Skip to main content

Specialet, der giver os luft, lyd og liv: fra folkesygdomme til fremtidens teknologier – øre-næse-hals anno 2025

»Fra folkesygdomme til livstruende kræft, fra funktionelle gener til højteknologiske landvindinger – specialet rummer det hele«. Foto: Ugeskrift for Læger

Christian Grønhøj, Videnskabelig redaktør på dette temanummer

13. okt. 2025
3 min.

Øre-næse-hals-specialet er et af de mest alsidige. Det spænder fra almindelige sygdomme til avanceret kræftbehandling, rekonstruktiv kirurgi og banebrydende teknologiske løsninger. Netop denne bredde er med til at gøre specialet så interessant. I dette temanummer bringer vi en række statusartikler, som tilsammen afspejler den udvikling, faget befinder sig i, og som peger frem mod nogle af de vigtigste udfordringer i årene, der kommer.

En af de mest markante udviklinger finder vi inden for hoved-hals-cancer [1]. Feltet rummer en kompleksitet af diagnoser og behandlingsmuligheder, men særligt én sygdom træder tydeligt frem: HPV-forårsaget mundsvælgskræft. Det er i dag en af de hurtigst voksende kræftformer i Danmark. Prognosen er oftest god, men behandlingen indebærer betydelige senfølger. Artiklen giver et nødvendigt overblik over dette udfordrende felt, hvor det stigende antal patienter kræver både multidisciplinære løsninger og nytænkning i forhold til opfølgningsstrategier.

Hvor hoved-hals-cancer er mere dramatisk og livstruende, findes der også en mere skjult, men hyppig sygdom i specialet: hyperparatyroidisme [2]. Med over 1.000 nye tilfælde årligt kan tilstanden med rette betegnes som en »lille folkesygdom«. Den kan på få uger fratage patienten al energi og på måneder medføre alvorlige skader på knogler og nyrer. Kirurgi er den eneste kurative behandling, og artiklen beskriver, hvordan en relativt simpel operation kan vende et invaliderende sygdomsforløb til fuldstændig helbredelse.

Ikke alle patienter møder specialet gennem kræft- eller hormonsygdomme. Mange oplever langt mere dagligdagsgener, men af stor betydning for funktion og velbefindende. Et eksempel er den skæve næseskillevæg [3], som både kan give funktionelle vejrtrækningsproblemer og kosmetiske gener. Det er en af de hyppigst udførte operationer inden for øre-næse-hals-området, og statusartiklen gennemgår både patofysiologien og kriterierne for, hvornår kirurgi er indiceret. For mange patienter er det et indgreb, der kan forbedre både livskvalitet og helbred betydeligt.

Specialet udvikler sig dog ikke kun inden for disse kendte områder. Et felt i rivende udvikling er behandlingen af ansigtstraumer [4]. Med nye billeddannelsesteknikker og digitale planlægningsværktøjer er mulighederne for præcis kirurgi vokset betragteligt. Det er et område, som i stigende grad trækker på tværfagligt samarbejde og teknologiske fremskridt, og som tydeligt illustrerer, hvordan øre-næse-hals-specialet bevæger sig ind i en æra, hvor digitalisering og kirurgisk innovation går hånd i hånd.

Endelig vil jeg fremhæve en af de største medicinske landvindinger i nyere tid: implanterbare høreapparater [5], herunder særligt cochleaimplantater. Denne teknologi har ganske enkelt ændret livet for tusindvis af mennesker. Fra at være en marginal teknologi er cochleaimplantater blevet en veletableret behandlingsform, som i stigende grad tilbydes til stadigt flere patientgrupper – og som har gjort det muligt for døve at høre igen.

Med dette temanummer ønsker vi at vise både bredden og dybden i øre-næse-hals-specialet. Fra folkesygdomme til livstruende kræft, fra funktionelle gener til højteknologiske landvindinger – specialet rummer det hele. Vi håber, at artiklerne giver ny viden, vækker refleksion og understøtter forståelsen af, hvor centralt øre-næse-hals-specialet står i det moderne sundhedsvæsen.

Rigtig god læselyst!

Christian Grønhøj

Videnskabelig redaktør på dette temanummer

Referencer

  1. Jacobsen KK, von Buchwald C. Hoved-hals-cancer. Ugeskr Læger 2025;187:V04250250. https://doi.org/10.61409/V04250250
  2. Trolle W, Rolighed L, Rejnmark L et al. Kirurgisk behandling af hyperparatyroidisme. Ugeskr Læger 2025;187:V05250356. https://doi.org/10.61409/V05250356
  3. Nathan KR, Kalid SD, Schousboe P et al. Skæv næseskillevæg. Ugeskr Læger 2025;187:V04250353. https://doi.org/10.61409/V04250353
  4. Homøe P, Hermanrud T. Ansigtstraumer i øre-næse-hals-specialet. Ugeskr Læger 2025;187:V06250518. https://doi.org/10.61409/V06250518
  5. Vagle M, Bille M, West N et al. Implanterbare høreapparater. Ugeskr Læger 2025;187:V05250392. https://doi.org/10.61409/V05250392