Skip to main content

”Selvom jeg er læge, kan jeg godt få stress”

Overlæge Annette Sylvest blev ramt af den sygdom, som ligger allerlavest i hierarkiet hos læger, og især hos kirurger som hende selv: Stress. Men efter et langt stress-forløb har hun nu erkendt, at selv læger kan blive lagt ned af stress.

Foto: Claus Boesen.
Foto: Claus Boesen.
Anders Heissel, ah@dadl.dk
4. nov. 2014
07 min

Tirsdag den 29. januar 2013 brød Annette Sylvest sammen. Hun var som vanligt kørt fra hjemmet i Dragør og ind til morgenkonferencen på ortopædkirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital, men mærkede hurtigt, at noget var helt galt. Hun havde hjertebanken, uro i kroppen og følte sig utilpas. De to andre læger på afsnittet var ikke på arbejde denne morgen, så stuegangen lå alene i hendes hænder. Men allerede efter den første patient, drejede Annette Sylvest væk fra patienterne og ind på sit kontor, lukkede døren og lod tårerne trille ned ad kinderne.

”Jeg manglede overblikket. Jeg kunne ikke overskue stuegangen, og jeg kunne slet ikke overskue at komme igennem dagen. Jeg tænkte også, at jeg er kirurg. Jeg skal bare tage mig sammen. Men det kunne jeg ikke. Det kunne jeg virkelig ikke,” forklarer Annette Sylvest fra selvsamme kontor på Bispebjerg Hospital.

Mellem hver eneste patient på stuegangen denne januar-dag for næsten to år siden var hun forbi sit kontor for at græde og trække nok luft til at komme gennem dagen. Da hun kom hjem, tog hun beslutningen om at sygemelde sig.

”Alene det at møde på arbejde næste dag var uoverstigelig for mig.”

Stress rangerer lavt i hierarkiet

I flere måneder op til den 29. januar var der tegn på, at noget var forkert. Som erfaren overlæge var Annette Sylvest vant til at have mange bolde i luften samtidig, men hun havde tiltagende svært ved at holde styr på det hele. Omkring december 2012 fik den ene af overlægerne på afsnittet orlov i et halvt år og erstattet af en 1. reservelæge, mens den anden overlægekollega blev frikøbt til at udvikle den elektroniske patientjournal.

Det pressede blot en i forvejen presset Annette Sylvest. Og så begyndte symptomerne at komme: Nattesøvnen blev urolig. Hun vågnede tidligere end normalt, havde hedeture, hjertebanken og var meget følsom.

”Jeg tænkte ikke, at jeg havde stress. Stress-begrebet var slet ikke en del af min bevidsthed. Som læge generelt og måske især som kirurg har man nogle diagnoser, som man rangerer lavt, og som man ikke vil have. Piskesmæld, fibromyalgi og stress. Lidelser som er meget uhåndgribelige, og hvor man tænker, at folk bare skal tage sig sammen. Det handler nok helt logisk om, at jeg arbejder med noget meget håndgribeligt, og stress er i den grad meget uhåndgribeligt,” siger Annette Sylvest.

Den stressede hverdag begyndte også at forplante sig til små episoder af tvivl, når Annette Sylvest havde med patienter at gøre. En patient havde hjerteproblemer, og efter at have sendt patienten hjem kom tvivlen.

”Hjertelidelser er ikke mit speciale, så jeg blev i tvivl om, jeg havde overset noget. Angsten for at begå fejl kom snigende,” siger hun.

Desuden blev små udfordringer pludselig uoverskuelige. På vej hjem fra arbejde skal hun hver dag krydse Tuborgvej i sin bil. Men den trafikerede vej kunne hun ikke overskue og kørte i tiden op til sygemeldingen en stor omvej blot for at slippe.

Erkendelsen af, at noget var forkert blev dog større, og i midten af januar lavede Annette Sylvest en aftale med hospitalets psykolog. Men to ting var stadige vigtige for hende.

”Jeg kaldte det i starten overbelastning og ikke stress. Det var vigtigt for mig, at det var arbejdsrelateret og ikke noget med min person at gøre. Ordet stress mindede om noget psykisk og på kanten til en depression, og der var jeg slet ikke. Desuden var min tilgang, at når jeg blot havde konsulteret psykologen, måtte det gå væk,” forklarer Annette Sylvest.

Måtte ikke tage på skieferie for kommunen

Dagen inden aftalen med psykologen - den 29. januar - blev det for meget for Annette Sylvest, og næste morgen sygemeldte hun sig. Hun tog alligevel ind til psykologen den 30. januar.

”Det var en god samtale, hvor det gik op for mig, hvor vigtigt, det er at få en anden professionel til at tage over, og ikke mindst hvor lang tid, der tager at komme sig over stress.”

Hun lavede en aftale med sin chef om i første omgang at sygemelde sig i fire uger, og i de uger blev hun overrasket over, hvor fysisk hendes stress satte af spor.

”Jeg sov mere end jeg næsten nogensinde har gjort, og nogle dage var blot det at få tøj på en stor opgave. Men jeg havde det ikke dårligt med at være sygemeldt, for min stress var jo udløst af mit arbejde,” siger hun.

Efter halvanden måneds sygemelding blev kommunen automatisk indblandet i sagen, og før påskeugen i midten af marts blev Annette Sylvest indkaldt til et møde med kommunen. Her fik hun af vide, at hun ikke kunne tage på ferie i påsken med familien, når hun var sygemeldt.

”Verden var ved at bryde sammen. Både fordi jeg havde glædet mig meget til skiferien med min familie, og fordi jeg nu var i en helt anden rolle, end jeg plejer. Jeg er vant til at have et stort ansvar for andre mennesker som overlæge, og nu sad der en person fra kommunen og forbød mig at tage på skiferie,” siger hun.

Men allerede på det tidspunkt var hun begyndt at blive sluset tilbage på arbejde, og derfor lod kommunen hende tage på ferie. Først omkring sommerferien – næsten et halvt år efter den første sygemelding – var hun på fuld tid.

Faktaboks

Fakta om Annette Sylvest:

Sneg sig ind til møde med chefen

Men i løbet af efteråret 2013 begyndte stress-symptomerne at vende tilbage, og så reagerede Annette Sylvest hurtigt.

”Jeg så det meget tidligere end første gang og sagde lige ud til min chef, at mit ansvar for lægerne på skadestuen skulle tages fra mig. Jeg vidste godt, det var upopulært, men jeg var nødt til at tænke på mig selv.”

Det lykkes, og i dag er hun blevet bedre til at gøre de ting, hun kan nå og lade resten vente.

”Jeg er også mere bevidst om at gøre en ting ad gangen i patientkontakten og ikke lade mig afbryde. Det er ofte et problem, at man som overlæge bliver afbrudt meget. Det er både et problem for patienten, men de konstante afbrydelser kan også stresse. Jeg er blevet bedre til at skabe den ro,” forklarer Annette Sylvest.

Første gang hun skulle til samtale om sin sygemelding med sin chef, sneg hun sig op ad bagtrappen af frygt for kollegaernes reaktion, men blandt hendes kollegaer – hvor de fleste er mænd – har hun kun mødt omsorg og enkelte har desuden vist nogle medmenneskelige sider, hun ikke havde set før.

Desuden har hun haft fuld støtte på hjemmefronten med tre voksne børn og en mand, der er praktiserende læge. Men hun har i høj grad mærket, at hun også har brug for balance i arbejdslivet.

”Det kan ikke nytte noget, at man hele tiden kører i allerhøjeste gear. Hvis man begynder en halv time før deadline, bliver resultatet også derefter. Dette forløb har helt klart lært mig, at jeg skulle have sagt fra noget før, og at det var godt at få professionel hjælp. Og så har jeg erkendt, at selvom jeg er læge, kan jeg godt få stress.”

Læs også: Flere stressede læger søger om hjælp

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen