Skip to main content

Sommeranbefalinger fra redaktionen

Sommerferien er en god anledning til fordybelse i bøger, musik eller podcasts. Vi giver en række anbefalinger til din sommer.

Foto: Colourbox

Redaktionen

7. jul. 2025
6 min.

Meget mere end en sommerfuglejagt

Anbefalet af Berit Enggard Kaae, praktiserende læge og assisterende redaktør og kulturredaktør på Ugeskrift for Læger.

»Inden året er omme« er en fascinerende og fortryllende bog om sommerfugle – og meget mere end det. Forfatteren Lea Korsgaard, journalist og medstifter og chefredaktør på Zetland, gør det fantastisk i rollen som forfatter. I denne bog beskriver hun, hvordan hun sætter sig for at skulle se alle Danmarks 64 dagsommerfugle på ét år. Jagten går ind og beskrives så medrivende og intenst, som var det en spændingsroman. Alle de sommerfugle har hun tegnet og brugt som smukke illustrationer i bogen. Det, der for alvor gør bogen værd at anbefale, er den fantastiske perspektivering af sommerfuglejagten. Vi lærer om sommerfuglene som symboler, som attråværdige jagtobjekter og ikke mindst som repræsentant for den bekymrende massive tilbagegang af vild natur i hele verden. Lea Korsgaard kommer i en gavmild uddeling af viden bl.a. omkring Nabokov, Marx, Freud og Løgstrup. Man lægger beriget og bekymret bogen fra sig efter endt læsning. Og jeg har i år set både citronsommerfugl, Aurora og lille hvid kålsommerfugl.

Titel: »Inden året er omme«Forfatter: Lea Korsgaard. Forlag: Zetland. Udgivet: 13. marts 2025. Sider: 314.

Akutmodtagelsen, der har alt

Anbefalet af Thomas Benfield, professor, overlæge og ansvarshavende redaktør, Ugeskrift for Læger

Sommerregn og solbrændthed er gode grunde til at søge inden døre. Går det så galt, kan jeg anbefale et par ting til at fordrive tiden.

»The Pitt« handler om en enkelt vagt i en amerikansk akutmodtagelse, som har alt. Et rigt udvalg af traumer, overdosis, drukning, blyforgiftning, mæslinger, en fødsel, misbrug hos patienter og personale, vold mod personale, ambulancetyveri m.m. Og så slutter vagten meget effektfuldt med et masseskyderi til en koncert. Lyder det som for meget. Ja, men det er fantastisk flot og livagtigt lavet. Alt er i orden. Terminologi, medicin, isenkram, sygdomme, sår, incisioner, intubationer, dræn, og jeg kan blive ved.

Jeg mindes ikke at have set så livagtig en fødsel, trakeotomi eller laparotomi. Alt er selvfølgelig urealistisk. Personalets personlige traumer og misbrug, patienternes repertoire af ulykker på en enkelt dag forekommer næppe på et år i en dansk FAM. Men det er sgu godt.

Et afsnit er en time af vagten. Der er 15 afsnit. De sidste 2-3 afsnit bliver for meget. Der er tre sæsoner på Max. Er du ikke til streaming, kan jeg anbefale en bog, »This is going to hurt« af Adam Kay. Dr. Kay er ung læge i England i 2010’erne, i en stilling, som svarer til introduktion. Kay beskriver med uovertruffen (sort) humor, hvor absurd et system det britiske hospitalssystem var blevet, og hvad der sker, når man arbejder 80 timer om ugen, overvejende uden supervision og med arbejdsopgaver langt over sit uddannelsesniveau. Og så er den ikke langt fra virkeligheden. Heller ikke fra den danske. Men sig det ikke til nogen.

Og er du alligevel mest til streaming, så er bogen nu en serie på Max. Jeg har ikke set den, men hører, at den er mindst lige så god som bogen. »The Pitt« og »This is going to hurt« har tidligere været anmeldt mere udførligt i Ugeskrift for Læger.

Title: The Pitt. Producent: HBO Max. Premiere: Januar 2025. Varighed: 15 episoder a ca. 50 min. Kan streames på HBO Max.

Kraftpræstation om kræft

Anbefalet af Christian Grønhøj, afdelingslæge og assisterende videnskabelig redaktør, Ugeskrift for Læger

Med Onkos kaster Jeanette Varberg lys over et overraskende underbelyst emne: kræftens historie. Med afsæt i sin egen brystkræftdiagnose og behandlingsforløb tager hun læseren med på en fascinerende rejse gennem historien om kræftbehandling – fra strålebehandlingens spæde begyndelse til udviklingen af kemoterapi. Varberg formidler med sin vanlige præcision og sans for det finurlige. Hun finder detaljer og perspektiver, som både vækker undren og eftertanke, men uden at blive for teknisk eller nørdet. Bogen kan med fordel læses af både patienter og patienter, der ikke har brystkræft, pårørende og læger.

Titel: Onkos Forfatter: Jeanette Varberg. Forlag: Politikens Forlag. Udgivet: 10. januar 2025. Sider: 160

En gådefuld handling med høje omkostninger

Anbefalet af Julie Nordgaard Frederiksen, professor, ledende overlæge og assisterende redaktør, Ugeskrift for Læger.

Anden sæson af podcasten »Serial« dykker ned i den kontroversielle sag om den amerikanske soldat Bowe Bergdahl, der i 2009 forlod sin post i Afghanistan og blev taget til fange af Taliban. I næsten fem år blev han holdt som gidsel, mens hans forsvinden udløste en massiv eftersøgning, hvor flere soldater kom alvorligt til skade. I dele af offentligheden blev han betragtet som en desertør.

Podcasten forsøger at afdække, hvorfor Bergdahl gik, og hvad sagen siger om både individet og systemet. Han selv hævder, at han ville rette opmærksomheden mod dårligt lederskab – men at vandre alene ind i fjendtligt territorium kan, set med psykiatriske briller, vidne om forstyrret dømmekraft og grandios tænkning.

Set psykopatologisk kunne beslutningen tolkes som en sindssyg handling, i Klaus Conrads forstand: en pludselig og tilsyneladende meningsløs handling, som enten markerer begyndende psykose eller udspringer af vrangforestillinger.

Sæson 2 af »Serial« er en spændende og foruroligende fortælling, der rejser vigtige spørgsmål om ansvar, moral og psykisk sårbarhed i ekstreme situationer.

Titel: »Serial« – Sæson 2 Vært: Sarah Koenig. Kategori: podcast. Udgivet: 2015. Epsioder: 11 episoder. Kan lyttes til her.

Stærk bog om tuberkulosens historie

Anbefalet af Markus Fally, klinisk lektor, ledende overlæge og assisterende redaktør, Ugeskrift for Læger.

Helen Bynums »Spitting Blood« er en medrivende medicinhistorisk fortælling om tuberkulose – en sygdom, der har præget både videnskab, kultur og politik i årtusinder. Bynum følger tuberkulosens udvikling fra antikkens mystik og romantisering til moderne forståelse og bekæmpelse og viser, hvordan sygdommens forløb altid har været tæt knyttet til sociale forhold. Hun dokumenterer, hvordan tuberkulose rammer uforholdsmæssigt hårdt blandt de fattige og marginaliserede og argumenterer overbevisende for brede sundhedssystemer frem for snævre, vertikale indsatser. Med blik for både medicinske gennembrud, behandlingsideologier og sundhedspolitik viser Bynum, hvordan kampen mod tuberkulose også er fortællingen om lægevidenskabens udvikling. Med sin kombination af medicinsk indsigt, historisk perspektiv og samfundskritik er bogen både oplysende og tankevækkende – og en stærk påmindelse om, at kampen mod infektionssygdomme også er en kamp for global retfærdighed.

Titel: Spitting Blood – The history of tuberculosisForfatter: Helen Bynum. Forlag: Oxford University Press Udgivet: 22. januar 2015. Sider: 352. Sprog: Engelsk.

Natten mellem mor og datter

Anbefalet af Line Rode, overlæge og assisterende videnskabelig redaktør, Ugeskrift for Læger

»Natten« af svenske Sara Gordan er socialrealistisk roman, der handler om en mor, der leder i natten efter sin forsvundne datter. Datteren har diabetes og har derfor brug for insulin, men hun er også teenager og vil leve livet sammen med sine venner. Historien er fortalt ud fra morens perspektiv, og den er både stærk, ærlig og tankevækkende – en virkelig anbefalelsesværdig bog for både fagfolk og ikke mindst forældre.

Titel: NattenForfatter: Sara Gordan. Forlag: People´s Press. Udgivet: 1. september 2024. Sider: 175. Vejl. pris: 189,95 kr.