Speciallægen: Slutstilling, overgangsrolle eller fagpolitisk problem?

Anne Ramlov: Vi skal undgå en »overlæge light«

»Jeg synes, det er udfordrende som speciallæge at blive ved med at se min rolle i Yngre Læger. Min tilgang har været at kaste mig ind i arbejdet med at tale speciallægernes sag både i repræsentantskabet og ved at være med i Speciallægeudvalget.

Som TR er det en udfordring, at vi alle sammen er yngre læger. Der er stor forskel på de udfordringer, der er for speciallæger og for uddannelseslæger, og for mange unge TR så er det altså en udfordring at varetage TR-rollen for speciallægerne. Opdelingen gør også noget ved strukturen på arbejdspladsen. Nu er jeg heldigvis på en afdeling, hvor vi har en meget flad hierarkisk struktur. Der er som sådan ikke meget forskel på, hvad man har af administrativ tid, og der bliver ikke holdt ,overlæge’-møder, der bliver holdt ,speciallæge’-møder – som er for både dem, der er ansat som speciallæge, og dem, som er ansat som overlæge. Sådan er det ikke i alle afdelinger, ved jeg«.

»Som TR ser jeg også mange være ansat som speciallæge, men egentlig tage et ansvar som en overlæge.

Vi har jo alle sammen store ambitioner på vores patienters vegne, på fagets vegne og på udviklingens vegne, så hvordan kommer vi videre karrieremæssigt og løfter nogle af de ting, uden at vi også overskrider grænserne og ikke laver noget, der burde være et overlægejob?

Vi snakker meget om, hvor grænsen går mellem at være speciallæge og overlæge. Samtidig er det også meget forskelligt fra hospital til hospital, hvor let det er at blive overlæge. På AUH sidder der f.eks. mange speciallæger, som rådgiver overlæger fra nogle af de mindre hospitaler.

Jeg synes ikke, folk skal sidde og have et overlægeansvar og job uden at få en overlægeløn. Vi skal ikke være en ,overlæge light’.

For mig er det ikke evigt saliggørende med titlen, men det handler om at blive anerkendt for det ansvar, man tager. Hvordan ser vi en karriereudvikling for læger, der ikke nødvendigvis vil være ledere med hyre-/fyreansvar, men gerne fagligt vil udvikle sig og være med til at udvikle et område.

Her tænker jeg, at vi er nødt til at have et meget tæt samarbejde med Overlægeforeningen, så vi kan sikre, at det er interessant og udviklende at være afdelingslæge i 30 år, som mange jo kan ende med.

Jeg synes, vi mangler at få kigget på, hvordan det er, man bygger en lægekarriere op, når man er blevet speciallæge, så man i perioder kan drosle ned, f.eks. når man har børn eller børnebørn, og i andre perioder skrue op. Det burde ikke være så statisk, at når man er overlæge, så er man overlæge resten af sit liv.

Nogle gange tænker jeg, om boldene skal kastes helt op på ny.

Jeg synes ikke, afdelingslægerne skal stå alene, det er vi ikke stærke nok til, og jeg synes ikke, det er i vores interesse. Men jeg ville elske at have én forening for alle ansatte uden ledelsesansvar på hospitalet, og så kan vi sluse dem ud, der kan hyre og fyre. For jeg har mere til fælles med mine overlægekollegaer end mine uddannelseskollegaer på mange punkter.

Jeg ville have ønsket, at vi havde fået den fusion igennem mellem Yngre Læger og Overlægeforeningen tilbage i 2021, fordi jeg kunne se rigtig meget vundet ved, at hospitalsansatte læger var sammen. Og som minimum skal der være et meget, meget tæt samarbejde mellem de to foreninger«.

Julie Gaardbo: »Jeg føler mig totalt klemt i midten«

Julie Gaardbo har arbejdet som speciallæge i snart to år og er desuden tillidsrepræsentant (TR) på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F., hvor hun arbejder på Medicinsk Afdeling.

»Hvis man mener, det skal være en slutstilling at være afdelingslæge, så bliver man virkelig nødt til at se på den nuværende adskillelse mellem Yngre Læger og Overlægeforeningen, for man kommer jo meget mere til at være en seniorlæge end til at være en yngre læge.

Allerede nu synes jeg, det er et problem at være afdelingslæge og sidde i fagforening med KBU-lægerne. Det hænger ikke sammen. Man er fastansat som speciallæge, det er jo det, der gør hele forskellen. Jeg føler mig totalt klemt i midten, for jeg er meget tættere på overlægerne i de funktioner, jeg har.

Jeg er tillidsmand for de yngre, men dér er jeg ikke altid med til alle møder, fordi jeg er i bagvagtslaget, og nogle gange har de brug for at tale om bagvagterne i et fortroligt rum.

Når jeg har et fagforeningsspørgsmål, og det sker ikke sjældent, så skal jeg have fat i Yngre Læger, men mange gange er mit spørgsmål egentlig mere rettet mod det at være fastansat. Fordi mine afdelingslægekollegaer og jeg selv ikke er på samme overenskomst som overlægerne, kan Overlægeforeningen i sagens natur ikke hjælpe mig.

Jeg oplever, at afdelingslægerne ofte laver præcis det samme arbejde som en overlæge, men får en anden løn og nogle andre vilkår. Jeg synes, det er noget rod og et decideret standsmæssigt problem.

Hvis man skal ende som afdelingslæge, og det kommer nok til at være vilkåret for mange, skal vi altså have kigget grundigt på det. Man kan ikke bare ansætte folk til det samme arbejde, men på en anden kontrakt og til en anden løn. Det giver anledning til uhensigtsmæssigheder både fra medarbejders og arbejdsgivers side.

Og så handler det vel dybest set om, at man gerne vil anerkendes for det arbejde, man laver. Når man så ,bare’ er afdelingslæge, så får man jo en eller anden følelse af, at man ikke på samme måde bliver respekteret, mens der alligevel forventes det samme. Det gør også noget i forhold til patienterne, der ofte har den her ,så nu kommer overlægen’-tankegang. Det er i virkeligheden en helt samfundsmæssig forståelse, der skal ændre sig, hvis man skal føle sig godt tilpas i sin slutstilling.

Jeg synes ikke, der er nogen, der gør noget forkert. Jeg tror bare ikke, at fagforeningerne har nået at følge med, fordi udviklingen er gået stærkt. Jeg synes, det er en fin debat at få gang i. Det handler om løbende at diskutere og tilpasse sig forholdene, som tiden ændrer sig.

Man skal nok gentænke et system, der har eksisteret i utroligt mange år. Måske er det en meget god idé at lave en særskilt forening for speciallæger. For det er virkelig nogle meget forskellige interesser, man i dag skal varetage i Yngre Læger«.

Thomas Svare Ehlers: Skal man være overlæge for tid og evighed?

Thomas Svare Ehlers er to år inden i sin hoveduddannelse i anæstesiologi på Herlev-Gentofte Hospital og har siddet i Yngre Lægers repræsentantskab siden 2017. Han er netop blevet valgt til forperson og regional fællestillidrepræsentant (FTR) for Yngre Læger i Region Hovedstaden.

»Der er en uligevægt i organisationen, der skyldes en masse faktorer, som er enormt frustrerende for især speciallægerne. Nu har man som forening så erkendt, at det er et problem, og man er gået i gang med at gøre noget ved det. At lave et speciallægeudvalg … Det er da at gøre noget, men det løser jo ikke noget i sig selv. Der er et behov for at gøre noget mere for speciallægerne.

En af de store udfordringer er generationskløften, hvor man har nogle unge fremadstormende speciallæger, som er fagligt ambitiøse, og som bliver ,fastholdt’ i deres speciallægelægestilling, mens man har nogle overlæger, der er blevet rekrutteret og ansat som overlæger uden at gøre væsentligt mere end det basale kliniske arbejde, og det er jo noget, der giver rav på de interne linjer.

Skal det være guds givet, at når man bliver ansat som overlæge, så er man overlæge for tid og evighed, selv hvis man ikke oppebærer nogen specielle funktioner?

Jeg mener, at man som fagforening må have den holdning, at folk, der laver det samme arbejde, skal have den samme løn og de samme vilkår, men det skal jo aldrig være os, der hiver folk ned. Vi skal hive folk op. Men tiden er måske nok løbet lidt fra det begreb og den der semantiske sondring mellem de to funktioner ,overlæge’ og ,afdelingslæge’, særligt i en tid, hvor flere og flere vil have mulighed for at vælge til eller fra og flekse ind og ud.

Hvis jeg skal give lidt bredside mod speciallægerne, så skal de lade være med at lave alle mulige ting, som de ikke bliver aflønnet for, og lade være med at løse opgaver uden for deres arbejdstid. Dér er vi som læger nok ofte vores egen værste fjende, for vi vil jo gerne gøre det godt. Men hvis man synes, det er uretfærdigt, at man laver en masse ting, man ikke får løn for, så skal man enten stoppe med at lave de ting, eller også skal man bede om at få løn for dem.

Det er klart, hvis man ikke gør noget som stand eller individ, så ændrer det sig ikke.

Jeg synes, vi skylder medlemmerne at finde ud af, hvad vi selv mener samlet set, selv om det sikkert ikke er nemt at blive enige om.

Hvis vi skal have noget klarhed og enighed om, hvordan det rent faktisk skal fungere, så skal vi jo have hele vores forening i spil. Og her mener jeg både FAS og Yngre Læger. Og det var vel det, der var pointen i at snakke fusion mellem de to foreninger i sin tid.

Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad det er, vi vil, og hvad vi synes, er en fornuftig strategi. For lige nu bliver vi bare spillet ud mod hinanden.

Jeg ville da elske at sidde på den anden side af forhandlingsbordet, for det er meget nemt at spille de to foreninger ud mod hinanden, fordi de har to divergerende formål lige nu.

Også derfor synes jeg ikke, at afdelingslægerne skal have deres egen selvstændige søjle, for så er vi tre tunger, og så tror jeg, det bliver endnu nemmere at køre os rundt i manegen. Jeg vil hellere have alle sammen i én forening, eller som det er nu«.

Jens Møhl Højberg: »Speciallægerne bør være en del af Foreningen af Speciallæger«

Jens Møhl Højberg er speciallæge i anæstesiologi og har de seneste ti år været FTR på Rigshospitalet. Han har siddet i Yngre Lægers repræsentantskab siden 2017.

»Jeg har i hele perioden som FTR erfaret, at de udfordringer, som afdelingslægerne stod med, var markant anderledes, end de udfordringer, de øvrige læger fra Yngre Læger stod med. For de fastansatte læger er der selvfølgelig større interesse for at have nogle ordentlige forhold, specielt hvad angår jobfunktioner og ansvarsområder – og honoreringen af disse – men også efteruddannelse og karrieremuligheder etc. Med tiden er det blevet stadigt mere klart for mig, at gruppen af fastansatte læger har brug for en helt anderledes fagpolitisk tilgang, end de øvrige læger har.

Der er ingen tvivl om, at Yngre Læger er opmærksomme på udviklingen. De har nedsat et Speciallægeudvalg, som igennem flere år har arbejdet med, hvordan Yngre Læger kan gøre sig lækker i forhold til speciallæger.

Men der er ikke rigtig kommet noget på bordet, som for alvor gør en forskel for speciallægerne.

I nogle situationer har uddannelseslæger og speciallæger modsatrettede krav og ønsker – det kan f.eks. være i forhold til arbejdstid, vagttid og vagthyppigheden. Vi har set hospitaler lege med forskellige modeller for vagter og mødetid, hvor de lokale uddannelseslæger synes, det var en god idé, men hvor de fastansatte, som skulle leve med de regler måske resten af deres karriere, ikke havde noget ønske om at tillade ledelserne at kunne fortolke overenskomsten sådan.

Jeg oplever ikke, at der i dag er nok opbakning til gruppen af afdelingslæger og os tillidsvalgte fra Yngre Læger.

Én af de væsentlige udfordringer som ny speciallæge er at få forhandlet sin løn korrekt, når man får sin første ansættelse. Som yngre læge har man jo aldrig prøvet at forhandle løn på egne vegne, når man når hertil i karrieren.

Det er noget, Yngre Læger kunne score rigtig mange point på at arbejde med. Men den har de ligesom vippet over på FTR. Jeg har igennem de seneste 5-6 år haft det som en af mine kæpheste, at alle afdelingslæger, der bliver ansat her hos os, skal have en individuel løn- og vilkårsforhandling. Det er, som jeg ser det, uhyre væsentligt, at den første lønaftale bliver rigtig og så høj som muligt, for den kommer til at være definerende for ens løn i resten af ens afdelingslægekarriere.

Men det er kun de afdelingslægeansættelser, som jeg bliver gjort bekendt med, jeg kan tage mig af – de kommer ikke automatisk forbi mig. Jeg har ikke kendskab til, at der fra Yngre Lægers sider systematisk bliver rakt ud til lægerne sidst i hoveduddannelsen i forhold til at fortælle dem, at de skal til at forhandle løn, når de bliver speciallæger, og at de skal tage fat i deres FTR. Det forekommer mig at være fuldstændig tilfældigt, hvem jeg får fat i.

Jeg mener, at Yngre Læger skulle have en forhandlingsenhed, som nationalt ikke lavede andet end at forhandle løn for speciallæger, der skulle indtræde i deres første stilling. Det handler jo om at møde op med et markant forhandlingsmandat og en lige så markant forhandlingsvilje over for den her modpart, som naturligvis forsøger at sælge aftalen så billigt som muligt. Det mener jeg, vil styrke speciallægernes forhandlingsposition nationalt.

Helt grundlæggende mener jeg dog, at gruppen af speciallæger bør flyttes ud af Yngre Læger og over i en egen søjle enten under FAS eller direkte under Lægeforeningen. Personligt vil jeg mene, at en placering i FAS som en søjle ligesom Overlægeforeningen ville være passende. Alene ordet ,speciallæge’, som vi afdelingslæger hedder nu, tilsiger jo, at vi bør være i Foreningen af Speciallæger – vi har langt mere til fælles med overlægerne, end vi har med de klassificerede og uklassificerede læger«.

Kasper Gasbjerg: »Det kan hurtigt blive en undergravning af vores lønstruktur«

Kasper Gasbjerg har siddet i Yngre Lægers repræsentantskab siden 2015, og før det sad han i FADL’s bestyrelse. Han er FTR på Hvidovre Hospital og bliver til januar speciallæge i anæstesi.

»Jeg har fulgt processen i næsten 15 år, og samtalen om afdelingslægerne på repræsentantskabsmøderne har ændret sig. De kritiske stemmer, der for få år tilbage var om, at fokus fra Yngre Lægers side meget lå på KBU- og uddannelseslæger var ikke helt uretfærdig, men det synes jeg ikke, er tilfældet nu.

Før var afdelingslægestillingen en transitionsstilling frem mod at blive overlæge. Det er der sat politisk prop i, så det for mange vil være en slutstilling. Men lysten og engagementet fra afdelingslægerne består jo i forhold til at tage ansvar.

Det er netop en af vores udfordringer. Afdelingslægerne er en dedikeret skare af dygtige læger, som er fagligt engageret, og som også ønsker den udvikling i deres faglighed og udfordringer i hverdagen, som tidligere kom med at blive overlæge i forhold til lønudvikling og ansvar.

Som FTR kan jeg jo se, at det hurtigt bliver en undergravning af vores lønstruktur, når afdelingslæger uden at blive honoreret varetager de funktioner, der helt klart tidligere har været overlægefunktioner.

Det er et problem for os selv, at vi ikke overholder de hegnspæle, der er sat op for yngre lægers arbejde i forhold til en 37-timers arbejdsuge, for noget af det, man jo netop får med en overlæge, er fleksibilitet og en mulighed for, at de kan tage noget ansvar hele døgnet, uden at man nødvendigvis skal honoreres 1:1 for det.

Det er det krydsfelt, jeg synes, vi har bevæget os ind i de seneste år.

Jeg mener, vi bliver nødt til at gå ind i det forhandlingsrum, der er, i forhold til at afdelingslæger kan varetage elementer af, hvad der tidligere har været stensikre overlægeopgaver.

Det, at vi som Yngre Læger bevæger os ind i den her gråzone, kræver balancegang og konstant analyse.

Her i Region Hovedstaden har jeg oplevet, at vi har fået et stærkere samarbejde med Overlægeforeningen, som jo også har interesse i, at der ikke bliver udhulet funktioner fra dem, og også at der i sidste ende kommer nogle nye overlæger«.