Børn, som lider af idioti, mongolisme, mikrocefali, hydrocefalus, deformiteter og lammelser, skal indrapporteres til Indenrigsministeriet.
Sådan lød ordren i et cirkulære til Det Tredje Riges læger, dateret den 18. august 1939. Børn med disse lidelser skulle undersøges, og det skulle besluttes, om der var tale om en arvelig tilstand, og hvorvidt barnet, når det blev voksent, ville være i stand til at bidrage til samfundet. Læger skulle også udpege børn med plejebehov, hvilket betød, at mange børn med erhvervede eller uklare diagnoser også blev indrapporteret.
Mange læger vidste allerede på dette tidspunkt, at deres diagnose kunne betyde forskellen på liv og død for barnet og har været indforstået. Jøder og politisk »upålidelige« var allerede udrenset af lægestanden, og af de resterende var over halvdelen medlemmer af nazistpartiet.
I Wien ligger et smukt hospitalskompleks – et mønstereksempel på den wienske Jugendstil, som beundres af arkitektur-aficionados fra hele verden. Ved opførelsen i 1907 blev det døbt Heil- und Pflegeanstalt Am Steinhof. Det moderne og tidssvarende hospital skulle med sine 60 pavillonbygninger tage sig af psykiatriske og neurologiske patienter. I 2000 blev hospitalet omdøbt til Otto-Wagner-Spital, og senest er området blevet til Klinik Penzing, et socialmedicinsk og psykiatrisk center, som betjener Østrigs hovedstad i skønne omgivelser.
Men stedet har en dyster fortid. Mellem 1940 og 1945 blev hundreder af syge børn og børn med fysiske og psykiske handikap ikke alene myrdet i de smukke omgivelser. Mange blev før aflivningen udsat for medicinske forsøg med henblik på den efterfølgende obduktion.
Ved indvielsen i 1907 var det en af Europas største og mest humane psykiatriske institutioner. Men efter Østrigs Anschluss, sammenlægningen med Nazityskland i 1938, fik stedet en vigtig rolle i regimets udryddelseskrig mod psykiatriske patienter og personer med mentale handikap.
Som led i regimets »børneeutanasiprogram« (kodenavn Aktion T4) blev der indrettet et særligt børneafsnit, som fik navnet Am Spiegelgrund. Her blev næsten 800 børn myrdet frem til august 1941, da regimet måtte afblæse Aktion T4 på grund af folkelig modstand.
Selv om nazismen i sin selvforståelse var på en glorværdig mission for at »rense det germanske folkelegeme«, fjerne »unyttige« individer og luge uønskede arveanlæg væk, var det nazistiske eutanasiprogram og dets institutioner omgærdet af hemmeligholdelse. Ofrene var jo ikke politiske fjender, jøder eller andre »folkefremmede«. Selv for de pæneste, ariske familier kunne et lægebesøg til et sygt barn ende med tvangsindlæggelse og et opfølgende »bekymringsbrev« om, at barnet desværre var blevet dårligt. Det næste brev ville så beklage, at barnet var død af en (opdigtet) sygdom.
Afblæsningen af Aktion T4 betød ikke, at mordene ophørte på Am Spiegelgrund. Nu dræbtes patienterne blot ved systematisk udsultning og forsømmelse, som kostede yderligere 3.500 livet.
Mordene fandt ikke alene sted på Am Spiegelgrund. Mindst 3.200 patienter blev i 1940-1941 gasset ihjel på Schloss Hartheim uden for Linz. Det idylliske renæssanceslot fra 1600-tallet, som ejerne i 1898 havde skænket til staten til filantropiske formål, havde huset en »idiotanstalt«, men blev efter Anschluss omskabt til en drabsanstalt, hvor mentalt og psykisk »uegnede« og uhelbredeligt syge blev myrdet i slottets nyindrettede gaskammer.
Selv efter, at Aktion T4 i 1942 blev lukket ned, kørte mordfabrikken Schloss Hartheim videre. Nu blev også jøder, kommunister, uarbejdsdygtige og personer, som staten fandt besværlige, myrdet her. Ved befrielsen i 1945 fandt amerikanske soldater et pengeskab, som de brød op. Her fandt de en 40-siders tryksag til internt brug i Nazistpartiet med månedsopgørelser over gasninger på slottet i forbindelse med Aktion T4. Dødsfabrikkens bogholder havde beregnet, at anstalten havde aflivet 70.273 personer med en forventet restlevetid på ti år og derved sparet staten for madvarer til en værdi af 141.775.573,80 Reichsmark.
Tre dage efter den officielle afblæsning af Aktion T4 ankom en lastbil fra koncentrationslejren Mauthausen med 70 jødiske fanger, som ikke længere kunne arbejde. De blev aflivet. Men det var kun en begyndelse. Flertallet af de kz-fanger, som blev myrdet på slottet, var »henvist« af læger i forskellige koncentrationslejre, fordi de var syge eller uarbejdsdygtige. Af medfølgende papirer fremgik det, at de lægehenviste fanger var sendt på »rekreationsorlov«. Under rubrikken »sygdom« fandt man diagnoser som »tyskerfobi«, »kommunist« og »polsk fanatiker«.
Fra 1944 ophørte maskeraden med lægehenvisninger. Men det var fortsat læger, der betjente gashanerne på Schloss Hartheim og andre mordcentre. På Hartheim var den ledende overlæge psykiateren Rudolf Lonauer. Hans vicechef var Georg Renno. Begge virkede frem til befrielsen i april 1945.
I Wien blev Heil- und Pflegeanstalt Am Steinhof lukket ved befrielsen. De ansatte havde destrueret de fleste dokumenter, men der var nok til at retsforfølge de værste forbrydere. Den lægelige direktør, dr. Ernst Illing, blev i 1946 dødsdømt for drab på 250 børn og hængt. Af to medanklagede, kvindelige læger blev den ene frikendt. Den anden blev idømt ti års fængsel, men løsladt i 1952.
Patientjournalerne var ikke blevet brændt – måske var de gemt til brug ved fremstillingen af patologiske præparater. De er uden lægevidenskabelig værdi. Derimod udgør de et værdifuldt materiale for historikere, der arbejder med at belyse de tyske og østrigske lægers dybe moralske fald, ligesom de har været i brug ved en række retssager.
I 1946 gennemførtes i Nürnberg en retssag mod 23 ledende læger bag det nazistiske eutanasiprogram, de medicinske forsøg på koncentrationslejrfanger og andre forbrydelser. Anklagerne lød på »drab, tortur og andre grusomheder begået i lægevidenskabens navn«. Syv blev frikendt. Syv blev dømt til døden og hængt. Resten fik fængselsstraffe mellem ti år og livstid. Flere blev løsladt allerede i 1951. Den sidste af de dømte forlod fængslet i 1955.
Overlægen på Schloss Hartheim, Rudolf Lonauer, begik selvmord en time før, de amerikanske tropper dukkede op, efter at han først havde dræbt sin kone og to døtre. Hans vicechef og medskyldige i massemord slog sig efter krigen ned nær Ludwigshafen og arbejdede for lægemiddelvirksomheden Schering. Først i 1960 blev han stillet for retten, som frikendte ham. En ny retssag i 1975 blev opgivet »af helbredsårsager«. Kort før sin død i 1997 udtalte han, at »jeg føler mig ikke skyldig«.
Både hospitalet i Wien og Schloss Hartheim huser i dag mindesmærker for ofrene og udstillinger om nazitidens medicinske forbrydelser.
Fakta
