Smertelindringens mørke

En relevant og følelsesladet Netflix-serie, som er baseret på virkelige hændelser. En vedrørende fortælling, der forstår at skildre en signifikant sammenhæng imellem smertestillende receptpligtig medicin og den menneskeskabte opioidepidemi, som USA gennemlever i dag.

Det hele tager sin begyndelse i 1990’erne, hvor en ny kraftfuld pille ved navn Oxycontin hensynsløst ruller ind over USA og sætter sine skæbnesvangre spor i en smerteramt befolkning.

Seriens omdrejningspunkt er det skandaleramte Purdue Pharma – en farmaceutisk virksomhed, der under ejerskab af Sacklerfamilien hurtigt udvikler sig til et grådigt foretagende, der udelukkende bygger på iskolde strategier og patologiske løgne.

Purdue Pharmas skamløse individer består af en gruppe empatiforladte og selvophøjede personligheder, der uden at blinke udvikler og markedsfører det stærkt vanedannende opioidpræparat Ocycontin under påskud af, at det blot er et harmløst smertestillende vidundermiddel.

I forbindelse med markedsføringsstrategien bliver tingene blot mere forkvaklede. Der er her tale om et indoktrineret sælgerteam af unge smukke kvinder, som læner sig op ad en indtjeningsmetode, der kunne henledes til en sexarbejders arbejdsgang. Dette team bliver i lægemunde navngivet Ocycontinkillingerne.

Absurditeten når dog nye højder, når en rund, blød og smilende Oxycontinbamse bliver sat i produktion og markedsført, som var den et nuttet og harmløst stykke merchandise.

Heldigvis har en målrettet kvinde kaldet Miss Flowers en afgørende betydning igennem hele historien. Hendes ukuelige viljestyrke og retfærdighedssans er medvirkende til, at en optrævling og afsløring af Purdue Pharmas bedrageriske usandheder finder sted.

Som i en hver anden fortælling, hvor mennesker bliver gjort til genstand for skruppelløse kapitalhungrende individer, gør »Painkiller« selvfølgelig et ærligt forsøg på at belyse alvorens karakter ved at skildre de alvorlige konsekvenser, der kan være forbundet med et ocycontinforbrug.

Set i skæret af en reel opioidkrise begynder hvert afsnit med et empatisk dyk ned i de helt personlige fortællinger, og disse portrætteres så rent og sensibelt af autentiske mennesker, der på upoleret vis sætter et fokus på tragiske og sande historier om menneskelige tab og magtesløshed.

Seriens gennemgående fortælling om viser os, at et medicinsk forbrug af Oxycontin hurtigt kan udvikle sig til en smertefuld rejse ind og ud af et fatalt misbrug.

Skildringen af psykiske og fysiske lidelser kan jeg sagtens genkende fra mit virke som rusmiddelbehandler. Ikke så sjældent får jeg klienter ind ad døren med samme barske opioidskæbne. Nogle har stiftet bekendtskab med syntetiske opioider efter smertedækningsforløb. Dog er langt de fleste blevet præsenteret for det i undergrundsmiljøet.

Selv i lille Danmark kan du opsøge opioidudbydende kiosker, og med den rette lingo kan du for en ganske favorabel pris få langet Oxycodon, Tramadol og lignende over disken, og er du rigtig moderne eller blot født ind i en digital tidsalder, så kan du via sociale medier nemt og bekvemt blive siddende på sofaen og bestille piller til udbringning.

Kort sagt, »Painkiller« får 5 stjerner af mig, og det skyldes, at den har et relevant budskab, uanset om du for allerførste gang bliver gjort opmærksom på Oxycontinens indvirken på en reel opioidkrise, eller du blot får sat et levende billede på din forhåndsviden, så er serien medvirkende til, at du tænker en ekstra gang over tingene.

Afslutningsvis vil jeg helt personligt slå et slag for, at vi herhjemme i Danmark må overveje, om ikke tiden er moden nok til at få igangsat en grundig optrævling af markedet for syntetiske opioider, således at eventuelle mørketal kan blive bragt frem i lysets skær. Det er trods alt bedre at satse på de forebyggende tiltag frem for harm reduction.