Skip to main content

Sløring af lægers identitet: Et hul i lovgivningen til afstemning

Folketinget har i dag førstebehandlet et lovforslag, der skal gøre det muligt at undtage navne på læger og andet sundhedspersonale i forbindelse med aktindsigt i patientjournaler. Lægeforeningen har længe efterlyst, at dette hul i lovgivningen blev lukket.

Foto: Henrik Hertz
Foto: Henrik Hertz

Af Charlotte Kiil Poulsen, ckpo@dadl.dk

25. apr. 2025
2 min.

I dag har Folketinget førstebehandlet et lovforslag, der skal gøre det muligt at undtage navne på læger og andet sundhedspersonale i forbindelse med aktindsigt i patientjournaler.

Regeringen begrunder ændringen med ønsket om at øge trygheden for sundhedspersonalet.

»Beskyttelsen af medarbejdere i sundhedsvæsenet bør ikke være ringere end beskyttelse af offentligt ansatte i øvrigt. Medarbejdere i sundhedsvæsenet skal kunne føle sig trygge, når de udfører deres arbejde og i deres privatliv«, hedder det i lovforslagets bemærkninger.

»Det er et vigtigt skridt for at mindske lægers utryghed og usikkerhed. Lægeforeningen har længe efterlyst, at dette hul i lovgivningen blev lukket. Det er godt, at man nu endelig tager de nødvendige skridt til det«Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

Patienter har i dag som udgangspunkt ret til fuld aktindsigt i deres patientjournal, heri indgår også navnene på de medarbejdere, som har behandlet dem. Det foreslås nu, at denne adgang begrænses, »hvis væsentlige hensyn til sundhedspersoner eller andre taler herimod«.

»Ændringen vil medføre, at medarbejdernes navne kan undtages fra retten til aktindsigt af hensyn til deres tryghed, f.eks. hvis anmodningen må antages at skulle tjene et chikanøst formål eller lignende. Patienten vil fortsat have ret til aktindsigt i den resterende del af journalen«, skriver sundhedsminister Sophie Løhde i fremsættelsesteksten af lovforslaget.

Lægeforeningen: Et vigtigt skridt for trygheden

Lægeforeningen hilser ændringen af reglerne om aktindsigt efter sundhedsloven velkommen, da det lukker et af de sidste »huller« i lovgivningen.

»Det er et vigtigt skridt for at mindske lægers utryghed og usikkerhed. Lægeforeningen har længe efterlyst, at dette hul i lovgivningen blev lukket. Det er godt, at man nu endelig tager de nødvendige skridt til det«, siger formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke.

Det skete, efter at Region Hovedstaden i starten af april som den sidste region gjorde det muligt at sløre lægers og andre sundhedspersoners identitet i både journaler og logoplysninger.