Private firmaer, der udbyder sundhedstjek og skanninger til raske, bør i højere grad selv påtage sig ansvaret for at henvise patienten til videre udredning. Det er for let bare at kaste bolden tilbage til egen læge, som ikke har fundet indikation for undersøgelsen.
Sådan lyder det fra Maria Krüger, der er næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).
DSAM er et af de lægefaglige selskaber, der står bag den nyeste anbefaling fra Vælg Klogt om at »undgå helbredstjek til voksne uden symptomer eller fagligt begrundet mistanke om risiko for at udvikle sygdom«.
»Det ville være ønskværdigt, hvis man strammede reglerne for, hvornår og hvordan de private må henvise til det offentlige«, siger Maria Krüger.
»I dag sender de private patienterne tilbage til egen læge med de tilfældige fund, der er dukket op på f.eks. en skanning i forbindelse med et sundhedstjek. Men det bør være de private firmaer, der har ansvaret for at sende patienten videre og følge op på de fund, der er dukket op på en skanning, som de selv har gennemført. Det er ansvarsfralæggelse og egentlig ikke særlig etisk, at man tilbyder og udfører en diagnostisk undersøgelse, som man ikke selv følger op på eller tager ansvar for. Det efterlader patienten i et tomrum og i usikkerhed, hvis der ikke er nogen til at gribe bolden«.
Er det også de private, som skal følge op, hvis der f.eks. er mistanke om cancer?
»Det er mere komplekst end som så. Cancer er jo mange vidt forskellige tilstande. Der kan være forstadier til kræft, som ikke udvikler sig, der kan være benigne svulster og forandringer, som aldrig vil medføre symptomer, og som patienten aldrig vil blive syg eller dø af. I disse tilfælde er det jo overdiagnostik, og så gavner det ikke patienten at få en diagnose. Det er dét, som gør det så komplekst. Ikke al kræft skal opdages. Kun dén kræft, som vil gøre patienten syg, skal fanges. Dérfor er det så vigtigt, at der er den rigtige indikation for at foretage en undersøgelse. Og dérfor skal man ikke screene for alt muligt«.
Maria Krüger oplever i sin egen praksis, at der kommer patienter, som efter et sundhedstjek i det private er blevet anbefalet at gå til egen læge for at få en henvisning til videre udredning. Det kan godt være relevant, hvis man har fået påvist et alt for højt kolesteroltal, siger hun:
»Men tilbyder man tjek uden for almen praksis, så bør der også være en langt højere grad af selvjustits og ansvar for, hvornår man henviser patienten til at gå til egen læge. Det skal ikke blot være ved små skæve værdier. Kan man ikke finde ud af at tolke på de undersøgelser, man tilbyder folk, så skal man lade være med at tilbyde dem«.
Hun fortæller om en patient, som havde brugt 11.000 kroner på undersøgelser i det private. Han mødte op hos i hendes praksis, fordi radiologen, der havde konstateret en forstørret prostata, havde anbefalet patienten at gå til egen læge for at få en henvisning til en urolog.
Der var ikke mistanke om noget malignt, og patienten havde ikke nogen symptomer. Der var bare den store prostata.
»Patienten kommer op til mig med den forventning, at nu skal han have en henvisning til en urolog. Han var blevet henvist til mig af en anden speciallæge og havde fået at vide, at han skulle undersøges nærmere. Jeg synes, den er svær. Det kræver ekstra tid og overskud at afvise en patient, som en anden speciallæge har sendt til mig. Det kan medføre konflikt og forvirring, hvis jeg afviser patienten. Som praktiserende læge har man jo ryggen mod muren. Der er fundet noget. Risikoen er meget lille. Men tænk nu, hvis der alligevel var noget … Det er ikke godt kollegialt samarbejde«.
Maria Krüger fortæller historien for at eksemplificere de svære situationer, som praktiserende læger bliver sat i, når en patient møder op med et tilfældigt fund fra en privat undersøgelse. En undersøgelse, som den praktiserende læge ikke har fundet indikation for.
»Meget af det private er jo billeddiagnostik, og jeg oplever, at der er en del tilfældige fund som f.eks. en cyste i galdeblæren eller en lidt forstørret prostata. Ting, som efter alt at dømme ikke udvikler sig, men som bliver sendt tilbage til mig, og så sidder jeg med ansvaret«, siger Maria Krüger.
I almen praksis kommer der også patienter, som efterspørger et sundhedstjek. Ikke nødvendigvis med helkrops-MR-skanninger og ultralyd, men et tjek af, at de ikke fejler noget.
Det kan være helt unge mennesker, som gerne vil have en stribe blodprøver for at være sikre på, at de får de vitaminer, de skal have.
»Der ligger meget folkeoplysning i det; det tager tid, og jeg tror, at de praktiserende læger har brug for nogle redskaber til, hvordan man taler med patienterne om det. Anbefalingen fra Vælg Klogt er et godt sted at starte, men jeg tror, at der er brug for noget mere. Nogle foldere med enkle budskaber og data. Så det bliver tydeligt for patienten, at mange undersøgelser ikke bare giver et sandt-falskt svar«, siger Maria Krüger.
»Man kan oplyse borgerne om den manglende effekt og risiko for overdiagnostik. Man kan måske via Forbrugerstyrelsen anbefale, at influencere ikke reklamerer for helkropsskanninger. Man kan fortælle forsikringsselskaberne, at det er en dårlig forsikring, de tilbyder, og man kan appellere til, at de private klinikker nøje overvejer, hvad man ønsker at tilbyde af diagnostik og til hvem«.
De tilfældige fund, som i dag havner på Maria Krügers bord, stammer fra undersøgelser, som patienten eller patientens sundhedsforsikring har betalt for.
»Vi kan ikke forhindre folk i at tilkøbe de undersøgelser. Men som læge kan man godt gøre sig overvejelser om, hvad det er, man tilbyder patienten. Det er jo ikke altid, man gør noget godt, bare fordi det er det, patienten vil have. Vi ordinerer jo heller ikke afhængighedsskabende medicin, blot fordi patienten vil have det«, siger Maria Krüger.
Hun spørger:
»Er du købmand eller læge? Husk, vi skal for alt i verden ikke skade. Men som læger risikerer vi at skade vores patienter ved at give dem unødige bekymringer, overdiagnostik og overbehandling. Det er ikke ufarligt«.
