Skal det være model 1? Eller 2? Eller 3? Eller noget helt fjerde?

»Den store debat om sundhedsstruktur«, kaldte de det. »I det alt for lille telt«, kunne de passende have tilføjet. For rammerne stod ikke mål med interessen, og selv efter, at moderatoren indledningsvis advarede om, at der hverken ville komme gratis mad, Svend Brinkmann eller TikTok-stjerner, men alene en drøftelse af 600 siders rapport, fik det ikke en sjæl til at fortrække fra hver hverken teltet eller blandt den store forsamling udenfor, som gerne ville være inde i teltet.

Det var i sandhed en stor debat, Danske Regioner fredag eftermiddag havde inviteret til om Sundhedsstrukturkommissionens rapport. 17 debattører bag de hvide caféborde. Lidt på skift ganske vist. Syv kvarter. Det blev sagt meget om meget. Denne reportage handler i det store hele kun om de tre forslag til strukturmodeller. Men du kan læse meget mere folkemøde-debat om de øvrige elementer i kommissionens arbejde her.

Lige en lyngennemgang af de tre modeller:

Model 1 nedlægger de nuværende regioner og erstatter dem med 8-10 Sundheds- og omsorgsregioner med direkte valgte politikere – og en betydelig overflytning af kommunale opgaver til de nye regioner.

Model 2 nedlægger også regionerne og indretter i stedet et statsligt styret enhedssundhedsvæsen, hvor ministeren er eneste politiske ansvarlige, mens der oprettes 8-10 administrative enheder. Også denne model fordrer en betydelig opgaveflytning fra kommunerne.

Og model 3, som strukturmæssigt er ret status quo i forhold til det nuværende. Med 3-5 regioner og en mindre opgaveflytning fra kommuner til regioner.

Hvad foretrækker kommissionen selv?

Men hvilken model er man så mest forelsket i? Dét spørgsmål fik alle. I første omgang Sundhedsstrukturkommissionens egne medlemmer. De var rigt repræsenteret ved debatten med hele tre deltagere.

»Jeg kan bedst lide model 1 med den store opgaveflytning – men det er jo heller ikke mig, der skal stå for at implementere det bagefter. Men den adresserer altså for mig at se mest den problemstilling, vi står overfor, hvor ældrepleje i meget høj grad også er sundhedspleje«, lød det fra kommissionsmedlem og professor i sundhedsøkonomi ved VIVE, Jacob Kjellberg.

Sidsel Vinge havde to, hun bedst kunne lide. Hun er foruden medlem af kommissionen konsulent og tidligere sundhedschef i Gladsaxe Kommune.

»Om det er 1 eller 2, det er primært politikernes problem. Hvis vi laver 3, så kommer vil alligevel til at lave 1 eller 2 om tre til fem år, hvor vi mangler 17.000 social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Det bliver ikke sjovere, siger jeg bare«.

Kommissionens formand, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker, der siden rapportens fremlæggelse har turneret med mantraet om »at modellerne ikke er rangeret«, var da også betydeligt mere tilbageholdende med at udpege en favorit.

»Jeg har på nuværende tidspunkt ingen trang til at sige, om det er den ene eller den anden, der er favorit. Vi har jo prøvet at beskrive modellerne sådan, at de faktisk kan løse de opgaver, vi har stillet, f.eks. at gøre det primære sundhedsvæsen bedre. Og det bliver gjort på forskellige måder med forskellige redskaber, fordele og ulemper. Omkring det med sammenhæng er model 1 og 2 de bedste, men der er så til gengæld også ulemper forbundet med det. Det er man nødt til at have med i de politiske drøftelser«.

Løhde: Jeg har ikke skudt nogle modeller ned

Så til folketingspolitikerne. De, der efter otte ugers høringsperiode, på et tidspunkt efter sommerferien har ansvaret for at forhandle og træffe en beslutning om sundhedsvæsenets fremtid.

Landets indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) fik til en start lov til at forholde sig til rigtigheden i, at hun brugte sølle syv minutter på at slå model nummer 1 og 2 ihjel ved det pressemøde, der tirsdag i denne uge præsenterede kommissionens arbejde. Noget, der fremgik af Politikens forside dagen derpå.

»Det er forkert. Jeg har ikke skudt hverken model 1 eller 2 eller 3 for den sags skyld ned. Det, jeg tillod mig at sige på pressemødet, var, at vi i regeringen er skeptisk, når det handler om, at 8-10 enheder skal drive landets plejehjem, som det i dag er 98 kommuner, der gør. Der er også en kvalitet i, at der er noget nærhed til opgaverne, og jeg er ikke sikker på, at sådan en kæmpecentraliseringsøvelse på alt, hvad der hedder ældreområdet, nødvendigvis er den rigtige vej at gå. Men derfor kan man jo godt arbejde videre med model 1 og 2. Man behøver jo ikke at tage mumbo jumbo-opgavesamlingen. Man kan måske også sætte ambitionsniveauet lige en tak under. Så jeg har ikke skudt noget ned«, sagde ministeren.

»Og når vi på den anden side af sommerferien kommer med vores bud på en sundhedsreform, så er det jo ikke nødvendigvis sådan, at vi føler os bundet af, at vi skal vælge en af de tre modeller. Det kunne også være en fjerde eller en femte, eller hvad ved jeg«.

Herefter fulgte partiernes sundhedsordførere. Seks forskellige partier var mødt frem. Med varierende styrke tog de naturlige forbehold for, at de jo endnu ikke har læst hele rapporten – men lovede, at gøre det i sommerferien – og at de med respekt for høringsperiode og politiske forhandlinger helst ikke ville melde alt for skråsikkert ind i debatten.

Men her er de hver især i ét citat, der kommer tættest på, at de forholder sig til, hvilken struktur, de ser sundhedsvæsenet operere i efter en reform.

Stinus Lindgreen, Radikale Venstre: »Jeg kan ikke lide 2’eren, fordi jeg mener, at det er vigtigt, at vi har det demokratiske lag, som har ansvaret for området. Jeg ser nogle fornuftige ting i model 1 og model 3. Fordelen ved model 3 er primært, at det er nemt og uden så store omkostninger, men jeg har også et varmt punkt for model 1, fordi den løser den primære opgave, som er sammenhæng. Men den har også nogle iboende udfordringer, så det skal gøres klogt«.

Kirsten Normann Andersen, SF: »Jeg har i hvert fald heller ikke de varmeste tanker for model 2. Det giver mening, at der er lokalt folkevalgte. Men jeg er egentlig ikke så optaget af streger på landkortet. Jeg er virkelig ked af at skulle pege modeller ud. Jeg vil hellere pege på, hvordan jeg vil have opgaverne løst, og jeg tror, at vi skal passe godt på: Laver vi store strukturændringer og kommer til at fokusere mere på dem end opgaverne, så betyder det tempotab og kompetencetab i forløbet«.

Per Larsen, Konservative: »I mit parti har vi stor appetit på demokrati, så jeg forestiller mig ikke, at der vil være opbakning til Løkke-modellen (kælenavnet for model 2, red.). Nu glæder vi os til at se, hvad regeringspartierne kommer frem til, og så er det jo sådan, at vi har et bagland, der er kommunalt, og et bagland, der er regionalt, og så skal vi jo prøve at finde vores ben i forhold til det«.

Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne: »Vi vil på forhånd ikke være firkantet på, hvad der kan ske og ikke ske. Der er ingen modeller, der er døde for os. Men jeg vil sige, at det for os altså er vigtigt, at der fortsat er et demokratisk niveau, der relaterer sig til det her. Og nærhed. Vi skal være sikre på, at der er nærhed til borgerne i de ydelser, som de skal have. Det kommer vi til at måle det på, men er åbne for at diskutere, hvordan det kan lade sig gøre inden for alle modeller«.

Runa Friis Hansen, Enhedslisten: »Enhedslistens udgangspunkt er, at vi fortsat skal have regionerne. Om vi skal have otte eller seks eller fem eller fire, det har jeg lige nu ikke nogen holdning til. Jeg synes jo godt, at vi kan bevare de fem regioner og lave en kæmpestor reform i forhold til, hvad regionernes opgave så bliver. Hvis bruger mange penge og ressourcer på at omtænke, hvordan og hvor mange regioner der skal være, så tror jeg, at vi bruger penge på det forkerte og ikke på det nære sundhedsvæsen og sammenhæng«.

Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet: »Vi går til forhandlingerne helt uden ultimative krav. Men jeg har jo allerede været ude og sige, at vores udgangspunkt er, at vi skal have direkte folkevalgte til en af samfundets tungeste økonomiposter. Og at vi, ligesom sundhedsministeren, også har svært ved at se for os, at vi flytter plejehjemmene og en stor del af ældreomsorgen væk fra kommunerne«.

Stor opbakning til model 1

Så vidt Christiansborg. En lang række af sundhedsvæsenets aktører og interessenter fik naturligvis også lov til at komme til orde ved den store strukturdebat.

Blandt den Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen:

»Nu har vi jo dybest set i hele aktørkredsen været enige meget længe om, at vi skal have et samlet ansvar, et kædeansvar. Og hvis det er det, vi skal, så skal man jo læne sig op at model 1. Er den politisk gangbar, som det står nu? Det tror jeg ikke. Derfor kommer der jo til at være nogle modifikationer i forhold til at få det tilpasset til både en faglig og politisk virkelighed. Men hvis vi bare går med 3’eren, så er det jo status quo, og hvis det samtidig bliver med et sådan et lille skvulp kommunalt, der ryger over i noget regionalt, så får vi ikke rigtig løst noget«. lød det fra Camilla Rathcke.

Dansk Industri – repræsenteret ved Peder Søgaard-Pedersen, direktør for DI Life Science – er først og fremmest bekymret for, at det ikke sker noget. Ikke noget, der er tilpas radikalt i forhold til udfordringerne i hvert fald. Og peger dermed også på model 1, som den, der ligger tættest op ad det, som DI mener, er det rigtige – fokus på mere sammenhæng.

»Så har vi fuld forståelse for, at det ikke betyder, at man implementerer den teoriske model én til én. Men for mig at se er det afgørende, hvor den politiske proces tager sit udgangspunkt: Tager den udgangspunkt i status quo eller tager udgangspunkt i mere sammenhæng? Den er nødt til at tage udgangspunkt i mere sammenhæng. Derfor peger vi på model 1«, sagde Peder Søgaard-Pedersen.

Og endnu én, der læner over imod model nummer 1. Direktøren for dem, det i sidste instans først og fremmest handler om, Danske Patienter.

»Vi skal selvfølgelig lige se, hvad der ligger i detaljerne, men der er ingen tvivl om, at som det ser ud nu, så kommer vi også til at hælde til en model 1 og med den store opgaveflytning«, sagde direktør Morten Freil, der også fremhævede, at til trods for at de seks tværgående anbefalinger om blandt andet en national sundhedsplan og betydelig kapacitetsudvidelse af almen praksis, i sig selv vil være et kæmpe fremskridt (det var der i det store panel i øvrigt bred enighed om), så er det ikke nok.

»For de løser ikke det vigtigste for patienterne: Sammenhæng i forløbet og kædeansvar. Derfor er vi nødt til også at se på de her modeller«.

Heller ikke hos Danske Regioner er det nok at implementere de seks anbefalinger.

»Vi skal have samlet vores sundhedsvæsen, og det kræver at man samler opgaverne under én myndighed, der har det samlede ansvar for sundhedsvæsenet. Vi skal simpelthen væk fra at bruge så lang tid på at diskutere, hvem der har ansvaret, og det kræver opgaveflytning«, lød det fra Anders Kühnau, formand for Danske Regioner.

»Så må jeg også sige, at jeg har simpelthen ikke hørt et eneste godt argument endnu for, at vi skulle være flere eller færre regioner. Så tænk jer nu rigtig godt om i forhold til at lave en eller anden monsterstor region, der dækker halvdelen af landets befolkning med 42 kommuner, man skal samarbejde med. Altså, det vil være hul i hovedet, bare for at sige det helt klart«.

Måske ikke så overraskende er der hos kommunerne ikke stor begejstring for de modeller, der fordrer, at store dele af kommunernes ansvar på sundheds- og ældreområdet flyttes væk.

»Jeg synes, at det er vigtigt, at vi undgår, at det her bliver en centraliseringsøvelse, og jeg tror ikke på, at vi løser udfordringerne ved at lave en samlet kæde. Vi løser det ved at samarbejde bedre og lave bedre incitamenter i det sundhedsvæsen, vi har. Vi skal begynde at snakke om, hvad det er for noget planlagt opgaveoverdragelse, der kan lægges ud til det nære«, sagde Sisse Marie Welling, formand for KL’s Sundheds og Ældreudvalg.

Husk nu ambitionerne

På ægte direkte demokratisk facon fik de fremmøde i og uden for teltet også lov at give deres holdning til kende. En god times tid inde i debatten, skulle de markere, hvilken model de så efterhånden var blevet gladest for.

Ugeskriftets udsendte talte en enkelt – plus en noget vævende yderligere – der foretrak dent rent statsstyrede model 2. Tættere løb var der mellem 1’eren og 3’eren. Men model nummer 1 blev kåret som vinderen i den afstemning.

Og lad os så slutte af med, hvad der vel kan betegnes som opsange fra to af debattørerne. Opsange omkring, at debatten, der lige straks er en uge gammel, allerede viser tegn på tabte ambitioner.

Dansk Industri først:

»Jeg synes, at der er et meget skævt fokus på, hvor svært det her kan være. Man har flyttet fokus fra behovet til, hvor svært det er, og det synes jeg er uambitiøst. Det er jo en opgave, der skal løses. Jeg vil bare minde om, at Sundhedsstrukturkommissionens kommissorium klart siger, at der skal være mere sammenhæng, mere lighed og mere nærhed. Og status quo er ikke godt nok. Det var det, der var udgangspunktet. Og så kan vi ikke ende der igen«, lød det fra Peter Søgaard-Pedersen.

Og Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen:

»Altså, vi er ved at tale os ind i, at hvis vi bare får de seks anbefalinger, så er verden halvt grøn. Og så glemmer man lidt det, der er rigtig svært. Det, der handler om de her modeller. Og jeg er bekymret for, at man glemmer udfordringen, for det er faktisk det, jeg har hørt i retorikken fra diverse aktører. Men hold nu ambitionerne på det her. Husk nu, hvad udfordringerne var«, lød det fra Camilla Rathcke.

»For vi skal løse en udfordring. Vi skal ikke løse et S eller V-bagland, eller et KL, der skriger højt, eller regioner, der gerne vil være fem, eller hvad vi nu kan finde på at sige. Så vi er nødt til at huske udfordringen«.