Skip to main content

Øre-næse-hals-specialet i fokus

Cover

Susanne Scott, Kasper Wennervaldt, Christian Bak, Jesper Bille og & Thomas Hjuler

13. okt. 2025
2 min.

Dette temanummer af Ugeskrift for Læger sætter fokus på øre-næse-hals-specialet, som har en lang og stolt tradition i dansk medicin. Fra de tidligste beskrivelser af strubeundersøgelser i 1800-tallet til nutidens avancerede billeddiagnostik og mikrokirurgi har faget været præget af en kombination af klinisk ekspertise og teknologisk nysgerrighed.

Sygdomme i øre, næse og hals er hyppige og rammer de fleste mennesker flere gange gennem livet. Disse lidelser spænder fra mindre alvorlige tilstande til komplekse sygdomme, der kræver omfattende behandling og rehabilitering. Specialet varetages af 161 praktiserende speciallæger og på ti hospitalsafdelinger fordelt over hele Danmark. Med denne organisering, lever specialet allerede op til sundhedsreformens fokus på at styrke primærsektoren og bringe sundhedstilbud tættere på patienten.

Historisk har øre-næse-hals-læger udviklet og forfinet både diagnostiske og kirurgiske teknikker. Specialet har gennem en stærk forskningskultur bevæget sig fra brugen af enkle instrumenter til moderne højopløselige endoskoper og robotkirurgi – alt sammen med det formål at forbedre diagnostik, minimere invasiv behandling og øge patienternes livskvalitet.

Dansk øre-næse-hals-forskning står stærkt både nationalt og internationalt. Specialet er kendetegnet ved høj forskningsaktivitet, der spænder fra grundforskning i høresansen og immunologi ved kronisk bihulebetændelse til store registerstudier og udvikling af nye kirurgiske metoder. Forskningen sker i tæt samarbejde mellem universitetshospitaler, regionshospitaler og praktiserende speciallæger – et samarbejde, der styrker hele faget.

Øre-næse-hals-specialet er teknologitungt, både inden for diagnostik – eksempelvis audiologi og vestibulogi – og kirurgi, som ofte udføres gennem ansigtets naturlige åbninger med begrænset manøvrerum. Specialet har desuden et betydeligt overlap med andre lægelige specialer, herunder almen medicin, hvor øre-næse-hals-sygdomme ses hyppigt.

Temanummerets artikler afspejler fagets mangfoldighed – fra ørets mikroskopiske strukturer til halsens store kirurgiske udfordringer. Netop denne bredde giver mulighed for at engagere læsere med forskellige interesser. Vi håber, at indholdet vil inspirere til både refleksion og ny aktivitet.

Tak til Ugeskrift for Lægers redaktion for at give plads til et temanummer med fokus på øre-næse-hals-specialet.

Korrespondance Thomas Hjuler. E-mail: thomas.hjuler@regionh.dk

Publiceret 13. oktober 2025

Interessekonflikter CB oplyser økonomisk støtte fra eller interesse i bestyrelsen for Danske Øre-, Næse-, Halslægers Organisation (DØNHO). Alle forfattere har indsendt ICMJE Form for Disclosure of Potential Conflicts of Interest. Denne/Disse er tilgængelig sammen med lederen på ugeskriftet.dk.

Artikelreference Ugeskr Læger 2025;187:V08250681

doi 10.61409/V08250681

Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0