kommer med jokende kommentarer til hospitalsdirektøren, når hun igen kræver højere patienttilfredshed – og mister i næste øjeblik besindelsen over for reservelægerne. Han skildrer den komplekse balance i at være menneske og professionel på samme tid ganske overbevisende. Og hvor har man dog lyst til at give ham et kram og en pause.
Serien skal også have ros for ikke at være sensationssøgende og er ikke bleg for at vise den mere realistiske og trivielle del af hospitalsarbejdet. Der bliver i øvrigt ikke lagt fingre imellem i skildringen af de alvorlige, akutte tilstande, og man skånes ikke for synet af diverse kropsvæsker og -åbninger. Det gør kun serien mere troværdig.
Der er altid stor underholdningsværdi i at blive konfronteret med de – til tider frustrerende – ting, der også hører med til at arbejde på et hospital. I »The Pitt« tæller det bøvl med uniformsautomaten, flygtige frokostpauser, et utal usete og utålmodige patienter, sprogbarrierer, den evige fejde mellem medicineren og kirurgen og så selvfølgelig de medicinstuderende, der på første dag på en ny afdeling ikke altid bliver taget så vel imod, men alligevel formår at være en vigtig del af holdet.
Undervejs i serien sker en katastrofal hændelse, der gør, at det vælter ind med alvorligt tilredte ofre. Det er et godt eksempel på, at selv en presset akutmodtagelse med underbemanding og næsten umenneskelig travlhed kan agere og stå sammen, når det virkelig gælder. Så kan man ikke andet end at blive stolt af sit fag og sine kollegaer.
Serien virker overbevisende og troværdig, og man kan ikke undgå at lade sig rive med, gætte på diagnoser og heppe på det travle vagthold.
Hvad for en læge er du?
»Vi er hinandens støttestativ«
