Seminar og benhård prioritering sikrer efteruddannelse i Aalborg

Lige nu er Salome Kristensen i gang med en master i personlig medicin. For at blive klædt på til et fremtidigt sundhedsvæsen, hvor behandlingen i højere grad end i dag skal stratificeres og dybere tilrettelægges for den enkelte. Noget, hun kan bruge både klinisk og i sin forskning. Forhåbentlig er hun færdig til sommer.

Inden for det seneste år har hun også været på den europæiske reumatologikongres og taget kurser inden for specialiseret ultralyd.

Salome Kristensen, klinisk lektor og overlæge på Afdeling for Led-, Ryg- og Bindevævssygdomme på Aalborg Universitetshospital, har med andre ord ingen problemer med adgang til de ti dages efteruddannelse om året, som hun via overenskomsten har både ret og pligt til at tage.

»Jeg føler, at jeg i høj grad får lov til den efteruddannelse, som jeg gerne vil. Jeg kan i hvert fald ikke lige huske, at jeg har fået et nej. Men jeg synes også selv, at jeg har en god fornemmelse for, hvad det er, man ønsker i afdelingen, og det sker selvfølgelig i en dialog, så det passer med den profil og de kompetencer, afdelingen har brug for. Og den balance mellem personlige interesserer og afdelingens behov synes jeg faktisk, er rigtig god«, siger Salome Kristensen, der har været overlæge på afdelingen de seneste ti år.

»Jeg synes jo egentlig, at regionen altid har haft fokus på efteruddannelse, selvfølgelig også i et rekrutteringsøjemed af speciallæger. Men måske især i de seneste fem år har der været et særligt fokus på at få alle speciallæger og overlæger til at byde ind med, hvad de synes, kunne være interessant. Jeg er selv opsøgende på det, men det er ikke sådan, at man ikke får det gennemgået og tilbudt, hvis man ikke selv er opmærksom på det. Det gør alle«.

Årligt strategiseminar

Netop Region Nordjylland er den region, hvor flest overlæger får efteruddannelse. Det kan man læse af Overlægeforeningens nye undersøgelse blandt 2.866 overlæger. Mens 85% af overlægerne på landsplan svarer, at de i løbet af 2024 har fået efteruddannelse, og 51% svarer, at de har fået over fem af de ti dage, de har ret og krav til, så er tallene for Region Nordjylland henholdsvis 88% og 56%.

På Afdeling for Led-, Ryg- og Bindevævssygdomme på Aalborg Universitetshospital er Mette Holland-Fischer overrasket over, at man ikke kan få tallene endnu højere op, når nu »vi snakker om det hele tiden«. På hendes afdeling, hvor hun er cheflæge, og der derudover er seks overlæger, får alle overlæger som minimum de ti dage, forsikrer hun.

Men hvordan griber de det an?

Dels afholder hun årligt lederudviklingssamtaler med hver enkelt overlæge – og en tilsvarende for afdelingens speciallæger – hvor det er en naturlig del af samtalen at lægge en efteruddannelsesplan, som selvfølgelig skal passe ind i afdelingens strategi og overlægernes ansvarsområder.

»Men derudover har vi faktisk også de seneste fire år holdt et årligt strategiseminar på afdelingen for både overlæger og speciallæger, hvor vi en hel dag drøfter afdelingens strategi, faglige profil, og hvor vi er på vej hen. Her sidder vi i fællesskab og laver en fordeling af forskellige større og mindre kongresser, konferencer og årsmøder i Dansk Reumatologisk Selskab, hvor vi gerne vil være til stede. Det sker først og fremmest ud fra, hvor det giver mest faglig mening, men selvfølgelig også hvem der har lyst, og hvem der var afsted sidst osv.«, fortæller Mette Holland-Fischer.

»Når vi sidder i et meget åbent forum og diskuterer de her ting, gør det også, at vi på en måde forpligter hinanden på at være lidt mere opsøgende. Jeg får selvfølgelig en masse invitationer ind, men jeg synes også, at vi er blevet rigtig gode til at holde øje med muligheder – også med at hjælpe hinanden i forhold til andres faglige profiler. Og det er vigtigt. For det skal ikke være sådan, at vi ,bare’ tager på efteruddannelse, fordi man skal afsted i ti dage. Det skal være noget, der giver mening«.

Et område, hvor afdelingen også er særligt aktivt, er i arbejdet med at lave behandlingsvejledninger i selskabet. Det vil nogle sikkert sætte spørgsmålstegn ved – om det er efteruddannelse, siger Mette Holland Fischer.

»Men det synes jeg altså, at det er. Det at sidde i et fagfællesskab med andre, som nørder ned inden for et bestemt fagområde, det er for mig at se rigtig god efteruddannelse. Så det er også noget med at kigge på definitionen af efteruddannelse. Og jeg synes egentlig, at man skal have lidt af det hele«.

På afdelingen gør de også en ekstra indsats for, at den opsamlede viden på f.eks. en kongres får lov at leve videre blandt kollegerne på afdelingen. Bl.a. ved, at hun meget gerne sender flere læger afsted til den samme kongres eller konference.

»Vi vil jo meget gerne have bragt den viden tilbage til klinikken. Og her er det vores erfaring, at hvis man er afsted med en kollega, som man drøfter oplevelserne med undervejs, så får man det lettere bragt med hjem. Så det er en bevidst strategi, vi har. Og vi lægger også meget vægt på, at når man har været afsted, så skal man hjem og klæde os andre på. Det er jo også en efteruddannelse for os andre«, siger Mette Holland-Fischer.

»Men den del tæller selvfølgelig ikke med i de dage, man har ret til«.

Benhård prioritering

Manglende tid og manglende penge er i Overlægeforeningens undersøgelse beskrevet som de afgørende forhindringer for, at overlæger får deres efteruddannelse. I forhold til finansiering, så har man ifølge Mette Holland-Fischer i Nordjylland det, »nogen ville kalde en privilegeret situation med lidt flere penge at gøre godt med end de øvrige regioner«. Den del har en historisk baggrund i, at Nordjylland ligger så langt væk fra rigtig mange aktiviteter i hovedstaden, så man var nødt til at sætte penge af til transport.

Derudover er der ifølge Mette Holland-Fischer også rigtig gode muligheder til at søge penge til større efteruddannelsespakker som f.eks. den førnævnte master i personlig medicin, Salome Kristensen netop nu er i gang med.

Det lader sig da også aflæse i undersøgelsen. Her skiller Region Nordjylland sig markant ud (sammen med, dog i mindre grad, Region Syddanmark) ved, at det ikke er mangel på finansiering, som er den hyppigste forklaring. Blot 22% af de overlæger, der har svært ved at få efteruddannelse, nævner mangel på finansiering – mens til gengæld hele 75% begrunder det med mangel på tid.

»Og det er jo benhård prioritering at finde tid til det. Men jeg synes jo ikke, at man har råd til at lade være, og jeg synes, man skyder sig selv i foden, hvis man ikke prioriterer det. Og det går jo også begge veje og giver en masse igen. Når vi f.eks. prioriterer efteruddannelse ved at være med i arbejdet med behandlingsvejledninger, så får vi også en hurtig driftsmæssig fordel ud af det«, siger Mette Holland-Fischer.

Salome Kristensen bakker op. Netop strategien med at holde fokus på, at den tillærte viden på efteruddannelsen skal bredes ud til hele afdelingen, giver værdi. Et par enkelte dages kursus i specialiseret ultralydskanning – sidemandsoplæring – og så er afdelingen mere effektiv på den front. Alle vinder.

»Men jeg kan godt forstå, at man mange steder synes, at det kan være svært at finde tid. Det kræver virkelig en organisatorisk sans fra ledelsen at få det koordineret og til at gå op – f.eks. på et område, hvor vi er subspecialeret, og der måske kun er to-tre mennesker, der kan det samme. Så skal det selvfølgelig nøje koordineres og dækkes ind. Men jeg ser ikke færre patienter, og vi har ikke lange ventelister eller andre kæmpe problemer af, at jeg tager efteruddannelse. Så det kan altså godt lade sig gøre«, siger Salome Kristensen.